Spis chokolade med bedre samvittighed
Miljørigtig kakaodyrkning, der ikke skader klima og biodiversitet, ordentlige arbejds- og levevilkår for kakaofarmere samt afvikling af tvangs- og børnearbejde. Det skal nye internationale standarder nu være med til at sikre, så der også i fremtiden bliver produceret kakao nok til at dække den globale efterspørgsel.
- Toms Gruppen har længe arbejdet målrettet med at hjælpe kakaofarmere til at opnå bedre og mere bæredygtig kakaoproduktion. Derfor ser vi rigtig stor værdi i, at der nu findes internationale standarder på området, som kan understøtte denne udvikling, siger Lea Sørensen Holm, CSR & Communications Manager i Toms Gruppen, der har spillet en aktiv rolle i udviklingen af standarderne.
Kakaostandarderne er de første internationale standarder, der er udarbejdet af alle aktører i en sektor, inklusiv kakaofarmerne selv, for at opnå bæredygtig produktion. Og modellen kan let overføres til andre sektorer, så effekten kan mangedobles ved en ret lille indsats.
- Det kan lyde som en dråbe i havet, at kakaosektoren har sat sig for at opnå bæredygtighed, men standarder koster relativt lidt at udarbejde og har en enorm effekt på verdensmarkedet, siger Lars Brogaard, der er seniorkonsulent i Dansk Standard og har været ansvarlig for arbejdet med de nye ISO-standarder.
I dag er det kun 10 % af kakaoproduktionen, som kan opfylde dele af de nye standarders krav. Håbet er, at over 50 % af kakaoproduktionen inden for de næste 10 år vil blive produceret efter de nye krav.
Kakaobønderne skal lære at drive bæredygtig forretning
Noget af det unikke ved standarderne er, at de fremfor blot at opliste en række faste krav til kakaoproduktionen, skal give farmerne forretningsforståelse og lære dem at drive forretning.
- Størstedelen af verdens 8 mio. kakaobønder lever i fattigdom. Og det er en af hovedårsagerne til en række andre problemer som tvangs- og børnearbejde samt manglende miljøhensyn, fortæller Lars Brogaard.
De nye krav har derfor indbygget en forretningsmodel, som vil føre til større indtægter for farmerne og bedre arbejdsvilkår for dem, der er ansat i kakaoproduktionen. Og det er vigtigt, hvis vi i fremtiden ikke skal løbe tør for kakao. Den lave indtjening får nemlig mange afrikanske unge til at fravælge arbejdet i kakaosektoren, hvilket på sigt kan betyde, at der ikke vil være nok kakao på verdensmarkedet til at dække efterspørgslen.
Krav til klimabeskyttelse
Derudover sætter de nye standarder også en række klima- og biodiversitetskrav, som er vigtige for at opnå en bæredygtig produktion. Primære skovområder må for eksempel ikke omdannes til kakaoproduktion og der er krav om, at farmene skal indrette farmen på en måde, som understøtter det naturlige dyre- og planteliv.
- Det vil naturligvis være udfordrende for kakaofarmerne at implementere de nye standarder. Derfor er der valgt en model, hvor de fleste kan være med fra starten, og de skal så hvert femte år leve op til endnu højere krav, siger Lars Brogaard.
Om standarderne
I 2012 tog Dansk Standard sammen med bl.a. Toms Gruppen initiativet til at udarbejde verdens første konsensus-baserede standarder for bæredygtighedskrav til kakao, der først og fremmest sigter på at skabe bedre levevilkår for kakaofarmerne.
Udarbejdelsen af standarderne har været støttet med danske udviklingsmidler. Det har muliggjort, at de afrikanske landes farmere, universiteter, myndigheder og NGO’ere for første gang har haft mulighed for at deltage i udviklingen af internationale ISO-standarder, som har afgørende betydning for deres landes produktion, økonomi og for de basale levevilkår for deres kakaofarmere, på lige vilkår med de vestlige lande.
Udover at øge mulighederne for at skabe arbejde og sikre højere indtægter og bedre arbejdsforhold på kakaofarmene, har standarderne også fokus at skabe bedre sociale forhold i udviklingslandene. Standarderne stiller således bl.a. også krav til øget fokus på kvinders rettigheder og deres ret til at deltage i ledelsen af kakaofarme og kakaokooperativer.
Standarderne for bæredygtig og sporbar kakao, ISO 34101-1, består af fire dele: Del 1 stiller krav til managementsystemer for bæredygtig kakao og løbende forbedring af forretningen. Del 2 specificerer økonomiske, sociale og miljømæssige kriterier. Del 3 indeholder krav til sporbarhed af bæredygtig produceret kakao. Del 4 omhandler krav til dem, der skal certificere kakao efter de nye standarder.
Nøgleord
Kontakter
Til redaktionen: Yderligere oplysninger fås hos Lisa Olufson Klæsøe, presseansvarlig i Dansk Standard, på 27 12 93 69 eller lio@ds.dk
Information om Dansk Standard
Dansk Standard er Danmarks standardiseringsorganisation og arbejder bl.a. for at sikre dansk indflydelse på europæiske og internationale standarder. Dansk Standard tilbyder også rådgivning, kurser og undervisning.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Standard
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Standard
Det danske EU-formandskab bæredygtighedscertificeret – igen22.12.2025 12:31:12 CET | Pressemeddelelse
For anden gang er organiseringen af det danske EU-formandskab blevet certificeret efter den globalt anerkendte standard for bæredygtighed i event- og mødebranchen, ISO 20121. Dansk Standard og BeeSustain ApS har rådgivet i, hvordan formandskabet kunne bruge standarden til at målrette indsatser inden for miljø, sociale forhold og ansvarlig ledelse, i forbindelse med de mange møder afholdt på dansk jord i 2025 arrangeret af Udenrigsministeriets EULOG-kontor.
Nye testmetoder til legetøj skal beskytte børn mod skadelige kemiske stoffer1.12.2025 07:36:00 CET | Pressemeddelelse
For at beskytte børn mod sundhedsskadelige stoffer har Danmark i tæt samarbejde med EU-Kommissionen siddet for bordenden i udviklingen af fem nye europæiske standarder. Standarderne skal imødegå konkrete kemiske risici og sikre, at legetøj på det europæiske marked lever op til skærpede krav.
Europæisk standard skal gøre cirkulært produktdesign til en konkurrencefordel18.11.2025 08:04:31 CET | Pressemeddelelse
Den europæiske standard ’Metode til at opnå cirkulært produktdesign’ er nu tilgængelig på dansk. Standarden hjælper virksomheder med at tænke cirkularitet ind allerede i designfasen – og dermed gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen.
København samler Europas AI-eksperter: Dansk Standard sidder for bordenden17.11.2025 09:25:51 CET | Pressemeddelelse
I denne uge samler Dansk Standard 170 eksperter fra hele Europa for at sikre færdiggørelsen af standarderne, der skal understøtte EU’s kommende AI-forordning.
Nyt internationalt partnerskab skal ensrette CO₂-regnskaber12.9.2025 07:11:00 CEST | Pressemeddelelse
For første gang nogensinde har den internationale standardiseringsorganisation ISO og Greenhouse Gas Protocol indgået et strategisk partnerskab om at udvikle fælles globale standarder for måling og rapportering af drivhusgasemissioner. Det markerer et historisk skridt mod en mere ensartet og effektiv tilgang til klimaregnskaber. Samtidig giver det en vigtig mulighed for danske virksomheder og organisationer til at præge udviklingen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum