Regionshospitalet Randers

Regionshospitalet Randers har spist den første bid af ambitiøs klimamålsætning

Del
I 2021 tog Regionshospitalet Randers hul på sin første to-årige plan for at nå regionens mål om bæredygtighed. Nu er delmålene indfriet, blandt andet ved at sænke forbruget af engangsprodukter og ved at sortere og genanvende mere affald.

Frem mod 2030 arbejder Regionshospitalet Randers og regionens øvrige hospitaler med at realisere en gennemgribende grøn omstilling. Region Midtjyllands mål er blandt andet at reducere CO2-aftrykket og den samlede affaldsmængde med 30 procent inden 2030 og at blive CO2-neutral i 2050.

På Regionshospitalet Randers har vi skåret målsætningen ned i mindre portioner. I 2021 vedtog hospitalet de første delmål for cirkulær økonomi, som vi ville realisere i 2021-2022. Delmålene er nu indfriet, og det glæder hospitalsdirektør Jonas Dahl, at det er lykkes i fællesskab at spise den første bid af en ambitiøs klimamålsætning.

- Størstedelen af Region Midtjyllands samlede CO2-aftryk skyldes forbrug. På hospitalerne har vi et stort forbrug af engangsartikler, og derfor ser vi et stort potentiale i at finde de steder, hvor det kan reduceres. Det kan bl.a. være ved at erstatte engangsprodukter med flergangsprodukter eller ved at reducere i vores spild af engangsprodukter. Men der er heller ingen tvivl om, at det bliver en udfordrende opgave at omstille til mere bæredygtig drift, fordi det vil medføre nogle andre arbejdsgange, end dem vi har i dag, siger Jonas Dahl.

Arbejdet med bæredygtighed på Regionshospitalet Randers er organiseret i to organer; en styregruppe med repræsentation fra hospitalsledelse, afdelingsledelser, funktionsledere og udvalgte nøglepersoner, samt et netværk af ca. 30 bæredygtighedsambassadører fra alle afdelinger.

Mål #1: Serviceassistenter gøres til affaldseksperter

Mindst halvdelen af servicepersonalet skal opkvalificeres til affaldseksperter.

I foråret 2022 gennemgik 121 serviceassistenter, svarende til godt halvdelen, undervisning i bæredygtighed og korrekt affaldssortering.

Initiativet har fået positive tilbagemeldinger, og kurserne planlægges derfor regelmæssigt igen i 2023, så også nye medarbejdere introduceres til affaldssortering.

 
 

Mål#2: Udbrede sortering af blød plast

Mængden af blød plast, der sendes til genanvendelse, skal øges med 50 %.

Det er lykkes at øge mængden med 57 % ved at udbrede blød plast som affaldsfraktion til hele hospitalet. I 2022 sorterede hospitalet således 3,3 ton blød plast fra til genanvendelse.

Øjenklinikken er ét af de afsnit, som tidligere smed blød plast ud sammen med dagrenovation. Men nu har de blandt andet på operationsstuerne mulighed for at sortere det bløde plast for sig.

- På den stue, hvor vi laver øjenoperationer, bruger vi for eksempel operationssæt, som er pakket ind i blød plast, der altid er både rent og tørt. Det kommer nu i en sæk for sig, og den er fyldt op på en uge, fortæller Laila Tanja Nielsen, som er sygeplejerske og bæredygtighedsambassadør i Øjenklinikken.

Mål #3: Indføre tydelig skiltning af affaldsfraktioner

Sideløbende med hospitalets arbejde med delmål for cirkulær økonomi i 2021-2022 har Region Midtjylland lavet en affaldsplan, som blandt andet rummer en beskrivelse af, hvilke fraktioner, medarbejdere i regionen fremover skal sortere i.

Affaldsplanen blev vedtaget af regionsrådet i august 2022. Skiltning af affaldsfraktioner vil derfor blive indført som en del af det regionale spor, når affaldsplanen skal implementeres senest i løbet af 2024.

Mål #4: Reducer forbruget af engangskrus med 20 %

RH Randers har siden 2018 arbejdet på at sænket forbruget af engangskopper. Fra 2018 til 2020 blev forbruget mere end halveret fra godt en mio. til knap en halv mio. kopper årligt.

I 2021-2022 var målet at reducere med yderligere 20 %. Enkelte afsnit er lykkedes med helt at sløjfe brugen af engangskopper og erstatte med glas eller krus. Samlet set er forbruget reduceret med 25 %, så det i 2022 nåede under 300.000 stk. årligt.

Mål #5: Reducer brugen af lejepapir med 15%

Lejepapir er det blå stykke papir med plastbeklædning, der ofte rulles på lejebriksen. I mange tilfælde kan lejepapir undværes uden at gå på kompromis med hygiejne.

I 2021-2022 er det samlede forbrug af lejepapir reduceret med 29 %. I længder har vi brugt 25 kilometer mindre lejepapir på et halvt år, svarende til turen mellem Randers og Hinnerup.

Mål #6: Reducer det samlede indkøb med 10%

Hospitalets bæredygtighedsambassadører fik i marts 2022 til opgave sammen med deres kolleger i afdelingerne at få øje på tre produkter, som de ville arbejde på at reducere forbruget af. Det kan f.eks. ske ved at udskifte engangsprodukter med flergangsprodukter, ved at reducere spild, eller i bedste fald ved at få øje på, hvor vi kan undvære et produkt helt.

Mange indsatser blev efterfølgende sat i gang. Nogle er i mål, andre steder kræver løsningen på et højt spild eller forbrug en nærmere undersøgelse.

Eksempelvis er engangsmedicinbægre i Dialysen skiftet ud med glas. Personalet fandt en stak snapseglas og prøvede løsningen af.

- Vi har aftalt os frem til et godt flow, hvor serviceassistenterne tager glassene med ud i opvaskemaskinen sammen med det øvrige service, og så flytter vi selv løbende glas ud i medicinrummet, fortæller sygeplejerske og bæredygtighedsambassadør i Dialysen, Line Højen Lakmann.

Løsningen er nu permanent, og den sparer Dialysen for mere end 4000 engangsmedicinbægre årligt, svarende til 4 kilo plast.

Det har ikke været muligt at lave en samlet opgørelse over hospitalets samlede reduktion i antallet af produkter, som forbruges, blandt andet fordi varenumrene af og til skifter.

Fotos må bruges i forbindelse med omtale af denne nyhed ved kreditering: Helle Brandstrup Larsen

Forslag til billedtekster:

Sygeplejerske og bæredygtighedskonsulent i Dialysen Line Højen Lakman har i samarbejde med sine kolleger skiftet engangsmedicinbægre ud med glas.

Regionshospitalet Randers har et netværk af ca. 30 bæredygtighedsambassadører, som bidrager til at løfte den grønne omstilling i samarbejde med deres kolleger ude i afdelingerne.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Regionshospitalet Randers

Regionshospitalet Randers
Regionshospitalet Randers
Skovlyvej 15
8930 Randers

78 42 00 00https://www.regionshospitalet-randers.dk/

Regionshospitalet Randers er akuthospital for Kronjylland og Djursland og dækker dermed den nordøstlige del af Region Midtjylland. I hospitalets område er der ca. 215.000 indbyggere. Hospitalet har ca. 200.000 behandlinger årligt og beskæftiger hvad der svarer til ca. 1.900 fuldtidsansatte.

Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Randers

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye