Shaun fik et grønt wakeup call: ”Der er forskel på, hvor godt du tror, du gør det, og hvor grøn du egentlig er”
Tre gange modtager af Børsens gazelle-pris. Et internationalt bæredygtigheds-certifikat. Grønne og bæredygtige produkter i webshoppen og på hylderne - og år efter år med vækst.
Jo, Shaun Russell følte, at hans virksomhed, SKANDINAVISK, var på den grønne gren, da han sidste år ville skubbe virksomheden videre i den grønne omstilling. Men en gennemgang af hele varekataloget og et samarbejde med regionalfondsprojektet Bæredygtig Bundlinje 2.0 afslørede, at SKANDINAVISK med adresse i det indre København måske ikke var helt så grøn som først antaget.
"Vi kunne være mere bæredygtige, end vi var, viste det sig. Folkene fra EU-projektet sagde direkte: Det er helt fint med jeres katalogoprydning, men lad os nu vise jer, hvor grønne I i virkeligheden kan blive. Og det var et wakeup call for mig at se forskellen på, hvor godt du tror, du gør det, og hvor grøn du egentlig er i virkeligheden,” siger britiske Shaun Russell, der har boet 20 år i Skandinavien.
Se den grønne historie om SKANDINAVISK i videoen "EU gør Hovedstaden grønnere"
Kerneprodukterne i virksomheden er dufte til kroppen og hjemmet, udviklet med inspiration fra den særlige skandinaviske stemning, som Shaun Russell forelskede sig i for mange år siden – og det forpligter, mener Russell:
"Det er umuligt for os at markedsføre os selv på en skandinavisk livsholdning uden at være gennemførte.”
Fik hjælp af eksperter
EU-projektet satte SKANDINAVISK sammen med eksperter fra DTU, som hjalp med at beregne CO₂-aftrykket i alle led af produktionen og helt frem til salg og levering til kunden. Det omfattede blandt andet alle leverancer af glas, plastik, metal og papir, som blev analyseret til bunds, og et hav af data om transport, alternative materialer, etc.
DTU endte med at lave beregninger på CO₂-aftrykket for hvert enkelt element og på alternativerne – fx tyndere glas eller andre råvarer.
"Det var virkelig interessant at forstå det samlede grønne aftryk. Og vi måtte konkludere, at vi ikke nødvendigvis var så grønne dér, hvor vi troede, at vi var mest grønne,” forklarer Shaun Russell.
Blandt andet viste det sig, at brugen af glas var mere CO₂-belastende end brugen af plastic. Derfor er SKANDINAVISK nu i gang med næste skridt: At undersøge mulig udskiftning af visse af de nuværende glasmaterialer med genbrugte, ikke-brændbare plantefibre – en teknologi, der kendes fra produktionen af flasker.
"Forestil dig, at man - når har brændt lyset ned - ikke skal smide emballagen i skraldespanden, men i komposten. Der er nok et stykke vej derhen, og det bliver ikke let, men det er ok, for det er det vi stræber mod,” siger Shaun Russell.
SKANDINAVISK har på otte år nået en omsætning på 44 mio. kr. og beskæftiger i dag i alt ca. 25 medarbejdere. Virksomheden er nået så langt i sin grønne omstilling, at den i 2019 blev certificeret af nonprofit-organisationen B Lab. Kun et par håndfulde virksomheder i Norden har opnået at blive såkaldt Certified B Corporations. For at opnå certificeringen skal man forpligte sig til og dokumentere, at virksomheden tager hensyn til alle interessenter – herunder medarbejderne, kunderne, leverandørerne, samfundet og miljøet.
"Vi er meget stolte over at deltage, men vi ser ikke os selv som frontrunners, for både B Lab og samarbejdet med Bæredygtig Bundlinje har vist os, hvor langt der egentlig er til målet.”
FAKTA Om ”Bæredygtig Bundlinje 2.0”
EU-projektets formål er at hjælpe små og mellemstore virksomheder med grøn og cirkulær forretningsudvikling. 70 til 90 virksomheder får i projektet udviklet grønne og cirkulære forretningsmodeller, som kan lede til energi- og ressourceeffektiviseringer, forbedret konkurrenceevne og vækstpotentiale – til fordel for miljøet og bundlinjen.
Projektet drives af Gate21 i Albertslund, og EU’s Regionalfond har støttet projektet med 13,5 mio. kr.
Læs mere om EU-projektet i Erhvervsstyrelsens projektdatabase
FAKTA Om grønne virksomhedsindsatser under EU’s Regionalfond
Her gennemføres indsatser, hvor SMV'er dels får afdækket deres potentiale til at blive mere energi- og ressourceeffektive, dels får sparring og rådgivning i forhold til at udarbejde og implementere cirkulære forretningsmodeller.
Aktiviteter kan fx være:
- Opbygning af netværk, inkl. samarbejde med kunder og leverandører mv.
- Tilknytning af en rådgiver, der har erfaring med cirkulær forretningsudvikling
- Rådgivning hos videninstitution om fx teknologi
- Rådgivning til beregning af investeringsbehov og forventede resultater
- Udvikling af business cases og rentabilitetsanalyser af cirkulære forretningsmodeller
Nøgleord
Kontakter
Shaun Russell, grundlægger, SKANDINAVISK, 24 85 30 80 og shaun@skandinavisk.com
Billeder
Information om Erhvervsstyrelsen
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
”Vi har fået ryddet op i vores fejl, selv i de små børnefejl”23.4.2024 12:43:53 CEST | Pressemeddelelse
Sportstøjsvirksomheden liiteGuard ApS oplevede, at de famlede i blinde på vejen mod grøn omstilling. Deltagelsen i SMV:Grønne Kompetencer har fået dem til at se fejlene som en styrke, rette op på dem og sætte kurs for måden, de kommunikerer deres mål på.
100 mio. kr. skal udvikle værdikæder inden for Power-to-X i Syd- og Nordjylland23.4.2024 10:56:02 CEST | Pressemeddelelse
Nu åbner Fonden for Retfærdig Omstilling op for puljen Udvikling af værdikæder inden for Power-to-X. Her skal 100 mio. kr. hjælpe syd- og nordjyske virksomheder til at udvikle, demonstrere og skalere vigtige teknologier til den grønne omstilling i Danmark.
”Målet er at være nummer et i verden på bæredygtighed i vores branche”19.4.2024 07:48:00 CEST | Pressemeddelelse
Indtil for nylig havde virksomheden Real Safety i Esbjerg ikke haft en struktureret tilgang til den grønne omstilling, da det ikke for alvor havde været et tema for kunderne. Forventningen er dog, at stigende fokus på bæredygtighed vil give virksomheder med en tydelig grøn profil konkurrencefordele, og det har gjort det interessant for Real Safety at sætte konkrete bæredygtighedsinitiativer i gang.
”Jeg er bare en glad fiskemand, der har forstand på fisk”18.4.2024 12:49:10 CEST | Pressemeddelelse
Steffen Tvilling har fået ind med modermælken, hvordan Fiskehallen skulle drives, hvad kunderne efterspørger og generel viden om fisk og bæredygtighed. Men dokumentation om nye, grønne krav og klimaet vidste han ikke, hvordan han skulle gribe an.
”Kunderne vælger os til på grund af vores grønne kompetenceløft”18.4.2024 09:17:05 CEST | Pressemeddelelse
Hos handels- og produktionsvirksomheden STEFFCA har direktør Martin Steffensen og hans kolleger fundet ud af, at ESG-rapportering er mere end bare en døgnflue. Og at arbejdet med virksomhedens klimaaftryk gør en masse godt for både økonomien, samvittigheden og omdømmet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum