Stor tilfredshed med nyt screeningsprogram for diabeteskomplikationer
24.3.2021 07:00:00 CET | Region Sjælland | Pressemeddelelse
Det nye screeningsprogram er designet som en slags pakkeforløb koncentreret til én dag, hvor man klarer alle komplikationsscreeninger på sygehuset i forlængelse af hinanden. Det vil sige, at patienterne bliver vejet, får taget blodprøver, målt blodtryk, afgiver urinprøve, får øjenundersøgelse, fodundersøgelse og lægesamtale umiddelbart efter hinanden. 77-årige Evald Sørensen fra Roskilde var en af de første patienter, som prøvede det nye forløb for årskontroller for diabetes på Sjællands Universitetshospital – og han er umiddelbart begejstret:
- Det fungerede helt fantastisk. Det hele tog bare et par timer, så havde jeg været gennem alle undersøgelser og en snak med lægen. I forhold til tidligere sparede jeg en masse tid og besvær, og samtidig havde jeg fornemmelsen af, at lægen kom meget mere rundt om alting. Det er den største forbedring, jeg har været igennem i min tid som patient, siger Evald Sørensen.
Evald Sørensen har haft type 2-diabetes siden 1998 og har altså et solidt sammenligningsgrundlag at trække på. Og han forklarer, at når han tidligere blev indkaldt til årskontrol, skulle han selv sørge for at bestille tid hos den privatpraktiserede fodlæge, som lavede en udtalelse til sygehuslægen. Den skulle Evald selv sørge for at tage med til kontrollen, og han skulle på samme måde huske at få taget en blodprøve hos egen læge i ugen op til årskontrollen – og endelig skulle han også omkring den privatpraktiserende øjenlæge i god tid inden hans tid på sygehuset.
Teamarbejde giver bedre overblik
Bag det nye screeningsforløb ligger et større koordineringsarbejde på tværs af en række afdelinger på sygehuset: Undersøgelserne involverer nemlig både Klinisk Biokemisk Afdeling, Øjenafdelingen, Ortopædkirurgisk Afdeling foruden Diabetesafsnittet. Men også for behandlerne er den nye screeningspakke en positiv oplevelse.
- Tidligere skulle patienterne selv sørge for at møde ind med diverse prøveresultater. Det kunne ofte være flere forskellige instanser, man skulle rundt omkring, inden man mødte ind til årskontrol, og det var ikke altid tilfældet, at alle patienter huskede at få det hele med. Teamarbejdet mellem afdelingerne skal virkelig spille for at få sammedagsscreening til at fungere, og det har krævet store forberedelser at folde det nye forløb ud. Derfor er det også ekstra tilfredsstillende for os alle at møde patienternes tilfredshed, forklarer specialeansvarlig overlæge og centerchef Urd Kielgast fra Sjællands Universitetshospital Sjælland og Steno Diabetes Center Sjælland.
Bedre diabetesbehandling i Region Sjælland
Målet med initiativet er, at flere patienter screenes for alle relevante senkomplikationer til diabetes, at patienterne oplever et koordineret og sammenhængende forløb og at behandlingskvaliteten blive ensartet i hele Region Sjælland.
- Vores ambition er at forbedre diabetesbehandlingen i hele Region Sjælland og sikre en høj, ensartet kvalitet. Det betyder, at man skal møde samme gode behandling, uanset hvilket sygehus man besøger. Derfor er jeg så glad og stolt over, at sammedagsscreening nu er i gang og får så mange positive ord med på vejen, fortæller centerdirektør Lise Tarnow fra Steno Diabetes Center Sjælland.
Faktaboks:
- Sammedagsscreening har været i gang på Sjællands Universitetshospital siden september 2020, men har været sat i bero under anden bølge af covid-19.
- Sammedagsscreening er koncentreret til én dag, hvor man klarer alle komplikationsscreeninger på sygehuset i forlængelse af hinanden. Det vil sige, at patienterne bliver vejet, får taget blodprøver, målt blodtryk, afgiver urinprøve, får øjenundersøgelse, fodundersøgelse og får en afsluttende lægesamtale.
- Det er et samarbejde på tværs af flere afdelinger, herunder Klinisk Biokemisk Afdeling, Øjenafdelingen, Ortopædkirurgisk Afdeling foruden Diabetesambulatoriet.
- Målet med initiativet er, at flere patienter screenes for alle relevante senkomplikationer til diabetes, at patienterne oplever et koordineret og sammenhængende forløb og at behandlingskvaliteten blive ensartet i hele Region Sjælland.
- Næstved Sygehus startede op på sammedagsscreening i november 2020. Der arbejdes på, at de resterende matrikler starter op i løbet af 2021 i takt med, at alle kommer i mål med de planlagte ombygninger.
Kontakter
Lise Tarnow, centerdirektør for Steno Diabetes Center Sjælland, 93 57 63 87
Urd Lynge Kielgast, specialeansvarlig overlæge i endokrinologi og centerchef for Steno Diabetes Center Sjælland, Sjællands Universitetshospital Køge, 28 57 58 53
Billeder

Information om Region Sjælland
Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland
Stor tilslutning til gratis slidgigtforløb i Næstved: - Vi rammer et reelt behov8.7.2026 10:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Et gratis træningsforløb til borgere med slidgigt i knæ eller hofte har på bare 7,5 måned nået sit mål om at inkludere 1.000 borgere. Projektet Styrke, som er udviklet i samarbejde mellem Region Sjælland og Næstved Kommune, var oprindeligt planlagt til at løbe over tre år.
Ny kampagne skal få flere praktiserende læger til Region Sjælland2.7.2026 09:00:43 CEST | Pressemeddelelse
Flere læger får nu nemmere ved at få øje på det gode lægeliv i Region Sjælland. En ny kampagne synliggør de mange muligheder for læger, som ønsker eller overvejer at slå sig ned i områder, hvor der mangler læger.
Flere afgange og natbusser skal styrke den kollektive trafik i Region Sjælland24.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra den 28. juni 2026 indfører Region Sjælland en række nye tiltag i den kollektive trafik. Natbusser, flere afgange og bedre forbindelser til uddannelse skal gøre det nemmere at komme rundt – også uden for myldretiden.
Sjællands Universitetshospital åbner sin første almenmedicinske lægeklinik9.6.2026 12:02:35 CEST | Pressemeddelelse
Der mangler praktiserende læger i mange dele af Region Sjælland – også i den sydlige del af regionen. Derfor har Sjællands Universitetshospital i dag – 9. juni – indviet sin første lægeklinik i Nykøbing Falster.
Region Sjælland vedtager ny råstofplan: Vi skal bruge færre nye råstoffer2.6.2026 17:45:12 CEST | Pressemeddelelse
Regionsrådet i Region Sjælland har vedtaget Råstofplan 2026. Planen sikrer råstoffer til byggeri og anlæg ved udpegning af nye graveområder. Der sættes samtidig mål om at reducere behovet for nye råstoffer gennem mere genanvendelse samt tidligere dialog og større hensyn til borgere, natur og miljø allerede inden, der søges om gravetilladelser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
