Mission Øst

Sådan arbejder Mission Øst mod FN’s verdensmål

Del
FN’s Verdensmål er mere end flotte farver. Mere end et stribet hjul på habitjakken og et roterende ditto på kasketten. For Mission Øst er det de pejlemærker, vi arbejder efter og måler vores resultater på. På fredag er det 5 år siden Verdensmålene blev vedtaget.

Verdensmålene er hér, dér og alle vegne. På T-shirts, tote-bags, badges og tatoveringer. De er blevet ”high fashion” blandt unge firstmovers, yndede accessories på politikere og meningsdannere og tilføjer spræl til mangen et hvidt konference-lokale. De er kampen for en bedre verdenklædt i Paul Smith. Verdensmålenes visuelle appel lader sig ikke fornægte. Ej heller deres funktion som markedsføringsredskab.

På fredag den 25. september er det fem år siden Verdensmål blev vedtaget i FN. Målet er, at de alle er opfyldt inden år 2030. 

Fos os NGO’er kan det være nyttigt at have en fælles og globalt anerkendt referenceramme at hænge vores arbejde op på, men det må aldrig blive bare en accessory. Derfor påhviler der NGO’er som os selv et ansvar for at vise på hvilke måder og i hvilket omfang vores arbejde tjener til at indfri verdensmålene. Ellers mister både vi og verdensmålene legitimitet og den brede opbakning og opmærksomhed, de pt nyder godt af.

Ny online platform viser hvordan vores arbejde er koblet til verdensmålene

I Mission Øst har vi derfor oprettet en ny online platform, hvor vi viser konkret og præcist hvordan vores arbejde er forankret i verdensmålene. Her kan du se hvordan vores arbejde er koblet direkte til verdensmålene, projekt for projekt, land for land og mål for mål.

For os er verdensmålene mest af alt en ny ramme for det hjælpearbejde, vi udfører i Asien og Mellemøsten. Det nye er, at vi nu er så mange over hele verden, der vil det samme, kæmper for det samme og bruger de samme standarder for at måle om det går frem eller tilbage. Verdensmålene tvinger alle til at stramme op på aktiviteterne, så politikere, offentlige institutioner og civilsamfundsorganisationer trækker på samme hammel og effektiviserer indsatsen for en bedre verden.

Indholdsmæssigt ligger verdensmålene i fuldkommen forlængelse af den vision og mission, vi har kæmpet for at realisere siden 1991.

Mission Øst tilslutter sig målene og lægger sig i selen for især 7 af de 17 verdensmål: Afskaf Fattigdom, Stop sult, Ligestilling mellem kønnene, Rent vand og sanitet, Mindre ulighed, Fred, retfærdighed og stærke institutioner, samt Partnerskaber for handling.

Verdensmålene land for land, projekt for projekt

Med vores arbejde viser vi, at verdensmålene er mere end flotte farver.

Det ses blandt andet under verdensmål 2: Stop sult. Ud over akut fødevarehjælp til mennesker i krise og katastrofe, hjælper vi befolkningen med at tjene deres eget levebrød ved at opdyrke jorden, starte små virksomheder og få en ordentlig pris for deres produkter. Det gør vi bl.a. i Syrien og Myanmar.

Eller under verdensmål nr. 6: Rent vand og sanitet. Ud over uddeling af vandrensningstabletter ved oversvømmelser hjælper vi befolkningen med vandforsyning helt fra kilde til landsby og nogle gange helt ind til folks køkkener. Det gør vi bl.a. i Afghanistan og Nordkorea.

Mission Øst yder nødhjælp under katastrofer og langsigtet udviklingshjælp til dem, der ellers ikke får hjælp i nogle af verdens mest afsidesliggende områder. Det sker både direkte eller gennem lokale partnere i Afghanistan, Armenien, Irak, Libanon, Myanmar, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan.

Med en så bred vifte af indsatsområder er Verdensmålene et nyttigt redskab. De hjælper os til at finde samarbejdspartnere og financiel støtte – og særligt fungerer de som intern og ekstern målestok, for de resultater, vi leverer.

Verdensmålene er mere end flotte farver. Mere end et stribet hjul på en habitjakke. Det er et effektivt måleinstrument for at livsvigtig hjælp når dem til dem, der har allermest brug for det.

Tjek Mission Østs opfyldelse af de 7 verdensmål her.

Nøgleord

Kontakter

Pressetelefon: 28 707 703

Links

Information om Mission Øst

Mission Øst
Mission Øst
Postboks 149, Skt. Lukas Vej 13
2900 Hellerup

+ 45 39 61 20 48http://www.missioneast.org/

Mission Øst er en international hjælpeorganisation grundlagt i Danmark. Organisationen arbejder for at hjælpe sårbare mennesker og støtte lokalsamfunds kapacitet til at hjælpe sig selv gennem aktiviteter fra nødhjælp under katastrofer til langsigtet udviklingshjælp. Mission Øst arbejder direkte eller gennem lokale partnere i Afghanistan, Armenien, Irak, Libanon, Myanmar, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan. Mission Øst er certificeret af Core Humanitarian Standard.

Følg pressemeddelelser fra Mission Øst

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Mission Øst

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye