Svært for iværksættere at få en erhvervskonto
Til efteråret skal Folketinget behandle et lovforslag fremsat af regeringen og SF, som handler om at forpligte bankerne til at give forretningsdrivende, der ønsker det, en erhvervskonto. I dag er det nemlig ikke en selvfølge, at man kan blive erhvervskunde. Det er Abdulhakim Hussein et godt eksempel på.
Abdulhakim flygtede i 2014 fra Syrien til Danmark med sin familie. Han kom på sprogskole og fik arbejde i en elektronikbutik i Holbæk. Han havde selv drevet to butikker i Syrien, hvorfra han reparerede elektronisk udstyr. Og efter fire år som ansat i Holbæk etablerede han i 2021 sin egen elektronikbutik, Fix A Phone, på handelsgaden i Sorø. I den forbindelse henvendte han sig til en række banker med ønsket om at få en erhvervskonto tilknyttet sin virksomhed. Desværre var svaret fra bankerne ”nej”.
”Jeg kontaktede mange banker og fik afslag hver gang. Det var en stor udfordring for mig. Det betød for eksempel, at jeg ikke kunne få en dankortterminal i butikken. Jeg var frustreret, for det truede den forretning, jeg ønskede at bygge op for at forsørge mig selv og min familie,” siger Abdulhakim.
I dag er bankerne i deres gode ret til at afvise en potentiel erhvervskunde. Og de er ikke forpligtet til at begrunde afslaget. Abdulhakim fik da heller ikke andet at vide, end at han var uønsket som kunde.
Fik konto med hjælp fra erhvervsnetværk
Det var ikke kun dankortterminalen, der gav Abdulhakim hovedpine. Han havde investeret sin opsparing i et varelager og betalte indgående moms heraf. Men da han ikke havde en erhvervskonto, kunne han ikke få momsen retur. Han henvendte sig nu til Sorø Erhverv og organisationen Sparringspartnerne for at få hjælp. Erhvervschef i Sorø Erhverv, Laila Carlsen, siger om Abdulhakims situation:
”En erhvervskonto er et centralt redskab for alle forretningsdrivende, og vi mener i Sorø Erhverv, at det skal være muligt for alle at få tilknyttet en erhvervskonto, når man starter sin virksomhed.”
I forløbet inddrog Sparringspartnerne den social-økonomiske virksomhed Finklusiv i opgaven med at hjælpe Abdulhakim. Finklusiv hjælper flygtninge med at etablere egen virksomhed, og via Finklusiv kom Abdulhakim i dialog med Andelskassen Oikos. Her var Abdulhakim velkommen som erhvervskunde.
Niels Buchholst er formand hos Sparringspartnerne, en forening med erfarne erhvervsfolk, der frivilligt hjælper iværksættere og vækstvirksomheder. Niels Buchholst er glad for, at Abdulhakim nu har fået en erhvervskonto til Fix A Phone. Og han håber, at reglerne på området bliver ændret til efteråret:
”Historier som Abdulhakims gør det meningsfuldt for mig og resten af Sparringspartnerne at hjælpe mindre virksomheder med forretningsudvikling. Når det er sagt, er det er jo ganske uholdbart, at der skal omfattende assistance til fra et erhvervsnetværk, før Abdulhakim finder en bank, hvor han er ønsket.”
Filialdirektør: Det er vores samfundsansvar at hjælpe
Abdulhakim skulle altså gennem en lang række banker og siden modtage hjælp fra Sorø Erhverv, Sparringspartnerne og Finklusiv, før han blev erhvervskunde hos Andelskassen Oikos. Men hvorfor sagde man ja til Abdulhakim dér? Filialdirektør i andelskassen, Githa Kurdahl, siger:
”Vi ser det som et samfundsansvar at hjælpe flygtninge med at etablere sig. Vi oplever, at disse kunder er drevet af et stort engagement. For de har typisk et brændende ønske om at skabe en sund forretning. Samarbejdet med Finklusiv betyder meget for os i den sammenhæng. Finklusiv hjælper med dialogen i opstartsfasen. Det betyder, at vi har mulighed for at byde flere kunder som Abdulhakim velkommen.”
I butikken i Sorø går det godt, fortæller Abdulhakim. De lokale har lært ham at kende, og flere og flere får repareret mobiltelefoner, computere og andet elektronisk udstyr hos Fix A Phone. I butikken har han fået sin dankortterminal, og han tager nu imod betalingskort og Mobile Pay. Desuden glæder det ham, at corona-restriktionerne er blevet ophævet, så han kan møde kunderne med et smil – og uden mundbind.
Fakta om Sorø Erhverv
Sorø Erhverv er kommunens erhvervsenhed, der kan hjælpe med sparring og vejledning til alle kommunens virksomheder, selvstændige og iværksættere. Sorø Erhverv tilbyder virksomhederne gratis vejledning, deltagelse i arrangementer og netværk. https://soroe.dk/erhverv
Fakta om Sparringspartnerne
Sparringspartnerne er en uegennyttig forening etableret i 2012. Foreningen er for nuværende eller forhenværende erhvervsledere, som vil stille deres erfaring og netværk til rådighed for andre iværksættere og vækstvirksomheder. Medlemmerne har opnået en vis succes i deres karriere med vækst og udvikling af egen eller andres virksomhed, eller har på anden måde tilegnet sig færdigheder, der sætter dem i stand til at bidrage til udviklingen af andres virksomhed. www.sparringspartnerne.dk
Fakta om Finklusiv
Finklusiv ApS er en social økonomisk virksomhed i København, som hjælper selvstændigt erhvervsdrivende flygtninge, der har opnået asyl i Danmark, med at få adgang til en erhvervskonto og andre erhvervsrelaterede bankprodukter. Virksomheden drives af Marie Birna Olafsdottir. www.finklusiv.dk
Fakta om Andelskassen Oikos
Oikos er en værdibaseret andelskasse, som siden 2019 har været en del af Faster Andelskasse. Dens mærkesager er finansiel inklusion og fattigdomsbekæmpelse. Andelskassen har siden 1994 ydet mikrofinans og støttet forskellige projekter rundt omkring i verden. De seneste år har andelskassen desuden haft fokus på at hjælpe mennesker i Danmark, som står uden for det etablerede finansielle system. www.oikos.dk
Nøgleord
Kontakter
Mere information hos:
Seniorkommunikationsrådgiver hos Grønbech PR og kommunikation, Emil Ulrichsen, på 22 13 05 55 eller emu@groenbech.com
Erhvervschef hos Sorø Erhverv, Laila Carlsen, på 20 26 50 81 eller lbc@soroe.dk.
Formand hos Sparringspartnerne, Niels Buchholst, på 21 77 70 35 eller nb@sparringspartnerne.dk
Leder af Finklusiv, Marie Birna Olafsdottir, på marie@finklusiv.dk
Filialdirektør i Andelskassen Oikos, Githa Kurdahl, på 33 36 40 02 eller gk@faster.dk
Billeder
Information om Sparringspartnerne
Følg pressemeddelelser fra Sparringspartnerne
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sparringspartnerne
Grundlægger lancerer iværksætterpakke26.1.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danmark har brug for, at flere vælger og får succes med et liv som selvstændig og iværksætter. Det er baggrunden for, at Sparringspartnernes grundlægger og formand, Niels Buchholst, nu etablerer et investeringsselskab, som vil uddele af sit overskud til iværksættere – i kombination med tilknytning af en erfaren sparringspartner.
Konference om fremtidens bestyrelsesarbejde19.8.2021 13:43:01 CEST | Pressemeddelelse
Verden er under hastig forandring. Er bestyrelserne i danske SMV’er rustet til at skabe udvikling i virksomhederne og tilpasse forretningsmodellerne til de nye markedsvilkår? To eksperter kommer med bud på svaret, når de holder oplæg om fremtidens bestyrelsesarbejde på en konference den 26. august i København.
Mindre sjællandske virksomheder giver råd om kæmpe marked2.9.2020 14:38:20 CEST | Pressemeddelelse
Du skal være sikker på, du har råd til aftalen. Du skal have tålmodighed. Og det kan være en god ide at hente juridisk bistand. Til gengæld er der sket en stor historisk og kulturel udvikling i Kina, ligesom der er sket en væsentlig professionalisering – kineserne er blevet langt mere vedholdende. Det er blot nogle af de erfaringer, som en række mindre sjællandske virksomheder har høstet på det enorme kinesiske marked, hvor de alle oplever vækstrater. Mød dem på konferencen ”Varekøb og outsourcing af produktion til Kina,” der arrangeres af Sparringspartnerne hos Dansk Erhverv i København den 28. september.