Spektrum Parken bliver Østerbyens midtpunkt
18.12.2020 10:54:22 CET | Esbjerg Kommune | Pressemeddelelse

Spektrum Parken bliver Østerbyens stolthed og midtpunkt, og området, som før har delt bydelen, bliver nu det, der samler den. Sådan lyder visionen, som en række fonde har valgt at bakke op om, så finansieringen af den første del af det ambitiøse projekt nu er på plads. 2 mio. kr. kommer fra Lauritzen Fonden, lige som ni lokale fonde er gået sammen om et bidrag på 2,8 mio. kr., og Esbjerg Kommune giver selv 4,4 mio. kr.
Det betyder, at der samlet er 9,2 mio. kr. til at realisere første etape af Spektrum Parken, som i sin helhed dækker 264.000 kvadratmeter og kommer til at ligge i byens grønne ring. Spektrum Parken er delt ind i fire områder - Frikvarteret, Eventyrskoven, Sanseengen og Paradissøerne, og i den første etape bliver Frikvarteret etableret.
Leg, oplevelser og fællesskab
Frikvarteret er særlig målrettet børn og unge, og konkret bliver boldbanerne og skolegården på Præstegårdsskolen Urban bundet tættere sammen. Søndervangen lukkes for trafik, så den kan danne rammen om fælles aktiviteter og oplevelser. Samtidig bliver området mere åbent for at øge trygheden og synligheden.
”I Esbjerg Kommune har vi sammen med fonde og samarbejdspartnere mange indsatser i gang, som hver især og sammen skaber et kulturelt løft i selve Østerbyen og på tværs af bydelene, fordi Spektrum Parken bliver et oplagt og attraktivt samlingspunkt både for lokalområdet og hele Esbjerg. Her får vi et kulturelt og aktivt uderum med et væld af muligheder for leg, oplevelser og fællesskab, hvor foreninger, institutioner, familier og ikke mindst børn og unge kan mødes”, siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.
Aktiverer bynær natur
Også i Teknik & Byggeudvalget ser formanden, Søren Heide Lambertsen, frem til at følge etableringen af Spektrum Parken.
”Spektrum Parken er et spændende projekt, der bakker op om den positive udvikling af Østerbyen. Selv om Esbjerg er en stor by, er vi så heldige at være omkranset af en grøn ring af bynær natur, og den er Spektrum Parken med til at aktivere og gøre mere åben og tilgængelig for borgerne. Det, er jeg sikker på, bliver en gevinst for Østerbyen”, siger Søren Heide Lambertsen.
Klar i 2022
Med finansieringen på plads er det næste skridt nu at sende projektet i udbud, mens Esbjerg Kommune i sommeren 2021 forventer at kunne gå i gang med den konkrete etablering. Det betyder, at borgerne kan glæde sig til at tage de nye faciliteter i Frikvarteret i brug i løbet af 2022.
Spektrum Parken etableres i fire etaper, og i årets budgetforlig var der politisk enighed om at arbejde videre med udviklingen af Den Grønne Ring og Spektrum Parken. Derfor vil finansieringen af de næste faser blive draget ind i budgetforhandlingerne i de kommende år.
Bidragsydere til Spektrum Parken
Esbjerg Kommune har sammen med følgende fonde bidraget til projektet:
Esbjerg Kommune 4,4 mio. kr.
Lauritzen Fonden 2,0 mio. kr.
Johan Hoffmann Fonden 800.000 kr.
Claus Sørensens Fond 800.000 kr.
ObbekjerFonden 250.000 kr.
Lida og Oskar Nielsens Fond 200.000 kr.
Blue Water Fonden 200.000 kr.
Henning G. Kruses Fond 200.000 kr.
Alice og Tage Sørensens Fond 150.000 kr.
Esbjerg Fonden 150.000 kr.
Esbjerg Ugeavis Fond 50.000 kr.
Kontakter
May-Britt Andrea Andersen, formand for Kultur & Fritidsudvalget, tlf. 53 10 50 09, maa40@esbjerg.dk
Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Byggeudvalget, tlf. 40 12 24 12, srlam@esbjerg.dk
Mette Esbjerg, projektleder Spektrum Parken, tlf. 27 74 10 27, mesj@esbjerg.dk
Billeder

Information om Esbjerg Kommune
Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.
I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA'et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.
Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.
Følg pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune
Kulturpas giver unge i Esbjerg Kommune adgang til oplevelser og fællesskab16.3.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Unge i Esbjerg Kommune mellem 15-24 år, som går på FGU eller ikke er i uddannelse eller job, kan med et kulturpas få adgang til gratis kultur- og fritidstilbud. Alle er velkomne til at høre mere om tilbuddet på en messe den 18. marts 2026 på FGU Vest i Esbjerg.
MYRTHUE flytter ind på Det Gamle Rådhus i Ribe16.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
MYRTHUE har fået ny base i Det Gamle Rådhus i Ribe, hvor børnehaver og skoler fremover kan opleve byens historie gennem levende formidling. Der er indvielse den 24. marts.
Esbjerg Festuge er klar med årets første musiknavne13.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
De første toner til Esbjerg Festuge 2026 er på plads og sætter scenen for et stærkt musikprogram på Torvet fra den 12. til 20. juni.
Esbjerg Kunstmuseum i fokus: Tv-program skaber stor interesse for kunsten ved Vadehavet12.3.2026 09:11:59 CET | Pressemeddelelse
DR-programmet Kunstnerkolonien får rekordmange gæster til at lægge vejen forbi Esbjerg Kunstmuseum for at opleve kunstnernes værker fra Fanø. Den store opmærksomhed styrker områdets position som et fyrtårn for oplevelser og kultur.
Esbjerg Kommune trækker del af politianmeldelse tilbage efter registreringsfejl10.3.2026 17:40:00 CET | Pressemeddelelse
Esbjerg Kommune har besluttet at trække den del af politianmeldelsen tilbage, som vedrører tre fældede egetræer ved Saturnvænget i Sønderris. Træerne er fældet af kommunen, men uden korrekt registrering.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
