PISA 2018: Drenge taber terræn
3.12.2019 09:00:06 CET | Børne- og Undervisningsministeriet | Pressemeddelelse
Piger har klart bedre resultater end drenge i læsning. Det gælder i alle lande i undersøgelsen. Forskellen i Danmark er 29 point i 2018. Kønsforskellen er dog den mindste blandt de nordiske lande og er på niveau med OECD-gennemsnittet.
Drenge har tidligere haft bedre resultater end piger i både matematik og naturfag. I begge fag er forskellen blevet mindre over tid. I 2018 ligger drenge og pigers resultater for første gang nogenlunde på samme niveau i begge fag.
I både matematik og naturfag dækker udviklingen over, at piger har resultater på cirka samme niveau i 2018 som i de første PISA-runder, mens drenges gennemsnitlige resultat er blevet dårligere. I matematik har drengenes resultater dog været stabile siden 2009. I naturfag er drengene gået tilbage siden 2015, efter at have haft stabile resultater i en årrække.
Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler:
“Det bekymrer mig, at drengene klarer sig så relativt ringe i både læsning og nu også i naturfag. Det er på tide, at vi ikke bare i Danmark, men på tværs af OECD-landene får set på, hvordan vi kan få skabt en skole, som drengene har det bedre med og klarer sig bedre i. Det er ikke nogen let opgave.”
I de øvrige nordiske lande og i OECD som helhed har piger bedre resultater end drenge i både matematik og naturfag.
Fald i scoren i naturfag
Overordnet ligger de danske 15-årige – ligesom i PISA 2015 – over OECD-gennemsnittet inden for alle de faglige områder, som PISA tester eleverne i: Læsning, naturfag og matematik. I læsning og matematik fastholder de danske 15-årige deres gode resultater fra 2015. I naturfag er der sket et fald. Det viser de nye tal fra PISA 2018, der er blevet offentliggjort i dag.
79 lande og regioner har deltaget i den nyeste PISA-undersøgelse. 10 lande scorer signifikant bedre end de danske 15-årige i læsning, 10 lande bedre i matematik, og 20 lande bedre i naturfag.
I læsning og matematik har de danske 15-årige en gennemsnitscore på niveau med resultaterne i 2015. I naturfag er der sket et fald i scoren på ni point fra 2015.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler:
”Jeg glæder mig over, at vi ligger over OECD-gennemsnittet, og at vi fastholder de gode resultater i læsning og matematik. Vi skal dog ikke glemme, at en ud af seks forlader skolen uden tilstrækkelige læsekompetencer, så selvom de overordnede tal ser gode ud, så dækker de over store udfordringer for det danske skolevæsen. Jeg er bekymret over det fald, vi ser i naturfag. Det bliver vi nødt til at se nærmere på. De kompetencer, eleverne ikke får i skolen, risikerer de at mangle resten af livet.”
Flere gode læsere, men også stor gruppe af 15-årige med læseudfordringer og faldende læselyst
Gruppen af meget dygtige læsere er er blevet større i hver eneste PISA-undersøgelse siden 2009. I 2018 er andelen 8,4 procent. Andelen er steget med 3,7 procentpoint siden 2009 og 3 procentpoint siden 2012.
Det er ikke lykkedes at reducere andelen af meget svage læsere, som i 2018 er på 16 procent. Andelen er ikke signifikant forskellig fra resultaterne i PISA-runderne i 2009, 2012 og 2015. Elever med svag socioøkonomisk baggrund har markant dårligere resultater end elever med stærk socioøkonomisk baggrund. Billedet er også stadig, at 15-årige med indvandrerbaggrund har markant lavere læsekompetencer end elever uden indvandrerbaggrund.
De danske elevers læselyst er væsentligt mindre end gennemsnittet for elever i OECD og samtidig klart faldende. Samtidig er der markant forskel på drenge og pigers læselyst, og drengene ligger således langt under OECD-gennemsnit.
Sammenligning i forhold til andre lande
I de øvrige nordiske lande har Finland, Island og Norge oplevet et fald i læseresultater. Læseresultaterne i 2018 er for Sverige, Norge og Danmark på samme niveau. Finland har et højere gennemsnit. Island har et lavere gennemsnit.
Finland har set et kraftigt fald siden 2006 i matematikresultater, og danske og finske 15-årige er nu på niveau i matematik. Norske, svenske og islandske 15-årige har fremgang i deres matematikresultater, men ligger lavere end de danske.
I naturfag ligger de danske elevers gennemsnit ligesom de øvrige nordiske lande signikant lavere end Finland, selvom gennemsnittet i Finland er faldet støt siden 2006.
Fakta om PISA
PISA (Programme for International Student Assessment) er en international undersøgelse af 15-åriges kompetencer inden for tre faglige områder:
- læsning
- matematik
- naturfag
PISA er etableret i et samarbejde mellem OECD-medlemslande og en række partnerlande. Formålet med PISA er at måle, hvor godt de 15-årige er forberedt til at møde udfordringerne i dagens informationssamfund.
PISA-undersøgelsen er gennemført hvert tredje år siden år 2000. Danmark har deltaget i alle syv runder. I Danmark er PISA 2018 gennemført af et konsortium bestående af VIVE, Aarhus Universitet (DPU) og Danmarks Statistik.
I Danmark deltog i alt 7.657 15-årige unge fordelt på 344 uddannelsesinstitutioner i PISA 2018.
Nøgleord
Information om Børne- og Undervisningsministeriet
Børne- og UndervisningsministerietFrederiksholms Kanal 21
1220 København K
33 92 50 00https://www.uvm.dk/
Følg pressemeddelelser fra Børne- og Undervisningsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børne- og Undervisningsministeriet
Ny temauge skal være med til at styrke børn og unges kendskab til rigsfællesskabet25.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Børn og unge i Danmark skal have en bedre forståelse for rigsfællesskabet og de tre landes fælles historie. Det skal blandt andet ske gennem ny temauge i grundskolen: Rigsfællesskabsugen.
Et år efter: Børne- og Undervisningsministeriet i fuld gang med at følge op på anbefalinger fra Trivselskommissionen25.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Støtte til ophold på efterskoler, smartphonefri skoler og en ny måde at tale om trivsel på. Her er en status på, hvordan Børne- og Undervisningsministeriet arbejder med Trivselskommissionens anbefalinger.
Elever fra Færøerne og Grønland kan nu bo på deres skolehjem i ferier og på helligdage11.2.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fra i år kan elever på erhvervsuddannelser fra Færøerne og Grønland bo på deres skolehjem på helligdage og i ferier.
Grønlands største medie vinder dansk FN-pris29.1.2026 11:30:00 CET | Pressemeddelelse
For første gang uddeler UNESCO i Danmark Den danske UNESCO-pris. Prisen går i år til det grønlandske medie Sermitsiaq for avisens markante og vedholdende indsats for at styrke den demokratiske, mediebårne samtale i Kongeriget Danmark. Den overrækkes torsdag 29. januar til Sermitsiaqs chefredaktør og direktør Masaana Egede. Ifølge juryen har Sermitsiaq i en helt særlig situation løftet et ekstraordinært ansvar. I en tid, hvor Grønland er genstand for massiv international opmærksomhed, har mediet både leveret solid og vedkommende nyhedsdækning til den grønlandske befolkning og fungeret som et afgørende korrektiv over for misinformation – nationalt såvel som internationalt. “Sermitsiaq sikrer en oplyst offentlighed i vanvittig tid. Deres arbejde fortjener dyb anerkendelse. Med få ressourcer styrker de vores demokratiske modstandskraft. Det er publicisme i praksis”, siger Ida Ebbensgaard, forperson for UNESCOs priskomite. “Det betyder mere, end de fleste tror, at vores indsats bliver set o
Nye midler til studieture skal styrke unges viden om Holocaust og antisemitisme27.1.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Pulje til studieture for gymnasieelever med fokus på Holocaust, der skal være med til at styrke unges viden om Holocaust og antisemitisme, forlænges med fire år.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum