Seks ton ulovligt elfenben og horn fra næsehorn er konfiskeret i Malaysia
23.8.2022 07:00:00 CEST | WWF Verdensnaturfonden | Pressemeddelelse

Seks ton elfenben, 29 kilo horn fra næsehorn og 100 kilo skæl fra skældyr er blevet konfiskeret af myndighederne i Malaysia.
Det oplyser Traffic, et internationalt netværk, der monitorerer handel med vilde dyr, og som WWF er én af to stiftende organisationer bag.
En enkelt stødtand fra en afrikansk hanelefant vejer omtrent 60 kilo, mens hunnernes stødtænder er markant mindre. Et horn fra næsehorn vejer i snit to kilo. Det svarer altså til, at mindst 100 elefanter og 15 næsehorn har ladet livet for at levere stødtænder og horn til det enorme fund, der er gjort i Malaysia.
”Krybskytteri og illegal handel er én af de største trusler mod vilde dyr – kun overgået af ødelæggelse af levesteder. Handlen med vilde dyr og deres kropsdele er så omfattende og lukrativt et marked, at det kun overgås af handel med mennesker, narkotika og våben,” fortæller Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Eksempelvis kan prisen på horn fra næsehorn løbe op i svimlende 500.000 kroner per kilo. Alene de 29 kilo konfiskerede horn kan med andre ord indbringe i omegnen af 14,5 millioner kroner på det sorte marked.
Efterspørgslen skal knækkes
At fundet er gjort netop i Sydøstasien er ikke overraskende, mener Bo Øksnebjerg. Sydøstasien er nemlig uofficielt hovedsæde for den illegale handel med vilde dyr. Her er der stor efterspørgsel på elfenben og horn fra næsehorn, men også på skællene fra skældyr, som bruges til alternativ medicin.
”Én af de store udfordringer er at få knækket hele kæden i handlen med vilde dyr – fra krybskytteri til efterspørgsel. Det er svært, fordi krybskytteriet og efterspørgslen ofte finder sted i vidt forskellige lande og endda på forskellige kontinenter,” forklarer Bo Øksnebjerg og fortsætter:
”Vi har gjort rigtig meget for at bekæmpe krybskytteri og er kommet langt, men så længe efterspørgslen er der, så længe vil der være et marked. Efterspørgslen er dog langt sværere at gøre noget ved, fordi det drejer sig om kultur, der er nedarvet gennem generationer,” siger han.
Selvom krybskytteri stadig er et udbredt og alvorligt problem, er omfanget kraftigt reduceret. I 1980’erne blev der dræbt hele 100.000 elefanter på det afrikanske kontinent årligt. I dag estimerer WWF, at 20.000 elefanter bliver dræbt af krybskytter om året.
Den totale bestand af afrikanske elefanter er da også reduceret drastisk fra tre millioner for 100 år siden til omtrent 400.000 i dag. Det samme gælder for næsehornet. Der findes to arter af næsehorn: et sort og et hvidt. Der lever i dag omkring 5.000 sorte og 20.000 hvide næsehorn i Afrikas natur.
Her er de 5 mest handlede dyr i Sydøstasien:
1. Tigeren. Tigeren er eftertragtet som udsmykning, medicin og sågar til mad og vin. For 100 år siden levede der over 100.000 tigere i verden. I dag er der omtrent 4.000 tilbage.
2. Elefanten. Særligt elefantens stødtænder, elfenben, er eftertragtede som udsmykning og til alternativ medicin. De sidste 100 år er 90 procent af de afrikanske elefanter blevet dræbt, og der er i dag omkring 400.000 tilbage.
3. Skældyret. Skældyret er verdens mest handlede dyr, selvom det for de fleste er et ukendt dyr. Skællene bruges til alternativ medicin og sælges for omkring 19.000 kroner kiloet.
4. Næsehorn. I Asien kan pulver af horn fra næsehorn efter sigende kurere alt fra tømmermænd til kræft. Næsehornet var engang en udbredt art i Afrika, men mellem 1972 og 1996 blev hele 96 procent af populationen dræbt af krybskytter.
5. Bjørne. Galde fra bjørnen er eftertragtet til alternativ medicin. I flere asiatiske lande er bjørnefarme tilladt, og bjørnene holdes i små bure.
Kilde: WWF og Traffic, 2017
Nøgleord
Kontakter
Mai-Britt NoeHead of Press & MediaWWF Verdensnaturfonden
Tlf:+45 28 93 63 28mai-britt.noe@wwf.dkBilleder
Information om WWF Verdensnaturfonden
Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Verdens overforbrug af klodens ressourcer har opbygget 20 års naturgæld30.7.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I mere end fem årtier har vi mennesker tæret mere på naturen, end den kan bære. I år er naturens ressourcer opbrugt for i år allerede 30. juli. Det skader økosystemer, truer dyr og planter, forværrer klimaforandringer og øger den globale ressourceknaphed. Danmark har ét af verdens højeste aftryk på naturen, og derfor opfordrer WWF regeringen til at inkludere et mål om at reducere det danske fodaftryk i den kommende natur- og biodiversitetslov.
Plakatkonkurrence sætter spot på havnaturen i Sejerø Bugt2.7.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nu kan du designe dit bud på en plakat, der viser havnaturen i Sejerøbugten – og ikke mindst, hvad den kan blive til i fremtiden. WWF Verdensnaturfonden står bag en plakatkonkurrence, der ved hjælp af kreative fortællinger skal gøre naturen under overfladen synlig for befolkningen.
Seabreak uddeler ny donation: 10 millioner til stenrev i Sejerø Bugt24.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
WWF Verdensnaturfonden modtager Seabreaks første donation til marin naturgenopretning, der går til at etablere stenrev i Sejerø Bugt. Revene er en vigtig opskalering af det samlede marine naturgenopretningsprojekt Sejerø Seascape, som WWF står bag sammen med en række partnere.
Tænketanken Hav og WWF planter ålegræs på Sejerø8.6.2026 10:54:33 CEST | Pressemeddelelse
Den 14. juni afholdes Tænketanken Havs årlige ålegræsudplantning i hele landet, og i år er der mulighed for at give havnaturen en hjælpende hånd på Sejerø, hvor WWF Verdensnaturfonden og Syddansk Universitet også deltager med familievenlige aktiviteter.
WWF roser regeringens plan for flere marine naturnationalparker: Her kan de ligge4.6.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den nye regering vil udpege mindst fem nye naturnationalparker i de danske farvande. Det bliver mødt af ros fra WWF Verdensnaturfonden, der har kæmpet for flere marine naturnationalparker i årevis. Organisationen har flere bud på, hvor de næste fem naturnationalparker i havet kan placeres.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



