Red Barnet

Red Barnet om regeringsgrundlaget: Vi er bekymret for de fattigste børn

Del

Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, ser gode takter hos SVM-regeringen i forhold til at tage hånd om børn og unges stigende mistrivsel. Hun roser også de udviklingspolitiske ambitioner, men Red Barnet er bekymret for, at regeringen ikke får løst udfordringerne med børnefattigdom.

Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, udtaler om regeringsgrundlaget og børnefattigdom:  

– Vi har et kæmpe problem i Danmark med børn, der vokser op i fattigdom. Et problem, der kun er blevet forværret på grund af den omfattende inflation og de stigende priser. Det løser vi ikke ved at konvertere det midlertidige børnetilskud til en pulje og give 50 millioner til ekstra inflationshjælp, som sociale organisationer kan dele ud af. Det er kortsigtet og meget usikkert, om det her hjælper de fattigste børnefamilier.

– Det bekymrer os meget, at regeringen har puttet kontanthjælpsaftalen i glemmebogen og i stedet vil genbesøge ydelseskommissionens arbejde. Hvordan vil man bekæmpe børnefattigdom? Det er uklart. Og så frygter vi også for børns ret til gratis receptpligtig medicin, som kontanthjælpsaftalen sikrede dem, og som regeringen nu vil se på igen. Det er helt absurd i et samfund som det danske, hvis børn ikke kan være sikre på at få den medicin, som lægen siger, de har brug for.

– Vi ved, at det er decideret skadeligt for børns udvikling at leve i fattigdom, og der er brug for handling nu, så de flere end 50.000 børn, der lever i fattigdom i Danmark, ikke får en opvækst præget af afsavn, isolation og et dårligt fysisk og mentalt helbred. Derfor skylder vi børnene at have store ambitioner her og lave en handleplan for at bekæmpe børnefattigdom.

Kommission for godt børneliv må ikke blive syltekrukke

I forhold til udfordringerne med børn og unges stigende mistrivsel ser generalsekretæren flere gode takter:

– Det glæder os, at SVM-regeringen stiller skarpt på trivselskrisen og nedsætter en kommission, der skal se på, hvordan mistrivsel og sårbarhed kan forebygges, og hvordan vi fremmer det gode børneliv. Det må bare ikke blive en syltekrukke, for der er brug for, at det hurtigt fører til en handleplan for, hvordan vi kommer mistrivslen til livs.

– Det er også virkelig positivt, at regeringen har et stærkt fokus på børn og unges digitale liv, og at den lægger op til at lave en digital børnebeskyttelseslov, som skal gøre det mere sikkert for børn at færdes på internettet.

– Herudover glæder vi os over, at man både har fokus på at udvide psykiatriplanen, styrke behandlingen, men også styrke forebyggelsen i forhold til børn og unge.

Vigtigt fokus på menneskerettigheder i udviklingspolitikken

I forhold til regeringens ambitioner vedrørende udviklingsbistanden ser Red Barnet også flere positive elementer.

– Der er mange gode takter i forhold til regeringens udviklingspolitiske ambitioner. Et stærkt fokus på at fremme indsatsen for menneskerettigheder og internationale retsorden, og så er det spændende, at regeringen vil indføre en konventionsambassadør, som vi håber og appellerer til vil have et stærkt fokus på børn og unges menneskerettigheder, særligt i verdens brændpunkter.

– Endelig er det godt, at regeringen holder fast i FN-målsætningen om at bruge 0,7 pct. af BNI på udviklingsbistand, der er et minimum for, at Danmark kan leve op til sine internationale forpligtelser og indfri FN’s verdensmål.

Og så er det godt, at SVM-regeringen har lyttet til civilsamfundet og valgt i en overgangsfase at sikre finansieringen af mange tilbud til borgere i udsatte positioner, som ellers stod til at lukke.

– Det er meget positivt, at regeringen har hørt organisationernes opråb og vil forsøge som noget af det første at få tilslutning i Folketinget til at forlænge bevillingerne. Det er vi meget glade for også i Red Barnet, da den offentlige finansiering af SletDet Rådgivningen stod til at ophøre ved årsskiftet. Det er så vigtigt, at der fortsat er en professionel rådgivning for de børn og unge, der har været udsat for digitale krænkelser.

Kontakter

Information om Red Barnet

Red Barnet
Red Barnet
Rosenørns Allé 12
1634 København V

3536 5555https://redbarnet.dk/

Red Barnet arbejder i Danmark og flere end 120 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.

Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.

 

Følg pressemeddelelser fra Red Barnet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Red Barnet

Red Barnet: Især piger søger hjælp efter digitale krænkelser21.1.2023 07:00:00 CET | Pressemeddelelse

I 2022 har SletDet Rådgivningen i Red Barnet modtaget næsten 2.000 henvendelser om digitale krænkelser. Det er det højeste antal på et år og på niveau med forrige år. Især piger rækker ud efter hjælp, og det vækker bekymring for, om drenge udsat for digitale krænkelser får den hjælp, de har brug for. De mange henvendelser viser det store behov for, at sikre finansieringen af SletDet Rådgivningen.

Tusindvis af børn lærer om livet på flugt til Børnerettighedsdagen17.11.2022 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

Skoler over hele landet markerer i dag Børnekonventionens fødselsdag i samarbejde med Red Barnet. I år er fokus på børn på flugt og deres rettigheder. Med krig i Europa og historisk mange mennesker på flugt er behovet for viden om egne og andres børnerettigheder kun blevet endnu større. På Høng Skole i Kalundborg får eleverne besøg af Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, og Hr. Skæg.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum