Danmarks Statistik

Rumænien er det billigste land i EU

Del

Hvis turen går til udlandet i sommerferien, er det ikke ligegyldigt for økonomien, hvor man rejser hen. Inden for EU’s grænser får man mest for pengene med en tur østpå til Rumænien, Bulgarien eller Polen. Omvendt er Irland, Luxembourg og Finland de dyreste destinationer i EU ud over Danmark.

Mange har nok allerede styr på sommerferieplanerne, men har du endnu ikke besluttet, hvor rejsen går hen, er der en del penge at spare, afhængigt af hvor du pakker din kuffert ud henne. Ser man på prisniveauet på tværs af lande, er Rumænien det billigste land i EU at rejse til, når man kommer fra Danmark. Her var husholdningernes endelige forbrug, der i denne artikel er målestok for prisniveauet i et givent land, i Rumænien 40 pct. af det beløb, en dansk husholdning brugte i 2022. Det vil sige, at for hver 100 kroneseddel en dansk husholdning har brugt, har en rumænsk brugt 40 kr. Næstefter Rumænien følger Bulgarien, hvor udgifterne til husholdningernes forbrug var på 41 pct. af den danske, og Polen, hvor de var 43 pct. så store.

”Generelt er det i landene i det østlige Europa, du kommer længst for dine penge. Omvendt er de dyreste destinationer Irland, Luxembourg og Finland, når man ser bort fra Danmark. Danmark er nemlig sammen med Irland de to dyreste lande i EU,” siger Zdravka Bosanac, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

I Irland ligger prisniveauet for husholdningernes endelige forbrug på samme niveau som i Danmark, mens det i Luxembourg og Finland er på henholdsvis 95 pct. og 88 pct. af det danske. Især transporttjenester såsom offentlig transport og alkohol trækker op i prisen for turister i Irland og Finland, mens fødevarerne er den dyreste varegruppe for turister i Luxembourg.

Husholdningernes endelige forbrug i EU-landene ift. Danmark, 2022

null

Kilde: Eurostat

Billig transport og overnatning

Uanset om du planlægger en familieferie, en festtur med vennerne eller en ferie med masser af god mad, komfortabel søvn og museumsbesøg, rammer du plet med både Rumænien, Bulgarien og Polen. Restauranter og hoteller koster nemlig henholdsvis 39, 32 og 49 pct. af det, de koster herhjemme. Fritid og kultur koster også under det halve af i Danmark i alle tre lande.

Drikker du alkohol på dine rejser, vil dine drinks i Rumænien, Bulgarien og Polen være med til at trække sommerferieudgifterne op i forhold til hotel, restauranter og kulturattraktioner. Det er dog stadig billigere at få et glas vin til maden i de tre lande end i Danmark med en pris på henholdsvis 62, 67 og 64 pct. af den danske for alkohol.

Det kan bedst betale sig at shoppe i Bulgarien af de tre lande. Her skal du kun skal betale 60 pct. af prisen i Danmark for eksempelvis tøj og sko.

Du kommer rundt i alle tre lande med offentlig transport, som koster omkring det halve eller mindre end i Danmark.

Prisniveau i top 3 dyreste og top 3 billigste lande i EU, 2022

null

Kilde: Eurostat

Turen går til… Danmark

Kigger man på den danske befolknings feriemønster, er den foretrukne destination dog Danmark. Her blev det i juli 2022 til 4,8 mio. overnatninger på hoteller, feriecentre osv., men eksklusiv lystbådehavne og feriehuse. Tager man disse to overnatningstyper med, løb det op i 6,7 mio. overnatninger i juli sidste år.

”Selvom de fleste bliver i Danmark, kan det godt svare sig for pengepungen at rejse ud, for Danmark ligger 44 pct. over EU-gennemsnittet i husholdningernes endelige forbrug. Restauranter og hoteller ligger 56 pct. over EU-gennemsnittet, mens fritid og kultur er 41 pct. over gennemsnittet,” siger Zdravka Bosanac.

Mange danskere rejser da også ud af landet, og tager man et kig på, hvor de foretrækker at tage på sommerferie uden for den danske grænse i Europa, går turen oftest til Italien.

”Danskere står for mere end 1 mio. overnatninger i Italien på en gennemsnitlig juli måned, hvor COVID-19 ikke påvirker turismen. Herefter følger Tyskland og Spanien, som begge normalt tiltrækker danske turister til mere end en halv million overnatninger hver i løbet af juli, som er den travleste sommerferieperiode,” siger Nanna Nikander Nonboe-Nygaard, specialkonsulent i Danmarks Statistik.

I Italien, Tyskland og Spanien er husholdningernes endelige forbrug henholdsvis 69, 75 og 67 pct. af den danske, hvilket også gør dem til nogle af de billigere feriedestinationer.

Danske overnatninger i EU-lande ekskl. lystbådehavne og feriehuse, top 5, juli 2019/juli 2022

null

Anm.: *Tal fra 2022; **Har endnu ikke indberettet for 2022, derfor bruges tal fra 2019 – før COVID-19 – da det giver det mest retvisende billede
Kilde: Eurostat

Faktaboks: Om den europæiske prissammenligner

- Forbrugerpriserne på samtlige varegrupper, der indgår i husholdningernes samlede forbrug er indberettet til Eurostat af lande, som deltager i såkaldte European Comparison Programme og omregnet til et indeks, hvor EU-gennemsnittet = 100. I denne artikel er indekset sat til at være Danmark = 100, for at vise prisniveauet i forhold til gennemsnittet for Danmark. 

- I denne artikel ses der udelukkende på EU-lande

- Der er udvalgt en række varegrupper, som delvis afspejler et turistforbrug

Nøgleord

Kontakter

Har du spørgsmål til forbrugerpriserne i EU, er du velkommen til at kontakte Zdravka Bosanac på zbo@dst.dk eller tlf. 3917 3446.

Har du spørgsmål til turistovernatninger, er du velkommen til at kontakte Nanna Nikander Nonboe-Nygaard på nio@dst.dk eller tlf. 3917 3265

Danmarks Statistik

Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye