Svær ensomhed og risiko for depression og stress: Nye tal fra Røde Kors viser markant mistrivsel hos børn og voksne i udsatte familier i Danmark
7.6.2022 12:34:00 CEST | Røde Kors | Pressemeddelelse
I udsatte familier er den mentale sundhed blandt forældre og børn markant lavere end i befolkningen som helhed. Det viser resultaterne fra en ny stor rapport fra Røde Kors baseret på svar fra forældre, der modtog julehjælp af Røde Kors sidste år.
Undersøgelsen er en af de største af sin slags, fortæller generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, som indrømmer, at resultaterne har overrasket ham.
- Flere af tallene viser større udfordringer for denne gruppe borgere, end hidtil antaget. Mange af familierne er ikke bare økonomisk udsatte men slås også med mistrivsel og enorm ensomhed. Det er meget foruroligende, siger Anders Ladekarl.
Tre gange så mange børn mistrives
Ifølge undersøgelsen er 61 pct. af forældrene i risiko for depression eller stress. Til sammenligning er 13 pct. i risiko for depression eller stressbelastning blandt en bredere målgruppe af mødre til småbørn i Danmark.
47 pct. af forældrene oplever svær ensomhed. Til sammenligning gælder det 12 pct. af befolkningen som helhed. Forældrene, som deltager i undersøgelsen, har dermed dårligere mental sundhed end personer med kronisk eller langvarig sygdom og oplever mere ensomhed end 16-24-årige kvinder, der ellers er den mest ensomme aldersgruppe i befolkningen.
Hos børnene udviser 29 pct. tegn på mistrivsel, mens det samme gælder for omkring 10 pct. af danske børn generelt.
- Tallene er bekymrende høje for disse familier, og det er vigtig viden i et år, hvor vi står og skal lave Danmarks første ensomhedsstrategi. Det er helt afgørende, at vi ser ensomhed og mistrivsel som et samfundsproblem, vi skal løse sammen, siger Anders Ladekarl.
Unge må undvære computer
Også familiernes økonomiske afsavn er ifølge den nye undersøgelse markant højere end antaget. Hele 70 procent af de adspurgte forældre i undersøgelsen svarer, at de dagligt eller flere gange om ugen bekymrer sig over familiens økonomi. Og for at få pengene til at række, må mange af dem træffe vigtige valg om, hvad der skal købes, og hvad de må undvære at købe. Fx viser tallene, at kun én ud af tre unge (32 pct.) mellem 14-17 år, som kommer fra en familie i udsat position, har egen computer. Det betyder, at hele 68 procent ikke har og derfor er nødsaget til at låne en computer fra skolen eller helt at undvære.
Det kan have store sociale konsekvenser at være uden for det digitale fællesskab, hvilket de vil være, når de ikke har egen computer, understreger Anders Ladekarl.
- Derfor vil der være en hel dimension af fællesskab på forskellige digitale platforme, som dem uden egen computer ikke er en del af. For denne gruppe unge er fællesskaber og især digitale fællesskaber ét og alt, siger Anders Ladekarl og mener, at der er brug for yderligere viden om problemets omfang.
Fravælger medicin
Også medicin kan være svært at få råd til for disse familier. Mere end halvdelen af de adspurgte forældre, nemlig 53 procent, svarer i undersøgelsen, at de har undladt at købe lægeordineret medicin. Tidligere undersøgelser har vist, at dette gælder for 15 procent af økonomisk fattige i Danmark og 29 procent af modtagere af det midlertidige børnetilskud.
- Det er meget høje og meget bekymrende tal, for det er klart, at når man fravælger at købe lægeordineret medicin, så har det reelt indflydelse på ens sundhedstilstand, siger Anders Ladekarl.
Han understreger derfor vigtigheden af yderligere fokus på samarbejde mellem kommuner, skoler, civilsamfund m.fl. for at styrke indsatserne mod ensomhed, mistrivsel og økonomiske afsavn.
TAL FRA UNDERSØGELSEN
29 % af børnene har tegn på mistrivsel, mens det samme gælder for omkring 10 % af danske børn generelt.
61 % af forældrene er i risiko for depression eller stress. Til sammenligning er 13 % i risiko for depression eller stressbelastning blandt en bredere målgruppe af mødre til småbørn i Danmark.
47 % af forældrene oplever svær ensomhed. Til sammenligning gælder det 12 % af befolkningen som helhed.
70 % af forældrene bekymrer sig dagligt eller flere gange om ugen over familiens økonomi.
53 % af forældrene har undladt at købe lægeordineret medicin, mens dette gælder for 15 % af økonomisk fattige i Danmark.
54 % af forældrene har undladt at købe tøj eller fodtøj til deres børn af økonomiske årsager inden for det seneste år, mens det samme gælder for 12 % af økonomisk fattige forældre.
I 50 % af familierne går børn i alderen 7-15 år til fritidsaktiviteter. Til sammenligning går omkring 80 % af danske børn til fritidsaktiviteter.
68 % af de unge mellem 14-17 år har ikke deres egen computer, men låner enten fra skolen eller undværer en computer.
Undersøgelsen viser, at de udsatte familier oplever en meget høj grad af mistrivsel, ensomhed og afsavn, der også er markant højere end blandt andre befolkningsgrupper og tidligere undersøgelser.
En stor andel af forældrene oplever økonomiske afsavn, og andelen med afsavn er markant højere end i tidligere undersøgelser af fattigdom.
FAKTA OM UNDERSØGELSEN
Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 1.891 forældre, der modtog julehjælp af Røde Kors i december 2021 og 15 kvalitative interviews.
Røde Kors uddeler julehjælp til omkring 15.000 økonomisk trængte familier årligt. Julehjælpsmodtagerne falder inden for gruppen af udsatte familier på centrale socioøkonomiske parametre, hvorfor resultaterne forventes at være repræsentative for en stor del af udsatte familier i Danmark.
Kontakter
For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:
3529 9699
Røde Kors.dk/presse
Vedhæftede filer
Information om Røde Kors
Røde Kors er altid til stede
Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.
192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.
Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.
Følg pressemeddelelser fra Røde Kors
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Røde Kors
Frivillige guider skal skabe tryghed på MarselisborgCentret30.3.2026 12:44:39 CEST | Pressemeddelelse
Røde Kors’ frivillige guider kendes i dag fra hospitalerne – men nu rykker indsatsen for første gang også ind på et sundheds- og rehabiliteringscenter i Aarhus. Fra den 7. april står frivillige guider klar på MarselisborgCentret, hvor de skal skabe tryghed og overblik for besøgende og pårørende.
12-årige Hugo løb fra dør til dør for at redde sin far – nu er han finalist til Årets Førstehjælper 202620.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Hugo Hansen er blandt de tre finalister til Årets Førstehjælper 2026, efter han reddede sin far fra hjertestop under en familieferie i Nordjylland. Hvert år uddeles prisen af Røde Kors som hylder de personer, der tør at træde til, og har ydet livreddende førstehjælp.
Dramatisk redning i Saltum: Patrick er finalist til Årets Førstehjælper 202620.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Patrick Lewisen er blandt de tre finalister til Årets Førstehjælper 2026 efter sidste år at have reddet Erik Lundgaard fra hjertestop midt i et vejkryds i Saltum. Prisen uddeles årligt af Røde Kors og hylder personer, der har ydet livreddende førstehjælp.
Efter dramatisk ulykke i Aabenraa - Jeanett og hendes sønner er finalister til Årets Førstehjælper 202620.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Da en rude sprang og skar pulsåren over på John under vinduesarbejde hos sin søster, reagerede Jeanett Søndergaard og hendes to sønner Bjarke og Thorbjørn øjeblikkeligt. Nu er de blandt de tre finalister til Årets Førstehjælper 2026, der uddeles af Røde Kors.
Stå sammen mod ensomhed: Røde Kors lancerer ny interaktiv kampagne med fokus på et stigende problem17.3.2026 05:25:00 CET | Pressemeddelelse
Med ny teknologi vil Røde Kors fortælle, at over en halv million danskere føler sig ensomme og at vi bør tale om det for at komme problemet til livs. I fire byer vil en interaktiv skærm de kommende uger gøre problemet nærværende
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
