Region Sjælland

Over 700.000 borgere får i dag brev om nyt nummer til akuthjælp

Del

Når borgerne i Region Sjælland fra 1. oktober skal ringe til lægevagt, skadestue eller psykiatrisk akutmodtagelse, skal der tastes 1818 – det nye fælles telefonnummer til hurtig hjælp ved sygdom og skade.

1818. Efter 1. oktober behøver regionens borgere kun huske de fire cifre, hvis de får brug for akuthjælp og skal have fat i lægevagt, skadestue eller psykiatrisk akutmodtagelse. Et brev med den besked lander i dag og de kommende dage i e-Boks eller postkassen hos de omkring 716.000 borgere i Region Sjælland, der er fyldt 15 år.

I brevet er der også et vigtigt budskab om, at man fortsat skal ringe 1-1-2 ved akut livstruende situationer.

- Jeg er glad for, at vi gør det endnu nemmere at komme i kontakt med sundhedsvæsenet, når man som borger har akut brug for hurtig hjælp ved sygdom og skade. Hidtil har der været seks forskellige numre, der kunne være svære at huske. Det forenkler vi nu, så man kun skal huske på telefonnummeret 1818 – fire cifre, der øger tilgængeligheden og gør det lettere for borgerne, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

1818 erstatter og samler de seks forskellige telefonnumre, der i dag er på akutområdet til lægevagten (herunder sundhedsrådgivningen), skadestuen og psykiatrisk akutmodtagelse. Hvis borgere efter 1. oktober ringer til et af de numre, der ikke længere er i brug, henviser en telefonsvarer til det nye nummer.

Overtager hele lægevagten
Overgangen til 1818 sker samtidig med, at Region Sjælland overtager hele driften af lægevagten fra Praktiserende Lægers Organisation. Når man fra 1. oktober kontakter lægevagten, vil både læger, sygeplejersker og særligt uddannede ambulancebehandlere være klar til at hjælpe. Lægevagten har ligesom i dag åben, når ens egen læge har lukket.

- Lægevagten er en helt afgørende del af vores sundhedsvæsen tæt på borgerne, og det er en spændende og vigtig opgave, som vi glæder os til at komme i gang med. Både lægevagtens konsultationssteder, samt de udkørende lægevagtsbiler, er udstyret med nyt og moderne måleudstyr, der kan være med til at sikre, at vi hurtigere kan finde ud af, hvad borgerne fejler, så vi kan give den rette behandling, siger Heino Knudsen.

Der vil fortsat være 11 steder, hvor man efter telefonisk kontakt til lægevagten kan møde op og blive tilset af en læge. Konsultationsstederne ligger i Holbæk, Kalundborg, Køge, Nakskov, Næstved, Nykøbing F., Nykøbing Sj., Ringsted, Roskilde, Slagelse og Vordingborg. Lægevagten kan også beslutte at køre på sygebesøg i borgerens eget hjem.


Fakta

  • På 1818.dk kan man læse mere om de forskellige former for akuthjælp, der nu samles under 1818.

  • Brevet med besked om det nye fælles telefonnummer til akuthjælp sendes til de omkring 716.000 borgere i Region Sjælland, der er fyldt 15 år. Heraf modtager cirka 656.000 borgere brevet i e-Boks og cirka 60.000 borgere, der er fritaget for digital post, et fysisk brev.

  • Selvom nummeret til akuthjælp er nyt, er åbningstiderne for lægevagt (herunder sundhedsrådgivningen), skadestue og psykiatrisk akutmodtagelse de samme som i dag.

  • I april besluttede et enstemmigt regionsråd på baggrund af en borgerundersøgelse, at 1818 skal være det nye fælles nummer til akutområdet i Region Sjælland.

Kontakter

Heino Knudsen, regionsrådsformand, 51 14 54 96

Billeder

Vedhæftede filer

Information om Region Sjælland

Region Sjælland
Region Sjælland
Alleen 15
4180 Sorø

https://www.regionsjaelland.dk

Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum