Raunstrup A/S

Raunstrup leverer endnu et solidt regnskab: Planlægger nye opkøb

Del

Historisk stor ordrebeholdning og sorte tal på bundlinjen i alle tre selskaber under Raunstrup-koncernen. Opkøb skal sikre, at virksomheden kan efterleve kundernes efterspørgsel og sikre vækst med fokus på bundlinjen.

Et overskud på over 11 millioner kroner før skat og sorte tal på bundlinjen i alle Raunstrup-koncernens tre selskaber giver grund til tilfredshed hos administrerende direktør hos Raunstrup A/S, Søren Kristensen.

– Det er et solidt regnskab, der viser stabilitet og et lidt bedre resultat end sidste år. De seneste to års regnskaber er et resultat af en omorganisering og strategiændring i koncernen, vi iværksatte for et par år siden. Den ser nu ud til at bære frugt. Desuden er det et resultat af vores store fokus på at servicere vores faste kunder, siger Søren Kristensen.

Raunstrup A/S har en målsætning om, at 75 procent af virksomhedens årlige omsætning skal komme fra faste kunder og rammeaftaler i 2025, og med koncernens fokus på samarbejde og partnerskaber er man allerede godt på vej til at indfri den målsætning.

Opkøb i hovedstadsområdet er førsteprioritet

Skal den landsdækkende koncern have det maksimale ud af rammeaftalerne og de faste kunder, er det ifølge Søren Kristensen nødvendigt med opkøb af kompetente håndværksvirksomheder, for at udvide virksomhedens kapacitet.

– Det er vigtigt, at vi kan håndtere opgaver der, hvor vores kunder er. Derfor undersøger vi i øjeblikket mulighederne for at styrke vores tilstedeværelse i hele landet, i første omgang med opkøb på Sjælland. Vi er særligt interesserede i opkøb i hovedstadsområdet, hvor vi leder efter en mulighed for at udvide med både et værksted og en medfølgende organisation. Vi tror på, at de virksomheder, der kommer til at klare sig bedst i fremtiden, er dem der sidder tungt på flere dele af værdikæden, og det vil vi gøre med udgangspunkt i øget fokus på egenproduktion indenfor flere fag, siger Søren Kristensen.

Der er særligt travlhed i det nye udviklingsprojekt Raunstrup Bygningsservice A/S, der blandt andet udfører besigtigelse, taksering og udbedring af skader for en række forsikringsselskaber. Et opkøb på Sjælland skal ifølge Søren Kristensen være med til at sikre det rigtige sæt kompetencer til at løse de specialiserede opgaver, som særligt denne division kræver. Lignende opkøb er ifølge Raunstrups direktør også på tegnebrættet i både Aalborg og Esbjerg, hvis den rigtige mulighed opstår.

Forventer travlt år

Mens DI/Dansk Byggeri frygter, at en større økonomisk nedtur som følge af corona-pandemien kan føre til en konkursbølge i bygge- og anlægsbranchen næste år, ser Raunstrup A/S ifølge Søren Kristensen fortrøstningsfuldt på fremtiden.

– Vi oplever en stor efterspørgsel efter vores ydelser og har flere ordrer i bogen nu end i samme periode sidste år. Derudover oplever vi øget aktivitet på den eksisterende kundeportefølje. Det gælder især på Sjælland. COVID-19 krisen har øget vores fokus på risikostyring, men med udgangspunkt i vores nuværende ordrebeholdning og realiserede tal ÅTD, ser vi frem til et yderligere styrket regnskab næste år, siger Søren Kristensen.

Nøgleord

Kontakter

Søren Kristensen
Administrerende direktør, Raunstrup
(+45) 51 51 00 95
skr@raunstrup.com

Links

Information om Raunstrup A/S

Raunstrup A/S
Raunstrup A/S
Robert Fultons Vej 22
8200 Aarhus N

+45 87 12 01 20https://raunstrup.com/

Raunstrup er en moderne og nytænkende landsdækkende Byggekoncern med mere end 300 ansatte og afdelinger i Aarhus, Randers, Silkeborg, Vejle, Odense og Taastrup. Raunstrups stærke kompetencer indenfor Bygningsservice samt total-, hoved-, og fagentrepriser, har dannet grundlag for koncernens positive udvikling de seneste år.