N1

Opfordring fra netselskabet N1: Kan du flytte dit elforbrug, vil det hjælpe os alle

Del

Fra 1. januar 2021 får 750.000 netkunder i højere grad mulighed for at påvirke posten ‘nettarif’ på elregningen. Det skyldes, at Jyllands største netselskab N1 indfører variable timetariffer, hvor prisen for transport af strøm bliver billigere, når der er god plads i elnettet og dyrere, når elnettet er hårdest belastet.

Med de nye variable timetariffer fra N1 bliver det billigere at lade elbilen om natten end mellem kl. 17 og 20.
Med de nye variable timetariffer fra N1 bliver det billigere at lade elbilen om natten end mellem kl. 17 og 20.

En almindelig husstand med et årligt elforbrug på 4.000 kilowatt-timer betaler ca. 1.000 kr. i nettarif og abonnement til N1 for at få transporteret strøm frem til sin bolig. Og den pris vil som udgangspunkt ikke ændre sig for N1’s netkunder efter 1. januar 2021.

Overvejer netkunderne imidlertid at anskaffe sig en elbil eller skifte oliefyret ud med en eldreven varmepumpe, så er der grund til at være opmærksom, når N1 efter årsskiftet indfører variable timetariffer fortæller Markeds- og Udviklingsdirektør i N1, Daniel Skovsbo Erichsen.

Med indførelsen af variable timetariffer falder nettariffen nemlig med ca. en femtedel i 94% af årets timer sammenlignet med priserne i 2020. Til gengæld bliver nettariffen dobbelt så dyr i vinterhalvåret (oktober til marts), men kun fra kl. 17-20, hvor der er størst pres på elnettet. Og dermed kan netkunderne spare penge ved eksempelvis at lade elbilen om natten frem for mellem 17 og 20.

Rettidig omhu

Det er ikke uden grund, at N1 indfører variable timetariffer netop nu. I takt med, at flere industrier bliver elektrificeret og antallet af elbiler og varmepumper vokser, forventer netselskabet, at vores elforbrug vil fordobles over de næste 10 år. Det er en god udvikling, men vil samtidig også sætte pres på elnettet. De nye variable timetariffer skal dermed ses som rettidig omhu.

”Store dele af N1’s elnet er bygget tilbage i 60’erne og 70’erne, hvor elforbruget var meget anderledes end i dag. Tænk bare hvordan tørretumblere og opvaskemaskiner har ændret vores liv frem til i dag. Og i fremtiden får vi elbiler og varmepumper til at gøre vores hverdag mere bæredygtig, men det belaster også vores elnet yderligere” forklarer Daniel Skovsbo Erichsen og fortsætter:

”Selvom det er N1, der driver elnettet, så ejer kunderne det i fællesskab. Det betyder også, at det i sidste ende er netkunderne, der gennem tarifferne betaler for de nødvendige investeringer, det kræver at forstærke elnettet. Hvis virksomheder såvel som private i højere grad fordeler forbruget hen over døgnets timer, og på den måde udnytter elnettets kapacitet bedre, kan vi reducere investeringerne i at udbygge elnettet. Det er det, vi gerne vil belønne kunderne for med de variable timetariffer.”

På den måde kan netkunderne tage aktiv del i den grønne omstilling og samtidig spare penge på sin egen elregning – alene ved at flytte elforbruget.

Ved indførelsen af variable timetariffer vil N1 samlet set opkræve det samme beløb til drift og vedligehold af elnettet som før. De kommende priser for 2021 kan findes N1’s hjemmeside www.n1.dk.

Kontakter

Daniel Skovsbo Erichsen, Markeds- og Udviklingsdirektør i N1, tlf. 5163 1739
Kamilla Høst Pedersen, Presseansvarlig i N1, tlf. 2025 5056

Billeder

Med de nye variable timetariffer fra N1 bliver det billigere at lade elbilen om natten end mellem kl. 17 og 20.
Med de nye variable timetariffer fra N1 bliver det billigere at lade elbilen om natten end mellem kl. 17 og 20.
Download

Information om N1

N1
N1
Edison Park 1
6715 Esbjerg N

http://www.n1.dk

N1 forsyner hver dag mere end 750.000 hjem og virksomheder i Jylland med strøm. Vi sørger for at vedligeholde, udbygge og fremtidssikre elnettet.

Vi investerer løbende i elnettet, så det kan løfte fremtidens behov. På den måde kan vi effektivt sikre høj leveringssikkerhed på strøm – både nu og for de næste generationer. En samfundsopgave, vi er stolte af at løse.