Svigt og overgreb i fortidens åndssvageforsorg

Først fik Godhavnsdrengene og andre børnehjemsbørn en undskyldning af statsminister Mette Frederiksen og siden en erstatning. For nylig fik de såkaldte eksperimentbørn fra Grønland en undskyldning og en erstatning. Spørgsmålet er, om statsministeren for tredje gang skal ud at sige 'undskyld' til en gruppe mennesker, som i en ikke så fjern fortid har været udsat for svigt og overgreb fra den danske stat.

En kommission under Social- og Ældreministeriet har afleveret en 476 sider lang rapport om den såkaldte særforsorg i årene 1933 til 1980. Rapporten omhandler blinde og svagtseende, døve og hørehæmmede, epileptikere, talelidende og vanføre med fysiske funktionsnedsættelser. Men især udredningen om åndssvageforsorgen er rædselsvækkende læsning om vold, seksuelle overgreb, tvang, sterilisation og fejlanbringelser.

Nogle afdelinger udviklede ligefrem en ’voldsaccepterende kultur’, som det hedder i rapporten. Ofte fik nyansatte et chok over forholdene, og i rapporten nævnes et tilfælde af tvang fra Vodskov Åndssvageanstalt, hvor der var celler til uregerlige patienter. En tidligere plejer husker:

'Her kunne der ligge to mand i hvert af de spartansk indrettede rum. De lå på en madras på gulvet.’

'Der var en lille smule lys oppe fra et vindue, men man kunne ikke se ud. Der stod en potte i hver celle til både stort og småt. Der var ingen blade, der var ingen aviser, ikke en radio, intet var der. De kom heller ikke ud og fik frisk luft. Når de havde ligget der i 14 dage, så var det ligesom at de dinglede, og så blev de sommetider desperate, og så lå de der og hamrede med fødderne på døren, og lyden bredte sig jo i hele afdelingen. Så gik Høgen (en medarbejder, red.) ind i cellen, og der lød et brøl. Man kan godt slå folk, uden at man kan se det.’

Historieprofessor Poul Duedahl fra Aalborg Universitet er medforfatter til rapporten, og han nævner overbelægning og konstant underbemanding blandt de væsentligste årsager til de mange svigt og overgreb.

- Hvis der kun var en eller to ansatte på en afdeling for de dårligst fungerende udviklingshæmmede, kunne fastspænding være den eneste måde at holde ro på, siger han til Hus Forbi.

Andre årsager var manglende statsligt tilsyn med de enkelte institutioner, hvor overlægen styrede det hele og i givet fald lod overgreb ’glide under radaren’.

- Ideelt burde vi have undersøgt samtlige 20.000 patienter i perioden under åndssvageforsorgen. Det har vi ikke kunnet, så der er givetvis et kæmpe mørketal. Generelt er der foregået en masse, som vi med vores menneskesyn i dag ville tage afstand fra. Multihandicappede, som bare lå fastspændt i en seng uden at kunne kommunikere, vil jeg tro har oplevet dét, som vi i dag ville kalde overgreb, siger Poul Duedahl.

Han nævner også de tvangssteriliserede kvinder fra isolationsanstalten på Sprogø og de såkaldte rokkemænd

- De havde ikke andre udfordringer end at sidde hele dagen og rokke frem og tilbage. Eller masturbere, som man forsøgte at begrænse ved af fiksere, medicinere eller kastrere dem for at fratage dem seksualdriften.

Poul Duedahl understreger, at selvom kommissionen har fundet mange eksempler på overgreb, fandt de ikke sted overalt og til alle tider.

Rapporten er givet videre til Folketinget, og det er herfra en politisk beslutning, om de nulevende ofre for overgrebene skal have en undskyldning.

Du kan læse om rapporten i maj-udgaven af Hus Forbi, som er på gaden nu. Her kan du også møde et af de seks nulevende eksperimentbørn fra Grønland, Stine Heinesen, som blev revet bort fra sin familie som fem-årig og aldrig så sine forældre igen.