Digitaliseringsstyrelsen

Skærpet fokus på digital sikkerhed: Den nationale cybersikkerhedsmåned er i gang

Del
Den næste måneds tid kommer virksomheder, organisationer og borgere i Danmark til at blive klogere på, hvordan man bedre kan beskytte sig mod hacking og it-kriminalitet. I dag lyder startskuddet nemlig på den årlige cybersikkerhedsmåned. Måneden kommer blandt andet til at byde på en borgerkampagne om kodesikkerhed samt et bredt udvalg af åbne og gratis webinarer, e-læringsforløb og andre aktiviteter, der skal udbrede viden og gode råd om cybersikkerhed.

Oktober er cybersikkerhedsmåned, og det betyder fire uger med fuldt fokus på digital sikkerhed for borgere, myndigheder og virksomheder. Ligesom foregående år er der stor opbakning til initiativet fra eksperter og samarbejdspartnere, der igen i år deler ud af deres viden og giver konkrete råd gennem gratis arrangementer og events for at give danskernes digitale færdigheder et løft.

"Vores samfund bliver mere og mere digitalt. Det gør på mange måder vores hverdag lettere og åbner op for masser af nye muligheder, men med digitaliseringen følger også trusler om hackerangreb og øget it-kriminalitet. Heldigvis kan vi gøre meget for at sikre os bedre digitalt, og det er dét vi sætter fokus på med cybersikkerhedsmåneden. Jeg håber, at mange vil tilslutte sig måneden ved at sætte fokus på cyber- og informationssikkerhed. Det er god investering, både for borgere og organisationer."
- Tanja Frank, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.

"I cybersikkerhedsmåneden sætter vi tryk på budskabet om, at vi alle skal blive bedre til at sikre os digitalt. Truslen er til at tage og føle på, og med cybermåneden har vi ekstra fokus på tilgængelig viden og konkrete værktøjer, så vi kan højne cybersikkerheden, uanset om man er virksomhedsleder, medarbejder, it-kyndig eller privatperson. Vi ser frem til at bidrage og håber, at rigtig mange vil udnytte den gode mulighed, så vi sammen kan arbejde for et sikkert digitalt Danmark."
- Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed

Hvad sker der i løbet af cybersikkerhedsmåneden?

I cybersikkerhedsmåneden stiller eksperter fra hele landet deres viden til rådighed, så du kan blive klogere på cybertrusler og it-sikkerhed. Cybersikkerhedsrådet skyder det hele i gang 1. oktober med et webinar, der sætter fokus på konkrete værktøjer til at styrke cyber- og informationssikkerhed for virksomheder, myndigheder og organisationer, der rådgiver om eller underviser i digital sikkerhed.

Derudover tilbyder førende eksperter gratis oplæg om forskellige aspekter af cy-bersikkerhed, og en række gratis e-læringsmoduler skal hjælpe virksomheder med at beskytte sig mod it-kriminelle. Erhvervsstyrelsen og Industriens Fond sætter med en ny kampagne fokus på forskellige virksomheders erfaringer i forbindelse med sikkerhedshændelser, og hvad andre virksomheder kan lære af dem.

Vores digitale adfærd er også på dagsordenen, eksempelvis sætter Digitaliserings-styrelsen fokus på vigtigheden af stærke kodeord med en ny borgerkampagne, som du kan se mere om her: www.sikkerdigital.dk/kodeord, og Center for Cybersikkerhed afholder et live hacking event, hvor man kan lære om phishing angreb samt hvad man kan gøre, hvis uheldet er ude.

Du finder information om alle oplæg og aktiviteter på www.sikkerdigital.dk/national-cybersikkerhedsmaaned 

Find mere information på sikkerdigital.dk

Sikkerdigital.dk danner rammen for cybersikkerhedmåneden, hvor du kan se og tilmelde dig de mange aktiviteter samt booke ekspertoplæg. Her finder du desuden generel information om cybersikkerhedsmåneden og om de to kampagner fra Erhvervsstyrelsen og Digitaliseringsstyrelsen.

Kort om national Cybersikkerhedsmåned

  • National cybersikkerhedsmåned finder sted hvert år i oktober
  • Initiativet er inspireret af og afholdes i forbindelse med den europæiske cybersikkerhedsmåned, der koordineres af EU-agenturet ENISA: https://cybersecuritymonth.eu/
  • Digitaliseringsstyrelsen er national koordinator for den nationale cybersik-kerhedsmåned. Initiativet gennemføres i samarbejde med Center for Cyber-sikkerhed og Erhvervsstyrelsen.
  • På sikkerdigital.dk kan du læse mere om cybersikkerhedsmåneden. F.eks. kan du se alle de gratis foredrag om digital sikkerhed, som du kan booke til din organisation, og du kan orientere dig i de øvrige aktiviteter. Siderne vil løbende blive opdateret.
  • På sikkerdigital.dk har Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen samlet vigtig viden om informationssikkerhed til borgere, virksomheder og myndigheder.

Kontakter

Information om Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen
Digitaliseringsstyrelsen
Landgreven 4
1301 København K

http://www.digst.dk

I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer.

Følg pressemeddelelser fra Digitaliseringsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Digitaliseringsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye