Stort uudnyttet potentiale for robotter i Danmark
2.5.2023 17:00:00 CEST | Teknologisk Institut | Pressemeddelelse
Ny rapport, som offentliggøres onsdag, viser, at danske virksomheder går glip af fordele ved automatisering. Årsagen er blandt andet manglende viden og manglende robotstrategi.

På trods af udsigten til mangel på arbejdskraft i Danmark har kun et fåtal af danske virksomheder en strategi for indførsel af robotter. Det viser en ny robotanalyse fra Teknologisk Institut. Samtidig erkender virksomhederne, at de derved går glip af fordelene ved at automatisere – også selv om flere robotter i virksomhederne kan give flere gevinster for både virksomheder som medarbejderne.
- Et flertal af de virksomheder, der allerede i dag anvender robotter og automatisering, vurderer, at det er afgørende for fastholdelse af produktion i Danmark. Samtidig har langt størstedelen af de adspurgte, automatiserede virksomheder oplevet en positiv indvirken på for eksempel produktionskapaciteten, kvalitet og ensartethed i produkterne - og 71 procent oplever faktisk også bedre medarbejdertrivsel, hvilket hænger godt sammen med, at robotter kan aflaste medarbejderne for det monotone og opslidende arbejde, siger centerchef Jacob Kortbek, Teknologisk Institut.
Små skridt vinder i det lange løb
Teknologisk Institut har for første gang taget temperaturen på indførsel af robotter i danske produktionsvirksomheder. I rapporten ”Små skridt med robotter vinder i det lange løb”, som offentliggøres i forbindelse med ROBOTBRAG i Odense den 3. maj 2023, er der foretaget en rundspørge blandt 122 danske virksomhedsledere inden for industri, bygge- og anlæg samt transport.
Resultaterne er desuden blevet underbygget af 14 dybdegående interviews med virksomheder, som enten har erfaringer med robotter eller gerne vil i gang med at bruge robotter.
Første robot er den sværeste
69 procent af de adspurgte virksomheder – mere end to tredjedele af virksomhederne med robotter – svarer i rapporten, at de mener, at der er muligheder ved automatisering, de går glip af. Det gør sig kun gældende for ni procent af virksomhederne uden robotter.
Rapporten peger også på, at det for langt de fleste virksomheder er den første robot, der er den sværeste - herefter bliver det nemmere at implementere robotterne.
Produktiviteten stigende
Det var også gældende for den fynske virksomhed SBS Friction, der er specialiseret i produktion og udvikling af bremsebelægninger til motorcykler, scootere og ATV’er. SBS Friction fik dog hurtigt blod på tanden til flere robotter.
- Vi fik ret hurtigt et afkast på vores investering, da den første robot varetog opgaver for, hvad der svarer til to medarbejdere. Og det er så bare fortsat, så produktiviteten per medarbejder er steget, mens vi producerer det dobbelte, fortæller Jan Reinholdt Mohrdieck, der er teknisk chef hos SBS Friction.
- Man skal ikke være bange for at kaste sig ud i det. Vi har ikke oplevet et eneste robotprojekt, der er gået galt. Tværtimod bliver vi ved med at finde steder i produktionen, hvor man burde have robotter, tilføjer han.
SBS Friction var én af de i alt 14 dybdegående interviews med virksomheder i rapporten.
Overser stort potentiale
Rapporten viser, at 45 procent af de adspurgte virksomheder har robotter og automatiseringsløsninger i brug, mens 55 procent ikke har automatiseret. Det er især fremstillingsindustrien, der har taget robotterne til sig. Her bruger 77 procent af de adspurgte virksomheder i dag robotter, mens det til sammenligning blot er 10 procent af virksomhederne inden for byggeri og anlæg.
- Tallene viser, at der stadig er et stort og uudnyttet potentiale for automatisering i Danmark. Især de virksomheder, som er begyndt at automatisere, har set fordelene. Flere af de virksomheder, som ikke er begyndt at automatisere, mangler viden om deres faktiske muligheder. Det tyder på, at der er virksomheder, der overser et stort potentiale for fordelene ved automatisering, siger Jacob Kortbek.
Virksomhederne i rapporten er også spurgt om barriererne for indførsel af automatisering. Her er svarene blandt andet, at robotmarkedet er vanskeligt at gennemskue. Ud over priserne for automatisering, altså økonomi, peger virksomhederne på manglende viden om, hvilken robotløsning, der er den rigtige, og om der i det hele taget findes robotter, som matcher virksomhedernes behov.
På baggrund af interviews med virksomhederne opsummerer rapporten fem gode råd til virksomheder, der står overfor automatisering.
Læs mere om ROBOTBRAG 2023 her.
Faktaboks:
Rapporten ”Små skridt med robotter vinder i det lange løb” er baseret på en rundspørge blandt 122 virksomhedsledere inden for industri, bygge- og anlæg samt transport. Desuden er der blevet udført 14 dybdegående interviews med virksomheder, som enten har erfaringer med robotter eller som gerne vil i gang med at automatisere.
Data er indsamlet i perioden februar-april 2023, og analysen er udført som et led i arbejdet med resultatkontrakterne PI1 og PI2, der er finansieret af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Rapporten offentliggøres i forbindelse med åbent hus-arrangementet ROBOTBRAG 2023 den 3. maj i Odense, hvor der udstilles eksempler på over 100 robotløsninger.
Faktaboks:
På baggrund af interviews med virksomhederne opsummerer rapporten fem gode råd til virksomheder, der står overfor automatisering;
- Tag små skridt – den første robot er ofte den sværeste
- Vær ikke bange for at fejle
- Træk på netværk og andres erfaringer
- Tænk over fleksibiliteten
- Opdyrk en innovationskultur og inddrag slutbrugerne blandt medarbejderne i udviklingsarbejdet.
RETTELSE:
Opdateret 26/9 2023, hvor dette afsnit er slettet: Samtidig er danske virksomheder sakket bagud i brugen af robotter – fra en global femteplads i 2008 til en 12. plads i 2022.
Baggrunden er at International Fereration of Robots, IFR, som har leveret tallene efterfølgende har opjusteret dem. Læs mere her: https://dira.dk/nyheder/stor-stigning-i-antallet-af-robotter-i-danmark
Kontakter
Kommunikationskonsulent Mette Rønn Outzen, Teknologisk Institut, mobil 7220 1041, mail: metr@teknologisk.dk
Billeder

Vedhæftede filer
Teknologisk Institut har siden 1906 arbejdet for at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne, samfundets velstand og menneskers liv. Årligt kommer det mere end 10.000 virksomheder til gavn inden for så forskellige områder som; energi, fødevarer, life science, materialer, byggeri og produktion. Teknologisk Institut har datterselskaberne Danfysik A/S, Dancert A/S og DTI Spain.
Har du brug for yderligere oplysninger, fotos, udtalelser eller andet, er du meget velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen på pressetelefon 7220 1066 – eller kommunikation@teknologisk.dk
Fotos i dette nyhedsrum: ©Teknologisk Institut. Brug af fotos tilladt ved konkret omtale af Teknologisk Institut og med kreditering. I tvivlstilfælde kontakt venligst Kommunikationsafdelingen.
Følg pressemeddelelser fra Teknologisk Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Teknologisk Institut
Ny guide skal sikre at Legionella måles rigtigt første gang6.7.2026 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Teknologisk Institut udgiver ny Rørcenter-anvisning, som giver rådgivere, VVS-installatører, driftsansvarlige og laboratorier en fælles standard for, hvordan man udtager og analyserer vandprøver for Legionella. Korrekt måling er forudsætningen for at kunne bekæmpe bakterien, der kan give den alvorlige legionærsyge.
Danmark misser eksportpotentialet i nye plantebaserede fødevarer6.7.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark er nummer tre i verden inden for udvikling og produktion af nye plantebaserede fødevarer, målt på patenter pr. indbygger. Men kun hver sjette virksomhed eksporterer regelmæssigt deres nye produkter til udlandet. Ny analyse fra Teknologisk Institut peger på, at branchens udvikling mod produktion og eksport i større skala til de europæiske nærmarkeder især skal vindes hos forbrugerne, i detailledet og indenfor foodservice.
Nyt projekt vil lave fødevarer af bryggeriers CO21.7.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt europæisk projekt, FERM4FOOD, vil omdanne CO2 fra fødevareindustrien til ingredienser, vi kan spise. Teknologisk Institut har en central rolle: at skalere processer og oprense ingredienserne skabt af mikroorganismer, så de bliver sikre at spise.
Testet i lufthavnen, potentiale i flere industrier: Ny værktøjskasse gør grøn omstilling konkret24.6.2026 09:21:45 CEST | Pressemeddelelse
Vedvarende energi, batterilagring og emissionsovervågning er nogle af de tiltag, et internationalt forskningsprojekt har testet i Københavns Lufthavn de seneste fem år. Teknologisk Institut har samlet erfaringerne i en digital værktøjskasse, der bidrager til grøn omstilling.
Blød plastemballage skal genanvendes: 16 partnere går sammen i nyt projekt18.6.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I fremtiden skal den bløde plastemballage i skraldespanden bruges til at lave ny emballage af høj kvalitet, herunder til fødevarer. Det vil Nestlé, BKI, Københavns Kommune og 13 andre aktører bane vej for i projektet InFACT. Samtidig skærper EU kravene til genanvendelighed og genanvendt indhold i plastemballage.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum