Red Barnet: Sådan taler du med dit barn om skolestart efter corona-nedlukning
I disse dage tager mange børn hul på en anderledes hverdag i skolen. Efter en lang nedlukning skal de genfinde sig selv i nye og uvante rammer. Nogle børn vil være glade, mens andre vil være triste og usikre. Nogle vil gerne kramme hinanden i gensynets glæde, mens andre vil holde afstand. Det bliver sandsynligvis en underlig tid at navigere i.
Derfor det vigtigt, at voksne taler med børnene om deres nye og anderledes hverdag i skolen. Det siger Naja Kinch Sohn, der er seniorrådgiver i Red Barnet og arbejder med skolebørns trivsel og fællesskaber.
– Mange børn er lige nu fyldt med en masse forskellige følelser over at skulle tilbage til skolen. Som forældre kan vi hjælpe vores børn med at navigere i de nye rammer, så det bliver nemmere at overskue og dermed mindre skræmmende. Det kan vi bl.a. gøre ved at tale med vores børn om, hvad de kan forvente og hjælpe dem til at se det glædelige i at kunne mødes igen, siger hun.
Naja Kinch Sohn giver disse 6 råd til, hvordan du som forælder kan tale med dit barn om skolestarten:
1. Tal med dit barn om dets forventninger, glæde eller bekymringer.
Nogle børn er utrygge over at skulle tilbage i skole, og de forstår måske ikke, hvorfor de efter flere uger med afstand nu skal i skole. Du kan fortælle, at det skyldes, at vi har lært, at det at vaske hænder og holde afstand virker godt mod coronavirus. Derfor må vi nu godt komme tilbage til skolen. Men skoledagen bliver på en lidt anden måde, end vi er vant til. Vi skal stadig passe på hinanden – og det hjælper skolen og fritidsinstitutionen med. Du kan fortælle dit barn, at de fx stadig skal vaske hænder enormt meget, og at de skal sidde lidt længere fra hinanden, end de plejer. Vær opmærksom på, at børns bekymringer ikke går væk af, at deres forældre eller andre voksne siger ”det skal du ikke tænke på”. Hjælp i stedet dit barn med at forstå, hvordan de nye rammer om skolens hverdag er til for at beskytte børnene.
2. Forbered dit barn på de nye rammer for skoledagen.
Fortæl dit barn, at skoledagen bliver lidt anderledes, end den plejer, når han/hun starter. Alt det nye kan skabe utryghed, men det hjælper, hvis du forbereder dit barn på forandringerne. Skolen har sikkert skrevet til jer på Aula om, hvordan den nye skoledag bliver. Vær så konkret som muligt, når du fortæller, hvad dit barn kan forvente. Fortæl fx om, hvilken gruppe dit barn skal være en del af, og hvor det skal have undervisning, frikvarter og gå i fritidsinstitution. Og fortæl dit barn, at det får mere at vide af lærerne og pædagogerne både første skoledag og i dagene efter, når de kan se, hvad der virker, og hvad der er særlig svært.
3. Hjælp dit barn med at finde sig til rette i nye grupper.
Det styrker dit barns trivsel, at du støtter op om skolens indsats i denne tid. Hjælp dit barn med at glædes over gensynet med klassekammerater og voksne, selvom samværet stadig er på en mærkelig måde i et stykke tid endnu. Bak op om de børnegrupper, som klassen er blevet inddelt i. Det kan være, at dit barn synes, det er svært, at det er kommet i en gruppe med nogle, som det ikke plejer at lege med. Tal med dit barn om, at det er vigtigt at være en god klassekammerat. Ofte kan gode kammeratskaber udvikle sig til nye venskaber. Det er sundt at have flere venner, og det styrker klassens fællesskab – nu og på den lange bane. Samtidig kan du hjælpe dit barn med at have digital kontakt med de venner, som han/hun ikke er sammen med i skolen nu. Det kan berolige dit barn, hvis det et bekymret for at miste sine nuværende venner.
