Hold Danmark Rent

Skraldet skal væk fra stranden

Del
561.633 mennesker. 97 lande. 28.516 km strand. 4.603.957 kg indsamlet affald. De tal bliver kun større, når en national Ren Strand Dag for første gang gennemføres i Danmark af Hold Danmark Rent. Alle frivillige indbydes til at være med

21. september bliver den første nationale Ren Strand Dag nogensinde gennemført i Danmark. På den internationale dag var der i 2012 over en halv million mennesker i 97 lande, der samlede 4.604 ton affald ind på næsten 30.000 km strand.

På lørdag skal frivillige fra hele Danmark også i gang med at opsamle og registrere affald på deres lokale strand.

Det er Hold Danmark Rent, der står bag projektet, som støttes af Miljøministeriets pulje for grønne ildsjæle.

Formålet med dagen er ikke kun at få renset de danske strande for skrald. Det vigtigste er at minde danskerne om, at vi ikke skal smide skrald.

”Et korps af frivillige danskere på den lokale strand virker i sig selv forebyggende. Når vi ser andre samle op og ser, hvor dejlig stranden er, når den er ren, er vi meget mere tilbøjelige til at tage vores affald med os til skraldespanden,” siger direktør i Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen.

”Hvis vi bare kan få 500 frivillige til at bruge et par timer af deres lørdag, og hver frivillig samler 2 kg affald op, har vi allerede gjort de danske strande et ton affald renere.”

Ren Strand Dag gennemføres som et pilotprojekt, men allerede i 2014 kommer der to Ren Strand Dag i fuld skala.

”Affald på stranden er et stort problem, der spænder fra den lille irritation over ispinde og skod til de voldsomme ulykker, hvor børn træder i varme grillkul, eller badegæsterne får skåret foden op af en ødelagt flaske,” siger Anne Holm Hansen.

”Desuden ved vi fra undersøgelser, at affald giver mere affald. Så jo flere strande, vi får gjort rent på, des flere strande indbyder til at blive ved med at være det vinteren over, hvor vores kyststrækninger jo også bliver brugt i stor stil.”

Hvad ligger hvor?

Der skal ikke kun samles affald op på Ren Strand Dag. Skraldet skal også registreres ved hjælp af en app til android-smartphones eller ved hjælp af et udprintet registreringsskema.

”Det er væsentligt at få registreret, hvilket affald, der ligger på stranden. Vi skal forstå, før vi kan forebygge. Det kan eksempelvis give mening at køre en kampagne mod cigaretskod det ene sted og opstille skraldespande til engangsgrill på en anden strand,” forklarer Anne Holm Hansen.

”Danmark skal med i top 100 over de lande, der gør en aktiv indsats for renere strande. Hvis du er med til Ren Strand Dag, er du med til at gøre en indsats både lokalt og globalt.”

Alle interesserede kan møde op på deres lokale strand og være med. Det eneste, man behøver, er app’en Marine LitterWatch, der på forhånd kan downloades til android. Interesserede kan læse mere om Ren Strand Dag på www.renstranddag.dk, hvorfra det også er muligt at udprinte et registreringsskema.

_______________________________________________________________________

Mere information: www.holddanmarkrent.dk

Nøgleord

Kontakter

Kontakt:
Anne Holm Hansen, direktør, Hold Danmark Rent, tlf. 40 27 04 34
Anna Skau, kommunikationskonsulent, Hold Danmark Rent, tlf. 42 60 50 13

Vedhæftede filer

Links

Information om Hold Danmark Rent

Hold Danmark Rent
Hold Danmark Rent
Frederiksværksgade 2A
3400 Hillerød

4260 5027http://holddanmarkrent.dk
Om Hold Danmark Rent Hold Danmark Rent er en netværksorganisation. Missionen med arbejdet er at skabe et gladere Danmark ved at påvirke danskernes holdninger og adfærd og mindske mængden af henkastet affald. Hold Danmark Rent tror på, at et Danmark uden henkastet affald skaber mere glæde. Både for den enkelte og for samfundet. Men også at rene byer, veje og natur i sig selv bidrager til større ansvar for fællesskabet. Alle kan støtte Hold Danmark Rent som frivillig. Virksomheder, organisationer og kommuner kan blive støttemedlemmer, og privatpersoner kan bliver støtteven.

Følg pressemeddelelser fra Hold Danmark Rent

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Hold Danmark Rent

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye