Siteimprove A/S

Opfinderen af world wide web, Sir Tim Berners Lee hovedtaler på event om digital tilgængelighed

Del
PRESSEINVITATION: Den 18. maj er den danske softwarevirksomhed Siteimprove vært for den årlige ’Global Accessibility Awareness Day’ i København, en non-profit begivenhed, hvis formål er at øge opmærksomheden omkring vigtigheden af digital tilgængelighed. Hovedtaler bliver MIT-professoren Sir Tim Berners-Lee, der tidligere i april modtog A. M. Turing prisen, der ofte kaldes computervidenskabens pendant til Nobel-prisen.

Internettet er allestedsnærværende og har gjort os mere forbundet med hinanden, informerede og mobile. Men en overraskende stor gruppe mennesker er stadig helt eller delvist ekskluderet fra at opnå de mange praktiske og sociale fordele den digitale udvikling giver på grund af forskellige former for handicap.

I Danmark alene anslås det fx at op imod 16% af alle borgere i øjeblikket har svært ved at tilgå den information de fleste af os tager for givet, og på europæisk plan er det en aktuel problematik for op imod 80 mio. mennesker. Den 18. maj er den danske softwarevirksomhed Siteimprove vært for dette års ’Global Accessibility Awareness Day’ (GAAD), en non-profit begivenhed, der afholdes for sjette år i træk.

Målet er, at skabe debat og dele viden om digital tilgængelighed, og hvordan det påvirker personer med forskellige former for handicap, når de fx søger på nettet, bruger software eller downloader en app til deres mobil.

Arrangementet er for alle der vil blive klogere på de principper og teknologier, der kan gøre websteder, software og andre ’tekniske løsninger’ tilgængelige og inklusive. Men det bliver også en dag, hvor nogle af verdens førende eksperter vil drøfte de udfordringer nettet står over for, hvis det skal blive ved med at være en åben platform, som gør det muligt for alle på kloden at dele information, få adgang til lige muligheder og samarbejde på tværs af geografiske og kulturelle forskelle.

Hovedtaler på dagen er briten Sir Tim Berners-Lee, der er verdensberømt for i 1989 at have opfundet den såkaldte HTTP protokol på CERN i Schweiz. Den gjorde det muligt at distribuere hypertekst via internettet og sammen med HTML og den allerførste browser blev det til det, som de fleste forbinder med at bruge nettet i dag. Berners-Lee er i dag professor på Massachusetts Institute of Technology (MIT). Herfra leder han også World Wide Web Consortium (W3C), som han etablerede i 1994 med det formål at udvikle webstandarder, herunder også internationale retningslinjer for digital tilgængelighed. Tidligere i april modtog han den prestigefyldte A.M. Turing pris, der går for at være computer-videnskabens pendant til Nobel-prisen.

På arrangementet den 18. maj vil der også være indlæg fra den anerkendte canadiske tilgængelighedsekspert, Jennison Asuncion, en af idemændene bag GAAD. Desuden planlægger Siteimprove, at omdanne hele Ofelia Plads, der ligger lige over for virksomhedens hovedsæde på Sankt Annæ Plads, til et stort festival-lignende område med telte, hovedscene, og en stribe mindre stande. Ved hjælp af f.eks. ’Parkinson handsker’ og synshandicapsimuleringsbriller vil deltagerne her blive i stand til at opleve på egen krop, hvilke begrænsninger det giver at have et handicap, når man fx søger information på nettet. 

Praktiske detaljer:

Hvornår: Torsdag den 18 maj 2017 Hvor: 8:45am - 12:30pm Ofelia Plads, Kvæsthusbroen, Copenhagen, 1250, Denmark. Adgang: Arrangementet er gratis, men kræver registrering.

Presse-registrering og spørgsmål

Medlemmer af pressen kan benytte dette link til at sikre sig gratis adgang til arrangementet:

http://bit.ly/2osf1y3. Ved spørgsmål kontakt kommunikationskonsulent Mads Gyldenkærne på mads@gyldenkaerne.dk. Siteimprove stiller på dagen et presserum til rådighed for journalister. Ved interview-ønsker kontakt Mads Gyldenkærne på 52271027, meget gerne forud for arrangementet.

Program

9:00-9:15: Åbningstale, Morten Ebbesen, CEO for Siteimprove

9:15-9:45: Keynote, Jennison Asuncion, medstifter af GAAD

9:45-10:15: Karl Groves & Billy Gregory, The Viking and The Lumberjack

10:15-10:45: Gå på opdagelse hos de forskellige ’tilgængeligheds stande’. Gratis kaffe og adgang til toiletter.

10:45-11:15: Keynote med Sir Timothy John Berners-Lee, opfinderen af World Wide Web

11:15-11:30: Gå på opdagelse hos de forskellige ’tilgængeligheds stande’. Gratis kaffe og adgang til toiletter.

11:30-12:30: Panel diskussion: Status på web tilgængelighed nu og i fremtiden. Faciliteret af Jennison Asuncion.

Paneldeltagere: Shadi Abou-Zahra, Accessibility Strategy and Technology Specialist, W3C Roberto Scano, Chair UNI/CT 531 eAccessibility, UNINFO (IT) Alejandro Moledo, New Technologies & Innovation Officer, European Disability Forum Timothy Creagan, Senior Accessibility Specialist, US Access Board Ralph de Rooji, Directorate-General for Government Organizations, Ministry of the Interior and Kingdom Relations (NL)

Nøgleord

Kontakter

Kommunikationskonsulent Mads Gyldenkærne, mads@gyldenkaerne.dk, 52271027

Vedhæftede filer

Links

Information om Siteimprove A/S

Siteimprove A/S
Sank Annæ Plads 28
1250 København S

http://www.siteimprove.com

Siteimprove er en dansk softwarevirksomhed, der hjælper private og offentlige organisationer med deres digitale tilstedeværelse, herunder webanalytics, tjek af døde links og stavefejl, SEO og ikke mindst tjek af digital tilgængelighed: www.siteimprove.com

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye