Stor efterspørgsel fra kommuner: 100 mio. kr. ekstra til at forbedre vandløb
10.12.2021 13:01:57 CET | Miljøministeriet | Pressemeddelelse
Der er stor interesse i de danske kommuner for at forbedre levevilkårene for dyr og planter i og omkring vandløbene. Tilskudsordningen til at forbedre og restaurere vandløb har i år modtaget over 200 ansøgninger fra kommunerne. Den store efterspørgsel gør, at ordningen i 2021 tilføres yderligere ca. 100 mio. kr.
Tilskudsordningen går til projekter, der bl.a. skal sikre, at vandløb kan slynge sig naturligt igen, plante træer, der giver skygge i vandløbene, udlægge gydegrus, så fiskene bedre kan yngle, eller fjerne spærringer, så fisk og smådyr frit kan vandre op og ned i vandløbene.
Derudover kan mere naturlige vandløb afbøde virkningerne af oversvømmelser og tørke. Når vandløbet bugter sig gennem landområder, så løber vandet langsommere og bremses, så der er mindre risiko for, at det f.eks. påvirker ejendomme og landarealer. Naturlige og bugtende vandløb mindsker også risikoen for tørke, da mere af vandet opmagasineres og dermed holder jorden fugtig i arealerne omkring vandløbene.
- Vi skal passe bedre på vores vandløb, så vi både tilgodeser hensyn til natur og miljø, klimatilpasning og fremtidssikrer vores landbrug. Restaureringen af vandløb gør, at man både kan håndtere større mængder vand og samtidig passe på det liv og den natur, der er i og omkring vandløbene. Det er godt at se, at kommunerne kan og vil være med i det arbejde, siger miljøminister Lea Wermelin.
Vil bl.a. åbne 102 kilometer vandløb i Nordjylland
I kommunerne er der tilfredshed med, at udvidelsen af tilskudspuljen gør, at alle kommunernes ansøgninger kan imødekommes, hvis de opfylder tilskudsbetingelserne.
- Den store søgning viser, at kommunerne i den grad er klar til at forbedre forholdene i vores vandløb. Mange kommuner søgte, og det er derfor en rigtig god nyhed, at der er fundet flere penge til at sætte mange flere projekter i gang end først antaget, siger Birgit S. Hansen, formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg.
Miljøministeriet forventer med de ekstra midler at give over 200 tilsagn til at forbedre og restaurere vandløb. Tilsagnene vil fordele sig på ca. 150 tilsagn til gennemførsel af restaureringerne og ca. 65 tilsagn til forundersøgelser. Et af disse projekter er fjernelsen af en spærring ved Sæby Vandmølle i Nordjylland, som forventes at kunne åbne for ca. 102 km. vandløb, så fisk og smådyr kan bevæge sig frit i hele vandløbet.
Miljøstyrelsen, som administrerer tilskudsordningen, er i gang med at give tilsagn til alle de ansøgninger, som er tilskudsberettigede. På grund af de mange ansøgninger forventer Miljøstyrelsen, at sagsbehandlingen vil være afsluttet med udgangen af 2021.
Fakta
- Den nationale tilskudsordning til vandløbsrestaureringer er administreret af Miljøstyrelsen. Læs mere om ordningen her.
- Indsatserne gennemføres som en del af anden vandområdeplanperiode (2015-2021).
- I 2021 var der oprindeligt afsat 70 mio. kr. til ordningen. Det udvides nu til ca. 170 mio. kr.
- I 2022 forventes to ansøgningsrunder til vandløbsrestaurering, hvor kommunerne kan søge: En national tilskudsordning i foråret og en EU-tilskudsordning i efteråret.
- Kommunerne kan søge om tilskud til flere forskellige typer af restaureringer såsom fjernelse af spærringer, der hindrer fri passage i vandløbene, genslyngninger (hvor udrettede vandløb bugtes igen), åbning af vandløb, der er blevet rørlagte, plantning af træer langs vandløb og udlægning af gydegrus (så fiskene har steder, hvor de kan lægge deres æg).
- Indsatserne er fastlagt på baggrund af forslag fra kommuner og vandråd.
Kontakter
Pressekontakt til miljøministeren Pressevagten (kan ikke modtage SMS)
Tlf:+45 2091 5901Information om Miljøministeriet
Følg pressemeddelelser fra Miljøministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljøministeriet
Nu åbner Naturnationalpark Gribskov13.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag indvier miljøminister Maria Reumert Gjerding Danmarks anden naturnationalpark: Naturnationalpark Gribskov.
Miljøministeren er klar med lovforslag om sprøjteforbud9.9.2026 13:08:38 CEST | Pressemeddelelse
Et lovforslag om at forbyde brug af pesticider på sårbare grundvandsdannende områder sendes nu i høring. Lovforslaget skal sætte rammerne for sprøjteforbuddet, mens forhandlingerne fortsætter.
Miljøministeren reagerer på Rigsrevisionens kritik: Ny pesticidstrategi skal styrke kontrollen7.9.2026 12:58:09 CEST | Pressemeddelelse
Statsrevisorerne udtaler skarp kritik af kontrollen med pesticider. Miljøministeren tager kritikken alvorligt og arbejder på en ny, ambitiøs pesticidstrategi, der skal styrke kontrollen med pesticider og følge konkret op på Rigsrevisionens og Statsrevisorernes kritik.
Miljøminister: Vi skal stramme reglerne for havbrug7.9.2026 12:50:03 CEST | Pressemeddelelse
Rigsrevisionen kritiserer i en ny beretning Miljøministeriet for forvaltning af tilladelser og tilsyn af havbrug i danske farvande. Miljøminister Maria Reumert Gjerding tager kritikken meget alvorligt og arbejder på et udspil om tættere regulering.
Nu åbner puljer på samlet 130 mio. kr. til beskyttelse af drikkevand4.9.2026 11:08:49 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kan interesserede ansøge om midler til projekter, der gavner drikkevandet, fx arealer til skov, omlægning til økologi og beskyttelse mod PFAS.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
