Rygetrangen kan måske dæmpes med kendt medicin

Rygning er en af de største udfordringer for folkesundheden. 15.920 danskere mister hvert år livet på grund af de afhængighedsskabende cigaretter, viser de nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen.
Samtidig vil hele 75 procent af de daglige rygere gerne stoppe med at ryge.
Så hvorfor stopper de så ikke bare? Svaret er nikotin, der er et af de mest afhængighedsskabende stoffer, man kender til.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er næsten hver fjerde dansker afhængig af mindst ét nikotinprodukt. Og de unges brug af snus og e-cigaretter stiger. Desværre har man endnu ikke en effektiv behandling til at dæmpe nikotintrangen.
Det kan forskning fra Københavns Universitet måske lave om på, viser nyt studie.
”I forbindelse med et musestudie om overvægt opdagede vi nærmest ved et tilfælde, at et velkendt lægemiddel, liraglutide, som man bruger til behandling af diabetes og overvægt, påvirker nikotins effekt på hjernen. Liraglutide hæmmer effekten af nikotin på belønningssystemerne i hjernen,” fortæller lektor og hovedforfatter til studiet Christoffer Clemmesen fra Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research (CBMR) ved Københavns Universitet.
Han forklarer, at de to stoffer GLP-1 og nikotin påvirker belønningssystemet i hjernen. Når man indtager nikotin i form af for eksempel tobak, frigiver man en masse dopamin i hjernen, som fungerer som en slags belønning. Det er blandt andet derfor, det er svært at stoppe med et nikotinprodukt.
”Da vores studie havde til formål at undersøge noget helt andet, det vil sige om de to stoffer interagerer for at fremkalde vægttab, forfulgte vi ikke den overraskende effekt på dopaminsystemet, og yderligere studier er derfor påkrævet for at undersøge om musene, der behandles med liraglutide, faktisk også indtager mindre nikotin,” understreger Christoffer Clemmesen.
Kliniske forsøg på vej om nikotinafhængighed
I studiet, der er udkommet i det anerkendte tidsskrift Cell Reports, har forskerne undersøgt to kendte stoffer, der påvirker appetitten: GLP-1 og nikotin. GLP-1 er kendt fra adskillige diabetes-lægemidler og slanke-medicin.
Forskerne ved også, at nikotin øger kroppens energiomsætning, og det er associeret med en risiko for at tage på, når man stopper med sit nikotinprodukt.
Det er altså de to stoffer, som i kombination ser ud til at kunne accelerere et vægttab, og GLP-1 i sig selv ser ud til at have en effekt på at dæmpe nikotintrangen. Og ved et kig i den internationale database for kliniske forsøg, kan man lige nu se, at der er flere studier i gang, der netop tester, om GLP-1 baserede lægemidler kan hjælpe folk til at stoppe med at ryge.
Man kan gå på opdagelse i databasen her.
Samarbejde med KU-hjerneforskere
At GLP-1 og nikotin interagerer og forstærker effekten af hinanden, er relativ ny viden, forklarer Christoffer Clemmesen.
Stofferne påvirker de samme neuroner i bestemte områder af hjernen, og forskerne kunne meget specifikt vise, at GLP-1 påvirker kroppens følsomhed over for nikotin.
”Derfor ville vi i første omgang undersøge, om kombinationen af nikotin og GLP-1 kan være en effektfuld måde at reducere overvægt på. Vi så nogle rigtige spændende effekter i forsøgsdyr-modellerne. Vi lavede yderligere studier, der har med belønningssystemerne og appetitreguleringssystemer at gøre,” fortæller Christoffer Clemmesen.
”Vi var overraskede over, hvor meget interaktion der er mellem GLP-1 og nikotin i hjernen. Det er velkendt, at både GLP-1 og nikotin påvirker fødeindtaget, men det lader så også til, at det giver ekstra effekt, når det gives sammen – både i forhold til, at man indtager mindre føde, men så med den ’bivirkning’, at der bliver frigivet mindre dopamin, som kan vise sig at dulme rygetrangen,” siger han.
I de forsøg, hvor forskerne undersøgte belønningssystemerne i hjernen, samarbejdede de med Professor Ulrik Gethers forskningsgruppe på Institut for Neurovidenskab på Københavns Universitet, som har et særligt setup, hvor de kan måle dopaminfrigivelse i hjernens belønningssystem.
Forskerholdet har ikke planer om kliniske studier hvor de undersøger samspillet mellem GLP-1 baserede lægemidler og nikotin, men håber, at deres arbejde kan få de farmaceutiske virksomheder får øjnene op for området.
Nøgleord
Kontakter
Lektor Christoffer Clemmesen
+45 22 91 63 33
chc@sund.ku.dk
Søren Vestergaard ThiesenPressemedarbejder
Tlf:28 75 29 34s.thiesen@sund.ku.dkBilleder

Links
Information om Københavns Universitet - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Blegdamsvej 3B
2200 København N
+45 35 32 79 00http://email@sund.ku.dk
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet leverer international anerkendt sundhedsvidenskabelig forskning, uddannelse og innovation.
Vores vision er at flytte grænserne for erkendelse og skabe ny sundhedsvidenskabelig viden og indsigt til gavn for den fortsatte videnskabelige udvikling, for samfundet og for det enkelte individ.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Grønlandsk gletsjermel kan hjælpe i kampen mod klimaforandringer30.5.2023 10:04:42 CEST | Pressemeddelelse
Små gletsjer-partikler kan indfange CO2 og gøde jorden bedre end almindelig økologisk gødning. På den lange bane kan gletsjermel spille en vigtig rolle i kampen mod klimaforandringer.
Blev du deprimeret af hormonel prævention? Så har du måske større risiko for fødselsdepression22.5.2023 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fødselsdepressioner har store konsekvenser for moderens liv og barnets udvikling. Nu viser forskning, at man måske kan sige noget om risikoen ud fra kvinders historik med psykiske bivirkninger til hormonel prævention som fx p-piller eller hormonspiraler.
Anoreksi bliver direkte påvirket af tarmens bakterier og virus18.4.2023 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Svære forstyrrelser i tarmenes økosystem af bakterier og virus bidrager direkte til udvikling og fastholdelse af anoreksi, viser nyt studie ledet af Københavns Universitet og Syddansk Universitet.
Nu kan etableringen af ny lægeuddannelse i Region Sjælland for alvor begynde14.4.2023 15:47:02 CEST | Pressemeddelelse
Planerne for en ny lægeuddannelse i Region Sjælland er blevet godkendt af Uddannelses- og Forskningsministeren. ”Nu er uddannelsen en realitet,” siger Jørgen Kurtzhals, prodekan på Københavns Universitet. En milepæl, lyder det fra Region Sjællands regionsrådsformand Heino Knudsen.
Dyr uddør på Mauritius. Det sætter øens økosystem i fare13.4.2023 15:56:33 CEST | Pressemeddelelse
Når et økosystem er truet, kan nye arter ikke nødvendigvis erstatte dem, der forsvinder, viser nyt studie fra Københavns Universitet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum