Dansk Vegetarisk Forening

Plantebaserede varer bliver billigere og udvalget større: Bilka genvinder titel som Årets Plantebaserede Supermarked målt på over 100 parametre

Del
Supermarkederne har fået flere plantebaserede produkter på hylderne siden sidste år, og priserne er blevet mere konkurrencedygtige, viser årlig undersøgelse fra Vegetarisk Forening, hvor supermarkederne måles på 111 parametre. Men udvalget bør være langt større, hvis vi skal nå klimamålet, påpeger foreningen, der desuden efterlyser flere økologiske produkter baseret på danske råvarer.

Bilka er igen i år blevet kåret til Årets Plantebaserede Supermarked. Det er resultatet af Dansk Vegetarisk Forenings årlige undersøgelse af udvalget i de danske supermarkeder, hvor mere end 50 typer af fødevarer sammenlignes på 111 parametre – hos 14 supermarkedskæder, heraf 2 online. Undersøgelsens formål er at motivere alle supermarkeder til at forbedre deres plantebaserede udvalg.

Bilka scorede højst med 82 point og vinder prisen som “Årets Plantebaserede Supermarked” i 2020. Nemlig.com følger et stykke efter med 68,3point. Ni supermarkeder scorede mellem 58 og 64 point, mens de sidste tre landede på mellem 38 og 48 point. Den maksimale score er 100.

Stort udvalg er afgørende, hvis forbrugerne for alvor skal tage det grønne til sig

”Forbrugerne er klar på den grønne omstilling. 57 % af danskerne vil gerne spise mindre kød. Derfor er et stort sortiment af plantebaserede produkter i detailhandlen vigtigt. Både for dem, der spiser fleksitarisk, vegetarisk eller vegansk, og for dem der bare gerne vil have mere grøn mad i hverdagen. Vi er derfor glade for at se, at flere supermarkeder har fået et bedre sortiment sammenlignet med sidste år”, siger DVF’s generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl.

Undersøgelsen lægger især vægt på, at der er flere valgmuligheder inden for hver varetype. F.eks. at have flere alternativer til plantebaseret “ost” at vælge imellem og ikke bare udbyde én.

”Bilka har så meget butiksplads, at de selvsagt har lettere ved at tilbyde mange forskellige produkter. Men de produkter og kriterier, som vi måler på, er produkter og kriterier, som alle supermarkeder bør kunne leve op til i 2020”, tilføjer han.

”Bilka scorer især højt på, at de har over 40 af de undersøgte produkttyper, samt at de kan holde en rimelig pris og har økologiske varianter af flere af deres plantebaserede produkter. Siden sidste år har Bilka eksempelvis fået seitan, veganske vaffelis og danske økologiske æbler i butikken. Derudover har de fået sat skilte op ved de plantebaserede produkter, så det er nemmere for kunderne at spotte dem”, fortæller DVF’s erhvervsmedarbejder Jeanne Svalebech Jørgensen, som har været med til at gennemføre undersøgelsen.

“Årets Plantebaserede Højdespringer” er Lidl

Lidl er “Årets Plantebaserede Højdespringer”, da de relativt set har forbedret deres udvalg mest sammenlignet med 2019. Det skyldes blandt andet, at Lidl har fået deres egen veganske produktserie, Vemondo. Herudover har de nu vegansk pizza, plantepostej, vegansk mayonnaise og flere slags planteyoghurt i deres butikker. Også Rema 1000 har forbedret udvalget siden sidste år.

Netto er både “Årets Plantebaserede Discount-Supermarked” og ”Bedst-i-pris”

Netto får en høj score sammenlignet med andre discountsupermarkeder, til dels på grund af deres egen veganske serie Spir, som indeholder en bred pallette af plantebaserede produkter. Størstedelen af discountsupermarkederne scorer lavere end de større supermarkeder, men deres score er generelt gået op siden sidste år, fordi de har fået flere plantebaserede produkter på hylderne.

Netto vinder i år desuden også i kategorien ”Bedst-i-pris”, som sidste år blev vundet af Rema 1000.

Det skyldes Nettos brede sortiment af basisvarer og generelt lavere priser på disse produkter.

6 ud af de 13 produkter, som DVF har undersøgt, er i Netto faldet i pris sammenlignet med sidste år. For den samlede indkøbskurv med de 13 produkter er Netto 15 kroner billigere end Nemlig.com på 2. pladsen og 19 kroner billigere end Meny på 3. pladsen.

”Generelt er priserne på det plantebaserede basis-sortiment faldende i supermarkederne. De varer, som har haft det største prisfald, er økologisk tofu, plantebaserede alternativer til oste og plantebaseret is”, forklarer Jeanne Svalebech Jørgensen.

Behov for at supermarkederne sætter en fælles målsætning om et bedre udvalg

Undersøgelsens formål er at motivere alle supermarkeder til at forbedre deres plantebaserede udvalg.

I midten af november deltog flere af supermarkederne på et erhvervsseminar med fokus på detailhandlen, som DVF havde arrangeret i regi af Netværk for Fremtidens Planteproteiner i Danmark. Deltagerne udtrykte her enighed om, at detailhandlen har et ansvar for at fremme den grønne omstilling, og at der er brug for mere sund konkurrence mellem supermarkederne.

”Vi har allerede en god dialog med de fleste danske supermarkedskæder. Men hvis omstillingen af dansk landbrug og danskernes fødevareforbrug for alvor skal fremmes, er det vigtigt, at der kommer mange flere lokale og økologiske plantebaserede produkter i supermarkederne. Det kræver, at supermarkederne afsætter meget mere plads, så der kan komme et større udvalg af produkter”, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

”Det er typisk Irma, som tager den slags produkter ind først. Men de påpegede til seminaret, at de ikke kan stå alene med den opgave, hvis det for alvor skal batte i den grønne omstilling. Og vi er enige: Der er behov for, at supermarkederne sætter en fælles målsætning om et langt større udvalg, som afspejler, at kunderne har behov for mere variation, når de udforsker grøn mad”.

Baggrund om undersøgelsen

Undersøgelsen er blevet gennemført i efteråret 2020. Dansk Vegetarisk Forening har undersøgt 14 supermarkeder, heraf 12 supermarkedskæder og to online supermarkeder. Grundet corona-epidemien har vi i år opfordret supermarkederne til selv at udfylde et spørgeskema med 111 spørgsmål. Efterfølgende har DVF’s medarbejdere taget stikprøver og sammenlignet resultaterne, så vi kunne finde en vinder, som også er repræsentativ ud fra kundernes oplevelse i supermarkedet. 

I alt blev over 50 typer af varer undersøgt. Supermarkederne blev i alt målt på 111 parametre. F.eks. typer af plantedrik, pris på billigste plantedrik, økologisk version og placering af plantedrik. Udover plantebaserede alternativer til kød blev produkter som kikærter, linser, bønner, nødder, kerner og økologisk frugt og grønt i sæson også gennemgået i undersøgelsen. Der blev også blandt andet målt på, om varerne er bærer en officiel mærkningsordning, der sikrer, at produkterne er veganske/vegetariske, samt på om der skiltes tydeligt ved de plantebaserede varer. Spot- og tilbudsvarer blev ikke medtaget i undersøgelsen.

For at finde supermarkedet, som er “Bedst-i-pris”, har DVF sammenlignet priserne på 13 plantebaserede basisvarer, som ethvert supermarked bør have, hvis de vil tiltrække grønne forbrugere. 

Nøgleord

Kontakter

Rune-Christoffer Dragsdahl
Generalsekretær, Dansk Vegetarisk Forening
rc (at) vegetarisk.dk / Tlf 50 56 18 17

Billeder

Links

Information om Dansk Vegetarisk Forening

Dansk Vegetarisk Forening
Vesterbrogade 15, 2. sal
1620 København V

50 56 18 17https://vegetarisk.dk

Dansk Vegetarisk Forening (DVF) arbejder for at udbrede vegetarisk levevis samt oplyse om fordelene ved at skære ned på animalske produkter – såvel for dyr og mennesker som af hensyn til global bæredygtighed. Vi er en forening for vegetarer, veganere og alle andre, der støtter plantebaseret levevis. Vi tror på, at hvert eneste plantebaserede måltid gør en forskel. Vi samarbejder med erhvervsliv, forskere, politikere, myndigheder og andre organisationer om at gøre verden grønnere.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Vegetarisk Forening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Vegetarisk Forening

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye