Red Barnet: Især piger søger hjælp efter digitale krænkelser
”Der er nogle hackere, der har fundet nøgenbilleder på min telefon. De truer med at sende billederne til alle, jeg kender, hvis jeg ikke giver dem penge.”
”Der bliver delt videoer af mig på en privat Instagramprofil, der hedder noget med sladder. De spreder åbenbart også rygter om mig. Jeg har lige fået det at vide af en veninde. Kan I hjælpe med at få videoerne fjernet?”
”For en måned siden var jeg til en fest, hvor jeg fik lidt for meget at drikke. Jeg endte med at have et blackout, men jeg kan huske, at jeg smed trøjen foran en gruppe af drenge. Drengene har så taget billeder af mine bryster. Jeg har hørt fra flere, at nogle af drengene stadig har dem. Ved ikke hvad jeg skal gøre?”
Sådan lyder nogle af de henvendelser, som SletDet Rådgivningen i Red Barnet har modtaget i løbet af 2022. Sidste år modtog rådgivningen i alt 1.980 henvendelser, og det er det højeste antal på et år og på niveau med året før.
Næsten en tredjedel af de personlige rådgivninger hos SletDet i 2022 drejede sig om seksualiserede digitale krænkelser som for eksempel ufrivilligt at få delt et nøgenbillede. Andre henvendelser drejede sig om afpresning, digital mobning og grooming.
Digitale krænkelser er hverdag for mange unge
SletDet Rådgivningen er Danmarks eneste professionelle rådgivning, der giver specialiseret hjælp til børn og unge, der har været udsat for digitale krænkelser. Og Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, glæder sig over, at så mange sidste år rakte ud til rådgivningen og fik hjælp. Selv om det høje antal også bekymrer.
– Ingen børn skal gå alene med det, hvis de oplever digitale krænkelser. Det kan ødelægge et helt ungdomsliv, hvis det ikke bliver stoppet, og børn og unge skal heller ikke bare acceptere, at hadefulde beskeder og krænkende billeder er en del af hverdagen online. Derfor er det godt, at så mange kontakter SletDet, siger Johanne Schmidt-Nielsen og tilføjer:
– Desværre ved vi også, at behovet for hjælp er massivt, og at alt for mange går alene med det. Jo mere vi fortæller børn og unge om, at der findes en professionel og specialiseret rådgivning som SletDet, og hvad den kan hjælpe med, jo flere kontakter os. Digitale krænkelser er ikke et problem for nogle få – det rammer børn og unge bredt.
Hun henviser til, at Red Barnet sidste år offentliggjorde en undersøgelse foretaget af Rambøll, der viser, at hver anden ung mellem 13 og 17 år, og hvert tredje barn mellem 9 og 12, år har oplevet digitale krænkelser inden for det seneste år.
Risiko for at drenge ikke får hjælp efter digitale krænkelser
Både børn og unge, forældre og fagpersoner, som lærere og pædagoger, kan kontakte SletDet Rådgivningen. Langt de fleste af henvendelserne omhandler piger. 70 procent af de sager, hvor kønnet på den digitalt krænkede er kendt af rådgivningen, drejer sig om piger, mens kun 30 procent handler om drenge.
Helt så skæv er kønsfordelingen dog ikke, hvis man ser på omfanget af digitale krænkelser. Ud af de børn og unge, som har oplevet en digital krænkelse, er 59 procent piger og 41 procent drenge. Det fremgår af en undersøgelse, som Red Barnet offentliggjorde sidste år.
Det overrasker ikke Carina Ringive, der er rådgiver på SletDet, at især piger søger hjælp. De er generelt mere vant til at tale om personlige oplevelser og derfor ofte overrepræsenterede i henvendelser til rådgivninger. Men hun understreger, det er vigtigt at have et fokus på drengene, som kan have sværere ved at søge hjælp.
– Alle børn og unge – uanset køn – har ret til støtte og rådgivning, hvis de er blevet krænket online. Der har i flere år været fokus på digitale krænkelser som noget, der rammer piger, men det billede skal vi have nuanceret. Ellers bliver det svært for den enkelte dreng at stå frem og sige, at han har oplevet noget ubehageligt og har brug for hjælp. Sådan skal det ikke være. Det arbejder vi også for at ændre i SletDet Rådgivningen med fx vores oplysningskampagner, siger Carina Ringive.
Finansieringen af SletDet er uafklaret
Siden 2016 har SletDet hjulpet børn og unge, der har fået delt private, grænseoverskridende eller krænkende informationer, billeder eller videoer på nettet uden samtykke, eller som har oplevet andre ubehageligheder online. Gennem årene har antallet af henvendelser været støt stigende.
I 2022 var der i over end en tredjedel af de personlige rådgivninger brug for mere end en enkelt samtale, og i næsten hver femte af de personlige rådgivninger har SletDet kontaktet sociale medier på vegne af brugeren for at få slettet materiale.
SletDet Rådgivningen er finansieret af offentlige midler, som med den midlertidige bevillingslov er forlænget til første kvartal af 2023. Fra april er størstedelen af rådgivningens finansiering uafklaret.
Fakta: Stigende antal henvendelser til SletDet Rådgivningen
- 2022: 1.980
- 2021: 1.974
- 2020: 1.319
- 2019: 707
- 2018: 277
- 2017: 417
- 2016: 326
Fakta: Det handler henvendelserne om
I 945 af de 1.980 henvendelser til SletDet i 2022 var der tale om personlige rådgivninger. Den primære årsag til disse henvendelser fordeler sig således:
- Seksualiseret digital krænkelse (fx ufrivillig deling af et nøgenfoto): 31%
- Tekniske funktioner/regler på sociale medier: 8%
- Bekymring om krænkelse: 8%
- Skoleopgave: 8%
- Hacking: 7%
- Trusler/afpresning (ikke seksuelt indhold): 6%
- Mobning: 6%
- Spørgsmål om lovgivning/rettigheder: 4%
- Grooming: 3%
- Offline problematik: 2%
- Falsk profil: 2%
- Chikane/stalking: 2%
- Konflikt/skænderi: 1%
- Andet: 16 %
Nøgleord
Kontakter
Laurids Bæk SimonsenPressechef
Tlf:2283 3692labs@redbarnet.dkLinks
Information om Red Barnet
Red Barnet arbejder i Danmark og 116 andre lande. Vi redder børns liv. Vi beskytter og styrker dem. Vi kæmper for deres rettigheder. Vi er Save the Children – verdens førende uafhængige organisation for børn.
Red Barnet yder nødhjælp og forebygger katastrofer. Vi bekæmper vold, overgreb og mobning. Vi sikrer skolegang, opbygger fællesskaber og styrker børns modstandskraft. Vi arbejder politisk for de dårligst stillede børn og skaber debat om børns livsvilkår.
Følg pressemeddelelser fra Red Barnet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Red Barnet
Stigende fødevarepriser og flere børn i fattigdom fører til høj efterspørgsel: Red Barnet sender 1.300 børn og forældre på ferielejre1.7.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Igen i år er behovet stort, når Red Barnet forventer at afholde cirka 50 ferielejre landet over for børn, unge og forældre, der kæmper for at få økonomien til at hænge sammen. Det sker i en tid, hvor mange familier lever med store afsavn og ofte må fravælge ferie på grund af økonomien.
Børn dræbes eller såres gang på gang ved dødbringende uddelinger i Gaza: ’Det er en dødsfælde’26.6.2025 14:50:24 CEST | Pressemeddelelse
Den seneste måned er børn blevet dræbt eller såret ved 10 af de 19 dødbringende hændelser, der er blevet rapporteret i Gaza.
Red Barnet: Eksplosion i antallet af seksuelle overgreb mod børn på flugt fra krisen i DR Congo24.6.2025 15:09:33 CEST | Pressemeddelelse
Antallet af børn, der indrapporterer seksuelle overgreb efter flugten til Burundi, er mere end tredoblet i år.
Red Barnet: Ny lovgivning styrker markant kampen mod seksuelle krænkelser af børn online27.5.2025 13:23:56 CEST | Pressemeddelelse
Folketinget har den 27. maj 2025 vedtaget at skærpe kriminaliseringen af seksuelt krænkende billed- og videomateriale med børn. Opdateringen af straffeloven er et afgørende fremskridt for børnebeskyttelsen, mener Red Barnet, hvis anbefalinger danner grundlaget for, at Danmark nu styrker kampen mod seksuelt krænkende materiale med børn.
Red Barnet i ny undersøgelse: Vi er ikke gearet til at hjælpe børn godt nok, hvis vi bliver ramt af en katastrofe13.5.2025 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Børns behov fylder alt for lidt i Danmarks samlede kriseberedskaber, viser ny kortlægning. I en tid med et markant øget trusselsbillede skal vi gøre mere for at hjælpe børn – både før, under og efter en krise eller katastrofe. Derfor præsenterer Red Barnet en række anbefalinger til at styrke fokus på børns behov i Danmarks samlede kriseberedskab.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum