Spin-out-firma fra Aarhus Universitet får 208 mio. kr. til at udvikle behandling af demenssygdomme
Test på mus og rotter har allerede vist lovende resultater. Nu har den århusianske virksomhed Teitur Trophics modtaget 208 millioner kroner (28 millioner euro) i venturekapital til at udvikle lægemidler, der skal bremse hjernelidelser som Parkinsons sygdom, Huntingtons sygdom og frontotemporal demens.
Teitur Trophics udspringer af forskning på Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, hvor virksomheden stadig lejer faciliteter som mikroskoper og adgang til dyrestalden.
Holdet bag virksomheden har kort fortalt opdaget en ny mekanisme for, hvordan man holder hjerneceller i live. Baseret på den viden, har forskerne udviklet et produkt, der potentielt kan anvendes som lægemiddel. Indtil videre er det blandt andet lykkedes helt at bremse udviklingen af den alvorlige og arvelige lidelse Huntingtons sygdom i mus.
Kan forhindre at neuroner dør
”Hvis vi lykkes med at udvikle et lægemiddel, kan vi potentielt ændre skæbnen for døende hjerneceller. Lægemidlet sprøjtes ind i underhuden og kan derfra nå hjernen, hvor det kan tænde for signalmekanismer, der ellers er væk pga. sygdommen,” forklarer virksomhedens CEO Simon Mølgaard. Ideen til virksomheden udspringer af hans forskning i Simon Glerups laboratorium på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet. Efter sin postdoc i neurobiologi besluttede han sig for at forfølge idéen kommercielt.
Virksomhedens primære lægemiddelkandidat med navnet TT-P34 består af et peptid - en organisk, kemisk forbindelse - som blandt andet virker ved at fjerne de skadelige proteinaflejringer, der er involveret i neurodegenerative sygdomme som demens. Stoffet genopretter mitokondriers funktion i berørte hjerneceller og fremmer pro-overlevelsessignalering.
”Vi kan ikke vække døde neuroner til live, men vi kan forhindre, at flere dør. Dermed håber vi, at forskningen kan danne grundlag for en behandling, der kan forsinke eller helt forhindre sygdomme som Parkinsons, Alzheimers og Huntingtons sygdom,” siger Simon Mølgaard.
Den nye millioninvestering gør det muligt for virksomheden at arbejde målrettet på at udvikle sin førende lægemiddelkandidat til et såkaldt klinisk forsøg fase 1 – det vil sige at få lov til at teste stoffet på mennesker. Investeringen gør det også muligt at ansætte en håndfuld nye medarbejdere til at forske – som fx molekylærbiologer og molekylærmedicinere.
Lige nu er der tre fastansatte: CEO Simon Mølgaard, CSO Anders Dalby og ph.d.-studerende Mathias Ollendorff, som arbejder deltid. Derudover har virksomheden en lang række tilknyttede konsulenter, og Teitur Trophics nyder stadig godt af den tætte tilknytning til Aarhus Universitet.
”Der er et ekstremt spændende forskningsmiljø på Institut for Biomedicin med mange dygtige mennesker og innovative ideer, som vi er glade for at være en del af,” siger CSO Anders Dalby, der er cand.scient. i molekylærmedicin.
Alvorlige konsekvenser for livskvalitet
Institutleder Thomas G. Jensen er glad og stolt over, at endnu en af Institut for Biomedicins spin-out-virksomheder har samlet interesse fra en bred vifte af investorer.
"Det validerer vores ambition om at kombinere uddannelsen af læger og forskere, samtidig med at vi udfører internationalt anerkendt grundforskning og sikrer, at den bliver til gavn for samfundet og patienterne. I dette tilfælde forsøger vi at imødegå et presserende behov for behandling af neurodegenerative sygdomme, som har alvorlige konsekvenser for både livskvalitet og forventet levetid for millioner af mennesker rundt om i verden," siger han.
Teitur Trophics har en licensaftale med Aarhus Universitet om teknologien bag virksomheden.
FAKTA - HOVEDROLLER
Biotekvirksomhed med base i Aarhus, der udvikler medicin mod neurodegenerative sygdomme.
Stiftet af Simon Mølgaard, Anders Dalby, Mathias Ollendorff og Simon Glerup.
Udvikler peptider, der kan bruges som behandling af fx Parkinsons sygdom, frontotemporal demens og Huntingtons sygdom.
Teitur Trophics blev i 2020 en del af Creation House hos BII og fik 10 mio. kroner til udvikling af selskabet. I 2021 fik virksomheden 400.000 euro fra Sunstone Life Science Ventures, der også denne gang er ledende investor – sammen med Sound Bioventures.
• Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
Teitur er baseret på forskning fra Institut for Biomedicin, AU. Instituttet uddanner og forsker i at opnå en bedre forståelse af sygdomme på molekylært og celleniveau - ved at bygge bro mellem naturvidenskab og klinisk medicin og ved at bruge resultaterne til forbedret diagnostik, rådgivning og patientbehandling.
INVESTORER
• Sunstone Life Science Ventures
Europæisk venturekapitalinvesteringsselskab med base i København. Forvalter samlede midler på 500 mio. euro Fokuserer på at udvikle og udvide tidlige Life Science-virksomheder.
• Sound Bioventures
Nordisk baseret bioterapeutisk venturefond. Investerer i virksomheder i Europa og USA.
• Industrifonden
Venturekapitalfond med hovedkontor i Stockholm. Støtter vækstvirksomheder inden for teknologi- eller Life Science-sektoren.
• Innovestor
Finsk investeringsselskab med fokus på venturekapital og fast ejendom. Leder i øjeblikket fire VC-fonde med en samlet kapital på over 200 mio. euro.
• P53 Invest
Norsk investeringsselskab, der identificerer og investerer i sundhedsselskaber.
Nøgleord
Kontakter
Simon Mølgaard
CEO, Teitur Trophics
Email: molgaard@teiturtrophics.com
Telefon: +45 60 19 47 90
Professor Thomas G. Jensen
Institutleder, institute for Biomedicine, Aarhus Universitet
Email: thomas@biomed.au.dk
Telefon: +4527782805
Billeder
Links
Information om Aarhus Universitet: Health
Health er det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse.
Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab.
Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health
Professor fra Aarhus Universitet blandt de 30 mest indflydelsesrige i lægemiddelindustrien11.4.2024 12:54:43 CEST | Pressemeddelelse
Som den eneste danske forsker blandt 30 er Professor i Biomedicin på Aarhus Universitet Anders Nykjær blevet udnævnt som én af verdens 30 mest indflydelsesrige personer i lægemiddelindustrien.
Studie viser ingen forskel på træningsmetoder mod hofteartrose11.4.2024 10:14:00 CEST | Pressemeddelelse
I det første studie af sin art har forskere ved Aarhus Universitet sammenlignet to specifikke træningsinterventioner mod hofteartrose, og studiets resultater kan være med til at optimere behandlingsstrategier, vurderer forsker.
Nyt studie: Opioider dræber, især hvis du er alene8.4.2024 09:56:06 CEST | Pressemeddelelse
Opioider er en stigende politisk bekymring. Nyt studie fra Aarhus Universitet undersøger omstændighederne bag 327 jyske dødsfald, som er sket efter en overdosis metadon eller morfin.
Institut for Retsmedicin: Opioider er det farligste rusmiddel4.4.2024 13:12:56 CEST | Pressemeddelelse
Institut for Retsmedicin i Aarhus kategoriserer nu opioider som det farligste rusmiddel i Danmark. Regeringen varsler på den baggrund en lang række tiltag.
Studie kortlægger for første gang en gruppe sjældne genetiske sygdomme21.3.2024 17:13:24 CET | Pressemeddelelse
Studie viser, at der er færre tilfælde af en særlig gruppe genetisk betingede sygdomme end tidligere antaget, og kortlægningen af sygdommene har stor betydning for diagnostik, behandling og videre forskning fremover, siger en af forskerne bag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum