Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Reagér tidligt: Demens skal opdages så hurtigt som muligt

Del
Halvdelen af alle beboere på plejehjem i København har enten demens eller demenslignende symptomer. Derfor sætter Københavns Kommune nu fokus på den alvorlige sygdom med kampagnen ”Taber du tit tråden?”.

Demens har en stor effekt på både den ramte og de pårørende, som oplever at deres elskede langsomt forsvinder for øjnene af dem, uden at de kan gøre noget. Men selvom demens er en dødelig sygdom, så er der meget man kan gøre, hvis man sætter ind tidligt i forløbet.

Derfor sætter Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i uge 40 for fjerde år i træk fokus på demens og de tegn, man skal være opmærksom på for at kunne sætte tidligt ind.

Det sker med kampagnen ” Taber du tit tråden?” på store plakater og skærme i byrummet, de sociale medier og med events i Valby Hallen, i Center for Demens i De Gamles By og på Amager. Overalt lyder budskabet ”Reagér tidligt – det gør en forskel for dig og dine pårørende”. På apoteker, biblioteker og hos de praktiserende læger kan københavnerne tage et postkort og læse om ti typiske tegn på demens.

Alle der har prøvet at miste en nær til demens ved hvor hårdt det er. Demens er en frygtelig sygdom, og derfor synes jeg, at det er vigtigt at vi sætter mere fokus på den. Jo før du får en diagnose, jo bedre kan vi hjælpe dig. Derfor opfordrer vi i den her kampagne, københavnerne til at være opmærksomme på tegnene på demens”, siger sundheds- og omsorgsborgmester, Sisse Marie Welling.

Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens forventes antallet af borgere med demens i Københavns Kommune at stige fra 5500 i dag til 6500 i 2030.

Der diagnosticeres årligt omkring 300 københavnske borgere med demens, men ligeså mange får hvert år demens uden at få diagnosen. Det vurderer Nationalt Videnscenter for Demens. Den lave udredningsprocent betyder, at der i dag er en stor gruppe borgere med demens, som ikke får den rigtige hjælp til at leve med sygdommen.

”Vi forsøger på mange forskellige måder at hjælpe både borgere med demens og deres pårørende. Og vi ved, at en tidlig indsats kan mindske symptomerne og give større livskvalitet, selvom man lever med demens. Derfor håber jeg, at flere vil komme til os tidligere, så vi kan lave en sammenhængende indsats for både den demensramte og de pårørende”, siger Sisse Marie Welling.

En tidlig udredning betyder, at det er muligt at tilbyde fysisk træning og kognitiv stimulationsterapi, som holder hjernen i gang.

Vidste du at:

-         Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark

-         Der er cirka 89.000 personer i Danmark med demens

-         Op mod 300-400.000 personer i Danmark er nære pårørende til en person der lider af en demenssygdom

-         Ca. 5.000 borgere i Københavns kommune over 65 år har demens

 

Om Demensugen 2019:

-          København holder demensuge i uge 40 (29. september – 6. oktober) for at sætte fokus på, at det nytter med en tidlig indsats overfor demens, og at København har tilbud til borgere og pårørende i den tidlige fase af livet med demens.

-          Søndag 29. september kl. 10-14.30 er der et arrangement i Valbyhallen under overskriften ”Lev livet - med og uden demens”. Her kan man opleve Silas Holst, der vil tage deltagerne med ind i en ”dans med demens”. Manu kan få en introduktion til floorball og være med til sjov motion, der er godt for både hjerte og hjerne. Alle er velkomne, men deltagelse kræver tilmelding på demens.kk.dk eller via mail til Lone Wæver Christensen qk2p@kk.dk. Arrangementet er gratis.

-          Fredag d. 4. oktober kl. 13.30-15.30 er der et gratis foredrag med antropolog og journalist Ina Kjøgx Pedersen og forfatter til bogen, ’Drengen, der blev væk’ – mor, mig og demensen’, der på nærmeste hold skildrer moderens liv med en demenssygdom. 

-          Lørdag 5. oktober kl. 10.00-14.00 holder Center for Demens åbent hus for alle borgere. Her kan man ved at afprøve simple hverdagsopgaver, udarbejdet i samarbejde med designeren Yanki Lee fra Hong Kong, opleve på egen krop, nogle af de udfordringer livet med demens giver i hverdagen. Man kan prøve træning der udfordrer både krop og hjerne, og deltage i sjove konkurrencer.

-          Læs mere om arrangementerne og tilmeld dig på: www.demens.kk.dk

Kilder:

Dødsårsagsregisteret 2013. København: Statens Serum Institut; 2014, http://www.videnscenterfordemens.dk/forskning/forskningsnyheder/2014/12/flere-doer-af-demenssygdomme/http://www.videnscenterfordemens.dk/statistik/

http://www.videnscenterfordemens.dk/statistik/forekomst-af-demens-i-danmark/forekomst-af-demens-i-region-hovedstaden/

Kontakter

For yderligere kommentarer kontakt pressekonsulent Helene Marie Hassager: 31203160

Billeder

Vedhæftede filer

Information om Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Rådhuspladsen 1
1599 København V

https://www.kk.dk/

Følg pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns kommune Sundheds- og Omsorgsforvaltningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye