Dansk Standard fylder 100 år
25.2.2026 07:30:00 CET | Dansk Standard | Pressemeddelelse
I et århundrede har standarder været med til at skabe et trygt samfund og et stærkt erhvervsliv. Standarder har bundet generationer og markeder sammen – og de bliver kun vigtigere for dansk konkurrenceevne, eksport og innovation de næste 100 år.

Standarder fylder sjældent i vores bevidsthed. Alligevel er de et usynlig sikkerhedsnet i hverdagen – fra stikkontakten i væggen og legetøjet på børneværelset til den mad, vi lægger i indkøbskurven. Det gælder også, når vi spænder vores børn fast i bilen. Her lavede Dansk Standard i 1983 den første danske standard for autostole, der har betydet et markant fald i dødsfald ifm. bilulykker. Her hviler der et stort arbejde bag den tryghed, vi tager for givet. Autostole bliver nemlig testet, gennemgået og godkendt efter fælles standarder, så vi kan køre afsted med vores børn med visheden om, at sikkerheden er i orden.
Da Dansk Standard blev stiftet i 1926, fandtes der ingen officielle standarder i Danmark. I 1966 var tallet knap 1.000, og i dag er der mere end 38.000 standarder, udviklet i samarbejde med eksperter, virksomheder, NGO’er og myndigheder inden for alt fra bæredygtighed og sundhed til digital sikkerhed, byggeri og produktsikkerhed.
“Standarder er ofte usynlige, men helt centrale for, at samfundet og markedet fungerer. De skaber et fælles sprog og regler, som gør handel, innovation og samarbejde muligt – og som samtidig giver forbrugerne tryghed i hverdagen,” siger Tina Helsted Vengsgaard, direktør i Dansk Standard.
Stort aftryk på historien
Allerede inden Dansk Standard blev stiftet, var Danmark med til at præge den internationale udvikling af standarder. I 1906 var Danmark blandt stifterne af IEC, den internationale elektrotekniske standardiseringsorganisation.
I 1947 var Danmark også med til at stifte ISO, den internationale standardiseringsorganisation. Dansk Standard har dermed fra begyndelsen været med til at præge de internationale markedskrav.
”I dag står Dansk Standard i spidsen for intet mindre end 15 europæiske og 14 internationale grupper, der udarbejder standarder. Her har vi mulighed for at påvirke de kommende standarder og på den måde sikre danske styrkepositioner som bl.a. Life Science, grøn energi, fødevaresikkerhed og ikke mindst sikre de etiske rammer i brugen af ny teknologi som AI. Det understreger, at vi, trods vores størrelse som et forholdsvis lille land, rent faktisk kan gøre en forskel og dermed styrke dansk konkurrenceevne”, siger Tina Helsted Vengsgaard.
Standarder styrker vækst og konkurrenceevne
I dag spiller standarder en stadig vigtigere rolle i en verden præget af geopolitisk uro, stigende kompleksitet og hastig teknologisk udvikling. Her fungerer standarder som en garanti for, at produkter og servicer kan fungere sammen på tværs af virksomheder og landegrænser. Og for kvalitet og sikkerhed i vores hverdag, så el-ladestationen ikke bryder i brand, at medicinsk udstyr er sikkert, og at digitale løsninger beskytter vores data. Og som noget nyt er der standarder på vej inden for områder som overgangsalder og biosolutions.
Udover at have betydning for sikkerhed og kvalitet bidrager standarder også til økonomisk vækst. En ny analyse viser, at virksomheder, der anvender standarder, har op til 8 % højere omsætning, op til 8 % flere ansatte og op til 11 % større eksport.
Flere vil præge fremtidens spilleregler
Dansk Standard oplever desuden, at et stigende antal aktører engagerer sig aktivt i at udvikle standarder. Antallet af medlemmer i standardiseringsudvalg er vokset markant, fordi virksomheder, forskere, NGO’er og myndigheder ønsker indflydelse på de fælles spilleregler, der former fremtidens løsninger.
Det gælder blandt andet områder som bæredygtighed, digitalisering, sundhed og produktsikkerhed, hvor standarder ofte er afgørende for både innovation, dokumentation og markedsadgang.
“Standardisering er ikke noget, der sker i et lukket rum. Det er et fælles og konsensuspræget arbejde, hvor dem, der deltager, også er med til at definere kravene for fremtidens produkter og løsninger,” siger Tina Helsted Vengsgaard og fortsætter:
“Standarder gør det muligt at udvikle nye løsninger hurtigere, mere sikkert og med større tillid – til gavn for både virksomheder og samfund både nu og i fremtiden. Derfor er der stadig brug for flere, der gerne vil være med til at udvikle fremtidens standarder”.
Fremtiden starter med standarder
Dansk Standard skal også være relevant for samfund og erhverv om 100 år. Derfor sætter strategien ’Fremtiden starter med standarder’ fra 2025 en klar retning for, hvordan standarder fremover skal udvikles og anvendes. Målet er, at standarder ikke blot skal være troværdige og fagligt solide, men også langt mere tilgængelige og anvendelige i praksis.
Samtidig er internationalt samarbejde helt afgørende. De fleste standarder, Danmark bruger i dag, udvikles i europæiske og globale fora. Derfor er en central del af Dansk Standards ansvar at bringe dansk viden og danske prioriteter ind i det internationale arbejde – og sikre, at danske interessenter får en stemme dér, hvor beslutningerne træffes.
Dansk Standard arbejder også målrettet på at imødekomme behovet for hurtigere standarder. Internationalt er der bred anerkendelse af, at tempoet skal op, men samtidig skal vi værne om den konsensus, der er helt grundlæggende for enhver standard.
Endelig står én teknologi til at ændre landskabet markant: kunstig intelligens. AI kan understøtte Dansk Standards processer, skabe nye produkter og gøre det langt lettere for brugerne at finde, forstå og bruge standarder. Dansk Standard har lanceret den første AI‑leverance ’Find din standard’, der skal gøre det enklere at finde standarder, uanset om man er specialist eller førstegangsbruger.
”Vi vil fortsætte med at styrke dansk erhvervsliv og vores samfund – og det kræver et endnu tættere samarbejde med både medlemmer og myndigheder. Kun gennem stærke partnerskaber kan standarder understøtte klog regulering, innovation og høj konkurrenceevne. Samtidig vil vi åbne dørene endnu mere for nye stemmer og perspektiver, så standarderne afspejler både teknologiens muligheder og de behov, der præger samfundet i dag og i morgen,” slutter Tina Helsted Vengsgaard.
Nøgleord
Billeder
Links
Om Dansk Standard
Dansk Standard er Danmarks standardiseringsorganisation og arbejder bl.a. for at sikre dansk indflydelse på europæiske og internationale standarder. Dansk Standard tilbyder også rådgivning, kurser og undervisning.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Standard
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Standard
Det danske EU-formandskab bæredygtighedscertificeret – igen22.12.2025 12:31:12 CET | Pressemeddelelse
For anden gang er organiseringen af det danske EU-formandskab blevet certificeret efter den globalt anerkendte standard for bæredygtighed i event- og mødebranchen, ISO 20121. Dansk Standard og BeeSustain ApS har rådgivet i, hvordan formandskabet kunne bruge standarden til at målrette indsatser inden for miljø, sociale forhold og ansvarlig ledelse, i forbindelse med de mange møder afholdt på dansk jord i 2025 arrangeret af Udenrigsministeriets EULOG-kontor.
Nye testmetoder til legetøj skal beskytte børn mod skadelige kemiske stoffer1.12.2025 07:36:00 CET | Pressemeddelelse
For at beskytte børn mod sundhedsskadelige stoffer har Danmark i tæt samarbejde med EU-Kommissionen siddet for bordenden i udviklingen af fem nye europæiske standarder. Standarderne skal imødegå konkrete kemiske risici og sikre, at legetøj på det europæiske marked lever op til skærpede krav.
Europæisk standard skal gøre cirkulært produktdesign til en konkurrencefordel18.11.2025 08:04:31 CET | Pressemeddelelse
Den europæiske standard ’Metode til at opnå cirkulært produktdesign’ er nu tilgængelig på dansk. Standarden hjælper virksomheder med at tænke cirkularitet ind allerede i designfasen – og dermed gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen.
København samler Europas AI-eksperter: Dansk Standard sidder for bordenden17.11.2025 09:25:51 CET | Pressemeddelelse
I denne uge samler Dansk Standard 170 eksperter fra hele Europa for at sikre færdiggørelsen af standarderne, der skal understøtte EU’s kommende AI-forordning.
Nyt internationalt partnerskab skal ensrette CO₂-regnskaber12.9.2025 07:11:00 CEST | Pressemeddelelse
For første gang nogensinde har den internationale standardiseringsorganisation ISO og Greenhouse Gas Protocol indgået et strategisk partnerskab om at udvikle fælles globale standarder for måling og rapportering af drivhusgasemissioner. Det markerer et historisk skridt mod en mere ensartet og effektiv tilgang til klimaregnskaber. Samtidig giver det en vigtig mulighed for danske virksomheder og organisationer til at præge udviklingen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


