Rekordlave støttesatser til vedvarende energi frigør midler til klimaindsatser
Der vil over de næste år blive opført både solcelleparker og landvindmøller helt uden statsstøtte. Sidste års såkaldte teknologineutrale udbud, hvor solceller, landvind og kystnær havvind konkurrerede om støtte, viste rekordlave støttesatser. Det betyder, at der er brug for langt færre penge til at støtte udbygningen af vedvarende energi end tidligere forventet. Det giver mulighed for at flytte pengene til andre dele af den grønne omstilling.
”Vi skal bruge pengene klogt og der, hvor der er størst behov. Udbygningen af solceller og landvindmøller kan i dag ske med meget lidt støtte og forhåbentlig snart helt uden støtte. Derfor giver det god mening at flytte nogle af de penge, der var sat af til støtte, hen, hvor de virkelig kan gøre en forskel”, udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
Klimaministeren har derfor besluttet at flytte 339 mio. kr. fra støtte til vedvarende energi til andre dele af den grønne omstilling. Pengene vil indgå i finansieringen af klimahandlingsplanen, der skal fastlægge de konkrete redskaber til at nå målsætningen om at reducere drivhusgasudledningerne med 70 pct. i 2030. Den nærmere anvendelse af pengene fastlægges i forbindelse med udarbejdelsen af handlingsplanen.
”Vi skal investere massivt i den grønne omstilling. Der skal både handling og penge bag målsætningerne. Vi er i fuld gang med forhandlingerne om en bindende klimalov, der skal opstille de juridiske rammer for den grønne omstilling. Men vi er så sandelig også i fuld gang med at finde finansieringen til den grønne omstilling. Derfor afsætter vi nu de første 339 mio. kr. til klimahandlingsplanen”, udtaler klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.
I 2018 genererede støtteordningen på 254 mio. kr. opførsel af omkring 5 gange mere vedvarende energi fra solceller og landvindmøller end oprindeligt forventet.
Baggrund
Danmarks første teknologineutrale udbud for sol- og vindenergi blev gennemført i 2018 og lød på 254 mio. kr. (2018-priser). Udbuddet medførte udbygning af vedvarende energi til historisk lave støttepriser. Støtteprisen faldt således fra ca. 13 øre pr. kWh til 2,27 øre pr. kWh, og det resulterede i en udbygning af kapaciteten i 2018, der var 5 gange større end forventet.
Der er afsat 258 mio. kr. (2019-priser) til udbuddet i 2019. Beløbet er reduceret fra 597 mio. kr. og frigiver således 339 mio. kr., fordelt over 20 år, til andre formål inden for grøn omstilling. Det forventes, at der med det reducerede budget for 2019 kan opnås en betydeligt større udbygning af vedvarende energi, end det der oprindeligt var forventningen, da der i 2017 blev indgået politisk aftale om udbuddene i 2018 og 2019.
Nøgleord
Kontakter
Kontakt: Presserådgiver Anna Munck, anmun@kefm.dk M. 23 69 10 73
Information om Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet arbejder vi for målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i Danmark i 2030 og for et visionært, grønt lederskab både i Danmark og ude i verden.
Følg pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Regeringen fastsætter et af verdens højeste 2035-klimamål18.12.2025 09:45:53 CET | Pressemeddelelse
Danmarks næste klimamål bliver på 82 procent. Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard sætter dermed et både ambitiøst og ansvarligt mål, idet der prioriteres finansiering til at indfri målet i 2035.
Presseinvitation: Danmarks nye klimamål18.12.2025 08:51:10 CET | Pressemeddelelse
Pressen inviteres til pressemøde om Danmarks nye 2035-klimamål.
Danmark sætter kurs mod grøn indenrigssøfart25.11.2025 13:59:37 CET | Pressemeddelelse
Danmark får en af de største og hurtigste fuldt elektrificerede færgeruter i verden. Det er konklusionen fra Investeringstøtteordningen 2025, hvor CO2-tunge virksomheder får støtte til grøn omstilling.
COP30: Enighed om ny klimaaftale i Brasilien22.11.2025 18:24:20 CET | Pressemeddelelse
Efter intense forhandlinger er verdens lande netop blevet enige om en aftale på klimatopmødet i Brasilien. Fra et svært udgangspunkt har EU med det danske formandskab fået presset på for højere ambitioner på CO2-reduktioner.
Udbud af tre danske havvindmølleparker åbner20.11.2025 12:43:23 CET | Pressemeddelelse
Nu åbner de statslige udbud af to nye havvindmølleparker i Nordsøen og en ved Hesselø i Kattegat. Parkerne skal tilsammen levere strøm svarende til forbruget i næsten tre millioner danske og europæiske hjem.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