4. Læg en dæmper på dine egne bekymringer over for dit barn.
Som forælder kan man have mange bekymringer i forbindelse med skolestarten: Bliver mit barn smittet? Kommer de nye rammer til at gå ud over mit barns trivsel? Er det muligt for skolen at opretholde de retningslinjer, som myndighederne har udstukket? Får mit barn den nærhed og tryghed, som det har brug for? Kommer mit barn til at se sine venner? Det er forståeligt, at spørgsmålene står i kø. Det er dog mest hensigtsmæssigt at undgå at involvere dit barn i dine bekymringer. Børn ser til deres forældre for at finde tryghed og mening. Det påvirker derfor dit barn, hvis du viser dine bekymringer for meget over for dem.
5. Husk, at det ikke er børnenes ansvar at undgå smitte.
Børn skal have lov til at lege med klassekammeraterne under de forhold, som skolen sørger for. Det er vigtigt for børns mentale sundhed og udvikling at være sammen med klassekammerater. Det er de voksne, der er ansvarlige for at skabe rammerne, og børnene bidrager til fællesskabet ud fra deres muligheder og modenhed.
6. Undgå at normalisere, og husk at tale om håbet.
Giv børnene ret i, at det en underlig og unaturlig måde, vi er sammen på nu. Understreg, at både du og alle andre også glæder sig til, at vi igen kan kramme, være mange sammen, besøge familie og venner. Men at vi lige nu må holde ud lidt endnu. Og at vi alle håber, at det kommer til at ske inden alt for længe.
Se også Red Barnets råd til at tale med dit skolebarn om coronavirus.
Kontakter
Gitte Bank JensenPresseansvarlig
Tlf:2155 2045gbj@redbarnet.dkInformation om Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og mere end 110 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Tusindvis af elever lærer om retten til at være sig selv på Børnerettighedsdagen: ”For mange børn føler sig forkerte i skolen”20.11.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Over 200 skoler har tilmeldt sig Red Barnets fejring af Børnerettighedsdagen. Her vil eleverne lære om deres egne rettigheder. I år sætter Red Barnet særligt fokus på børns ret til at være den, man er.
Hver dag bliver 78 børn dræbt, lemlæstet, bortført eller udsat for seksuel vold i verdens konflikter4.11.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Ny rapport fra Red Barnet viser, at antallet af børn, der lever i konfliktzoner, er vokset voldsomt. Ikke siden Anden Verdenskrig har verden oplevet så meget krig og konflikt. Det internationale samfund skal gøre meget mere for at beskytte børn og sikre fred i uroplagede regioner, lyder det fra Red Barnet.
Red Barnet holder et minuts stilhed for Gazas børn: Nu skal vi skabe en fremtid for dem, der er tilbage24.10.2025 14:30:28 CEST | Pressemeddelelse
Pausen i kamphandlingerne i Gaza giver anledning til håb, men der skal mere til. Der er brug for en massiv indsats for at bremse katastrofen i Gaza, hvor behovet for hjælp er enormt.
Red Barnet om ny lov: Børn er markant bedre beskyttet mod grooming24.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I en ny analyse gør Red Barnet status på to år med en grooming-paragraf i lovgivningen. I perioden har der været 364 anmeldelser og 12 domme om grooming. Snapchat er brugt aktivt i over halvdelen af sagerne. Med lovændringen har børn fået langt bedre mulighed for at rejse en sag om grooming, vurderer Red Barnet. Men analysen afdækker også store geografiske forskelle, som bør undersøges, så alle børn uanset postnummer er lige godt beskyttet af loven.
23 organisationer i fælles opråb til kommunerne: Afhjælp konsekvenserne af børnefattigdom og stigende fødevarepriser9.10.2025 07:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Fødevarepriserne er på himmelflugt, og antallet af fattige børnefamilier er steget. Derfor skal det kommende kommunalvalg også handle om, hvordan vi hjælper de 49.500 børn, der vokser op i fattigdom, mener 23 organisationer. I dag præsenterer de 10 anbefalinger til kommunerne, der skal sikre, at færre børn – uanset postnummer – lider under de vidtrækkende konsekvenser af børnefattigdom.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum