Dansk Vegetarisk Forening

Stor undersøgelse: For lille udvalg af plantebaserede madvarer gør livet svært for grønne forbrugere

Del
Den største udfordring ved at omlægge sin kost i en mere bæredygtig retning er det begrænsede udvalg af vegetarisk og vegansk mad på spisesteder og i supermarkeder. Det forsinker den grønne omstilling.
De nye, officielle kostråd opfordrer danskerne til at spise langt mindre kød og mere grønt. Det er derfor en bunden opgave at gøre det let for forbrugerne at vælge klimavenlige alternativer til kødet.
De nye, officielle kostråd opfordrer danskerne til at spise langt mindre kød og mere grønt. Det er derfor en bunden opgave at gøre det let for forbrugerne at vælge klimavenlige alternativer til kødet.

Udvalget af fødevarer uden animalske produkter på restauranter, caféer og i supermarkeder er ikke stort nok, og det giver udfordringer for de forbrugere, som ønsker at spise mere plantebaseret. 

Det fremgår af Den Plantebaserede Forbrugeranalyse, som er Danmarks største af slagsen, foretaget af Dansk Vegetarisk Forening blandt 3.794 fleksitarer, vegetarer og veganere i Danmark. 

Af de, som har haft udfordringer med at omlægge kosten, anfører en stor andel, at den primære udfordring er "et begrænset udvalg”, som afholder dem fra at spise færre animalske produkter. 

Over halvdelen af dem, som oplever udfordringer, anfører, at et begrænset udvalg af vegetarisk/vegansk mad på restauranter, caféer og lignende er en udfordring for det. Og 41% oplyser, at de ser det begrænsede udvalg af varer i supermarkeder som en stopklods i forhold til at vælge mere grøn mad. Problemet er fremherskende blandt veganere, men også omkring en tredjedel af fleksitarerne ser det som en udfordring, at udvalget af fødevarer uden animalske produkter er begrænset. 

DVF: Det er et problem

Dansk Vegetarisk Forening mener, at undersøgelsen med al tydelighed viser, at der ligger en samfundsmæssig udfordring i at gøre det nemmere for folk at vælge plantebaseret. 

“Når selv dem, der allerede spiser meget grønt, oplever udfordringer, er det selvsagt et problem. For det inspirerer jo ikke andre borgere til at omlægge deres kost, at udvalget er for lille. Forbrugeranalysen gør det klart, at der mange steder er et alt for begrænset udvalg af veganske og vegetariske produkter. 

De nye, officielle kostråd opfordrer danskerne til at spise langt mindre kød og mere grønt. Det er derfor en bunden opgave at gøre det let for forbrugerne at vælge klimavenlige alternativer til kødet. Som det er nu, mister vi som samfund en lavthængende frugt i omstillingen, alene fordi udvalget er for begrænset,” siger generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl om den nye undersøgelse, som omfatter bl.a. produktudvalg, forbrugernes produktpræferencer, og daglige kostpraksisser.

44% af de fleksitarer, som oplevede udfordringer ved at ændre deres kost, har desuden svaret, at de ser en udfordring i at skulle gå glip af animalske smagsoplevelser, som de godt kan lide og er vant til. 

“Der ligger mange gode smagsoplevelser og lækre måltider i det plantebaserede køkken. Tallene fra forbrugeranalysen viser dog, at der ligger en stor opgave i at udvikle nye, plantebaserede produkter med smag og konsistens som de madvarer, folk allerede kender. Det understreger yderligere, hvor vigtigt det er, at der bliver afsat midler til forskning og udvikling på netop dette område, hvis ambitionen om, at Danmark skal være verdensførende på området, skal blive til virkelighed,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

Af de personer, som har svaret på undersøgelsen, anfører 39% sig som veganere, 26% er vegetarer, mens 35% betegner sig selv som fleksitarer. 

Fleksitarerne angiver miljø og klima som den mest væsentlige grund til, at de har skåret ned på kødet, mens et flertal af vegetarer og veganere angiver dyreetik som den primære årsag til deres kostvalg. 



Fakta: 

For at forenkle rapportens sprog er kostgrupperne kategoriseret, så de, der har svaret, at de spiser vegansk, kaldes ‘veganere’, selv om de ikke nødvendigvis lever vegansk på andre områder end kosten. 

En veganer lever af planteføde og undgår alle former for animalske ingredienser i kosten. 

En vegetar lever som udgangspunkt af planteføde, og kan derudover vælge at spise mejeriprodukter og æg, men spiser ikke kød, fjerkræ eller fisk.

En pescetar spiser plantebaseret og supplerer med fisk og eventuelt mælkeprodukter og æg. 

En fleksitar spiser hovedsagelig plantebaseret og spiser rødt kød, fisk og/eller fjerkræ højst nogle få dage om ugen. 

Om undersøgelsen: 

Data er indsamlet gennem en online forbrugerundersøgelse i perioden 28. marts til 19. april 2021. Respondenterne er fundet via sociale medier samt Dansk Vegetarisk Forenings forbrugerpanel, medlemmer og nyhedsbrevslæsere. 

I undersøgelsen er der både spurgt ind til folks egen opfattelse af deres kostvaner, og der er lavet kontrolspørgsmål, hvor respondenterne skulle angive, hvor ofte de spiste en given type madvare, f.eks. kød. På den måde er kostklassificeringen blevet rettet for et fåtal af respondenterne, hvilket ikke har indvirket på resultaterne eller data i deres helhed.

Rapportens analyser består hovedsagelig af deskriptiv statistik med fokus på hyppighedsfrekvenser og procentfordelinger. De fleste spørgsmål er målt på en skala med enten 3, 4 eller 5 svarmuligheder (Likert-skala).

Nøgleord

Kontakter

Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening
rc (at) vegetarisk.dk / Tlf 50 56 18 17

Billeder

De nye, officielle kostråd opfordrer danskerne til at spise langt mindre kød og mere grønt. Det er derfor en bunden opgave at gøre det let for forbrugerne at vælge klimavenlige alternativer til kødet.
De nye, officielle kostråd opfordrer danskerne til at spise langt mindre kød og mere grønt. Det er derfor en bunden opgave at gøre det let for forbrugerne at vælge klimavenlige alternativer til kødet.
Download

Vedhæftede filer

Information om Dansk Vegetarisk Forening

Dansk Vegetarisk Forening
Vesterbrogade 15, 2. sal
1620 København V

50 56 18 17https://vegetarisk.dk

Dansk Vegetarisk Forening (DVF) arbejder for at udbrede vegetarisk levevis samt oplyse om fordelene ved at skære ned på animalske produkter – såvel for dyr og mennesker som af hensyn til global bæredygtighed. Vi er en forening for vegetarer, veganere og alle andre, der støtter plantebaseret levevis. Vi tror på, at hvert eneste plantebaserede måltid gør en forskel. Vi samarbejder med erhvervsliv, forskere, politikere, myndigheder og andre organisationer om at gøre verden grønnere.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Vegetarisk Forening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Vegetarisk Forening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye