SDU og Vejle Kommune i tæt samarbejde om campus
SDU, Vejle Kommune og Dandy Business Park har den 15. december 2021 indgået en fælles hensigtserklæring om at etablere SDU Vejle, og derved understøtte Trekantområdets behov for veluddannede kandidater indenfor it-, sundhed- og ingeniøruddannelser.
SDU har allerede nu, som landets eneste universitet, en unik konstruktion med campusser i mange campusbyer spredt over et stort geografisk område. Faktisk studerer 20% af SDU’s studerende i campusbyerne uden for Odense.
Dække Trekantområdets behov
Specifikt i Region Syddanmark er SDU allerede i dag repræsenteret med uddannelsescampusser i Sønderborg, Esbjerg og Kolding. En position, som universitetet nu styrker med ambitionerne om at etablere en ny campus i Vejle, SDU Vejle, som vil udbyde en vifte af uddannelser inden for it-, sundhed- og ingeniørområdet.
SDU’s rektor, Jens Ringsmose, understreger at det er en væsentlig prioritet for SDU at være med til at dække behovet for ingeniører i hele Trekantområdet. Med mere end 37.000 job i industrien er det Danmarks stærkeste produktionscentrum, men væksten bremses pga. ingeniørmangel, og allerede i dag er hvert femte ledige ingeniørjob i Trekantområdet ikke besat. Tilsvarende estimeres det også, at mangel på kvalificeret it-arbejdskraft er en af de største barrierer for vækst.
Vækstområde og infrastruktur
Trekantområdet er en af landets vigtigste industriregioner og et helt unikt vækstområde med succesfulde og innovative virksomhedsmiljøer og en stærk infrastruktur med motorveje og Vestdanmarks internationale lufthavn i Billund. Som SDU tidligere har udmeldt i en pressemeddelelse (https://www.sdu.dk/regional) vil universitetet gerne være med til at understøtte dynamikken i hele Trekantområdet og honorere virksomhedernes behov for veluddannede kandidater.
-Først og fremmest har vores fokus været på at udbyde it-uddannelser i Vejle, men på baggrund af en meget positiv dialog med Vejle Kommune og Dandy Business Park, sætter vi nu barren højere med en fælles hensigtserklæring om, at udover it-uddannelser, vil vi også tilbyde indenfor ingeniørområdet og sundhed, forudsat at der er økonomisk bæredygtighed i det, siger Jens Ringsmose.
Fysisk tilstedeværelse
Fuldt indfaset kan planen føre til at ca. 2.000 studerende får deres gang på SDU Vejle. Det er ambitionen, at der årligt uddannes ca. 500 kandidater med kompetencer afstemt til Trekantområdets arbejdsmarked.
For rektor Jens Ringsmose er det en selvstændig pointe, at der er tale om etablering af fysiske uddannelser og forskningsmiljøer.
-Forskningsbaseret uddannelse sker i et tæt samspil mellem studerende, stærke forskere og undervisere. Det er helt afgørende at stræbe efter det højeste faglige niveau i uddannelserne, samtidig med at man som studerende er med i et levende, engagerende og innovativt lærings- og studiemiljø. Det er ambitionen for den måde vi driver universitetet på, og det gælder også i forhold til vores aktiviteter i Trekantområdet og Vejle.
Betydelige investeringer
SDU Campus Vejle tænkes placeret i Dandy Business Park Vejle for at få optimalt samspil med de 200 virksomheder og 1.000 højtuddannede medarbejdere, der allerede huses der, samt med de mange andre virksomheder inden for grøn omstilling, fødevarer og it, der har jævnlig gang i Business Parken.
Jens Ringsmose understreger, at det kræver betydelige investeringer at realisere planerne for SDU Vejle, både i faciliteter og opbygning af videnskabelige miljøer.
-Den hensigtserklæring, som nu er indgået indebærer, at SDU, Vejle Kommune og Dandy Business Park har forpligtet hinanden på i fællesskab at arbejde for, at tilvejebringe de nødvendige økonomiske midler. Det handler om at realisere ambitionerne, så de kan komme hele Trekantområdet til gode.
Glæde i Vejle
- Vi er i Vejle Kommune meget glade for denne ambitiøse aftale med Syddansk Universitet og Dandy Business Park om at etablere en campus i Vejle. Erhvervslivet i Trekantområdet har et stort behov for kompetencer til den grønne og den digitale omstilling i form af de it-specialister og ingeniører, som SDU Vejle kommer til at uddanne. Det har længe været et mål for Vejle Byråd at tiltrække nye uddannelser, og vi ser frem til at vi forhåbentlig snart kan tage godt imod Syddansk Universitet i Vejle, siger Vejle Kommunes borgmester, Jens Ejner Christensen.
Han bakkes op af Jørgen Andersen, direktør for Dandy Business Park:
-Vi glæder os over, at vi – i samarbejde med SDU og Vejle Kommune – kan etablere et universitet her i Dandy Business Park. Vi tilbyder et innovativt og unikt uddannelsesmiljø, hvor de studerende tilbydes et naturligt og tæt samarbejde med vores 200 virksomheder, 1.000 vidensmedarbejdere, 1.500 medlemsvirksomheder, parkens tre økosystemer inden for green tech, fødevarer, kunstig intelligens/digitalisering samt adgang til alle erhvervsparkens live labs og netværk. Det betyder, at de unge får en praktisk tilgang til studiet, hvilket er en stor styrke, når de skal ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse.
Kontakter
Bolette Marie Kjær JørgensenPressechefSDU Kommunikation
Tlf:93 50 72 16bomk@sdu.dkLinks
Information om Syddansk Universitet
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
De første læger fra den regionale kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg er uddannet26.6.2025 09:33:49 CEST | Pressemeddelelse
De første 21 nyuddannede læger fra den regionale kandidatuddannelse ved Syddansk Universitet på Esbjerg Sygehus – Syddansk Universitetshospital har 25. juni aflagt lægeløftet
Første læger fra SDU i Esbjerg har aflagt lægeløfte25.6.2025 18:51:24 CEST | Pressemeddelelse
Historisk dag på Esbjerg Sygehus – Syddansk Universitetshospital: De første kandidater i medicin er færdiguddannede
En indsats for bedre forståelse af hjernens aldring25.6.2025 09:03:17 CEST | Pressemeddelelse
Manouchehr Seyedi Vafaee er udnævnt til professor i neuroimaging og neurobiologisk aldringsforskning på SDU. Professoratet skal styrke vores viden om hjernens aldring og afklare mekanismerne bag Alzheimers sygdom og andre neurologiske lidelser.
Batterierne fra verdens længstsejlende el-færge får nyt liv: Fra bølgeskvulp til solskin19.6.2025 10:04:40 CEST | Pressemeddelelse
El-færgen Ellen er en klimadarling. Men hvad gør man med 26.000 slidte battericeller? To SDU-forskere vil bruge batterierne til at lagre sol og vind.
Nye tandlæge- og tandplejeruddannelser på Syddansk Universitet18.6.2025 16:08:25 CEST | Pressemeddelelse
Den politiske beslutning om tandlæge- og tandplejeruddannelser på SDU imødekommer Region Syddanmarks behov for flere tandfaglige specialister, som kan styrke den regionale sundhedssektor og sikre bedre tandpleje til borgerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum