Stigende patienttilfredshed i Region Hovedstaden
15.3.2019 07:00:00 CET | Region Hovedstaden | Pressemeddelelse
Er du alt i alt tilfreds med forløbet, fra du blev indlagt, til du blev udskrevet? Havde personalet sat sig ind i dit sygdomsforløb ved samtaler om din sygdom/tilstand? Gav personalet dig mulighed for at deltage i beslutninger om din undersøgelse/behandling? Spørgsmål som disse og mange andre har tusindvis af patienter svaret på i efteråret, og analysen af svarene viser, at det går fremad med patienttilfredsheden i Region Hovedstaden. Patienterne synes især, at de møder venligt personale, får god mundtlig information og er tilfredse med behandling og pleje. Fremgangen i årets LUP (Landsdækkende Undersøgelse af Patienttilfredshed) skal dog ses i lyset af, at sidste års måling gav utilfredsstillende resultater på en række områder.
- Jeg er først og fremmest glad for, at det går den rigtige vej, og at vi kan se en fremgang i patienttilfredsheden. Det er den ene side af mønten, men den anden er selvfølgelig, at vi stadig ligger efter de andre regioner på patienttilfredsheden, og derfor er vi desværre heller ikke der, hvor vi gerne vil være. Vi skal fortsat have stor fokus på at forbedre os, men jeg bider mærke i, at det går den rigtige vej, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
God kommunikation
En af de afdelinger, hvor patienterne i høj grad giver udtryk for større tilfredshed er Abdominalcenter K på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor der særligt har været fokus på kommunikationen til den enkelte patient. De har oprettet en særskilt ambulantfunktion, hvor en sygeplejerske sikrer, at patienten er godt forberedt både før og efter operationen. Det betyder også, at sygeplejersken ringer til patienten 1-3 dage efter operationen og følger op på forløbet. En ordning, som mange patienter er meget tilfredse med:
- Vi er både stolte og glade for fremgangen i patienternes oplevelser i de planlagte forløb, for der har været mange udfordringer på flere fronter i vores afdeling. Med solid opbakning fra både ledere og medarbejdere oplever vi nu en række gode, konstruktive initiativer i personalegruppen, der styrker den udvikling, vi alle gerne vil være en del af, siger ledende oversygeplejerske Kirsten Amsinck.
Tilfredse fødende
Patienttilfredshedsundersøgelsen sætter også fokus på de fødende, og også her er der generel fremgang at spore. På Nordsjællands Hospital giver de fødende familier især udtryk for tilfredshed med deres fødselsforløb alt i alt, støtten fra personalet under fødslen, og at de har mulighed for at deltage i beslutninger undervejs i fødslen. Afdelingen arbejder løbende på at forbedre de fødendes oplevelser, og en undersøgelse på afdelingen om akut kejsersnit har givet flere interessante resultater. Bl.a. er det kommet frem, at tilstedeværelsen af jordemoderens stemme i overgangen til og fra operationsstuen har stor betydning for den fødende kvinde.
- Vi gør meget ud af at skabe en rød tråd gennem graviditeten og til den dag, kvinderne og deres partner går ud ad døren som en ny familie. Derfor er vi rigtig glade for, at kvinderne oplever en høj grad af tryghed i mødet med jordemoderen, og at de føler, at de bliver inddraget, og at de får den plads, tid og omsorg, de har brug for som fødende, siger konstitueret vicechefjordemoder Gitte Pia Ulriksen fra Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling.
Læs hele undersøgelsen af patienttilfredshed på regionh.dk
Fakta:
- Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP) er en årlig landsdækkende spørgeskemaundersøgelse af patienters oplevelser af deres undersøgelses- og behandlingsforløb.
- Undersøgelsen gennemføres af Kompetencecenter for Patientoplevelser i Region Hovedstaden på vegne af de fem regioner.
- Formålet med LUP er at identificere og sammenligne forskelle i patienters oplevelser inden for udvalgte temaer, at følge udviklingen over tid, og give input til kvalitetsforbedringer.
- Spørgeskemaundersøgelsen bygger på svar fra 42.361 borgere i Region Hovedstaden, der har været behandlet i perioden august til oktober 2018.
- De somatiske patienter er delt ind i tre grupper (antal svar i parentes): planlagt indlagte patienter (7.970 svar), akut indlagte patienter (9.551 svar) og ambulante patienter (24.840 svar).
Yderligere information:
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), via pressevagten, tlf.: 70 20 95 88
Information om Region Hovedstaden
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Markant flere lærer at redde liv12.9.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere end 700 beboere i 13 almene boligområder har alene i år lært livreddende førstehjælp. Det er det højeste antal, siden Region Hovedstadens Akutberedskab begyndte at uddanne beboere i områderne. Indsatsen i netop disse områder er særlig vigtig, fordi der her er flere hjertestop, samtidig med at færre overlever.
Skrøbelige ældre får måltider med hjem: Tilbud sænker risiko for genindlæggelser6.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ældre og skrøbelige patienter får gennem et ernæringsprojekt på Herlev og Gentofte Hospital små, appetitlige retter med hjem til det første døgn efter udskrivelse fra hospitalet. Foreløbige resultater viser, at patienterne er glade for tilbuddet og har en lavere risiko for at blive genindlagt efter udskrivelse.
Nyt ambulatorium skal hjælpe flere unge med psykiske sygdomme4.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden åbner nu et nyt ambulatorium for unge på Rigshospitalet. Op mod 450 unge med psykiske sygdomme vil ugentlig kunne komme til udredning og behandling i ambulatoriet. Dette vil bidrage til at nedbringe ventetiderne i børne- og ungdomspsykiatrien.
Ny rapport: Børn af forældre med psykisk sygdom i større risiko for dårlig trivsel27.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Omkring tre ud af ti børn og unge i Region Hovedstaden har mindst én forælder, der er diagnosticeret eller behandlet for psykisk sygdom. Langt de fleste trives, men en ny rapport viser, at en gruppe af børnene har udfordringer med blandt andet trivsel, relationer, psykiske vanskeligheder, søvn og sundhed.
Region Hovedstaden fejrer letbaneåbning ved Herlev Hospital22.8.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I dag åbner Hovedstadens Letbane hele vejen fra Ishøj til Lundtofte. Ved Herlev Hospital fejrer Region Hovedstaden dagen med is, ultralydsundersøgelse og et bamsehospital for de mindste.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
