L&F

Øko-Danmark mødes til Økologi-Kongres i Kolding

Del
Mogens Lykketoft åbner Økologi-Kongres 2017 onsdag i Kolding. Her vil 900 økologer og økologiinteresserede diskutere nyeste viden og forskning indenfor økologisk fødevareproduktion og forbrug. Bæredygtighed er kongressens hovedtema, og den indledende debat handler om FN’s 17 verdensmål i et økologisk perspektiv.

Mogens Lykketoft var formand for FN’s generalforsamling, da landene vedtog de 17 mål for global bæredygtighed. Onsdag indleder han sammen med 900 økologiske landmænd, virksomheder, køkkener, rådgivere og forskere årets Økologi-Kongres på Comwell i Kolding.

FN’s 17 verdensmål forpligter verden til at sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling. Her har bæredygtig økologisk fødevareproduktion en vigtig rolle at spille i forhold til klodens klima, vand- og naturressourcer og menneskets fødevareforsyningssikkerhed. Mogens Lykketoft åbner med et oplæg om arbejdet med at realisere verdensmålene – derunder betydningen af bæredygtig produktion og forbrug af fødevarer i globalt perspektiv.

- Danmark er på mange strækninger foregangsland for en social, økonomisk og miljømæssigt bæredygtig udvikling, men vi har stadig med tyngden af vor høje produktion og forbrug et tungt fodaftryk, der bidrager til miljøproblemer og klimaforandring. Det er ikke mindst landbrug og transportsektor, der skal bidrage mere til den bæredygtige udvikling, siger Mogens Lykketoft.

Herefter retter Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening og Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer blikket mod de hjemlige himmelstrøg og ser på fremtidens økologi. Hvilke veje skal vi gå for at styrke en bæredygtig økologisk fødevareproduktion til fremtidens markeder?

- Landbruget skal levere på mange parametre i fremtiden. Ikke bare i markedet, men også i det samfund, som skal leve af og med landbruget. Økologien er et solidt svar og udtryk for en helhedstænkning rettet mod at præstere en bæredygtig økonomi, ordentlig mad og en grøn fremtid i pagt med verdensmålene, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

-At producere bæredygtigt ligger i økologiens DNA. Men vi skal blive bedre til at dokumentere, hvad vi helt konkret gør for at producere mere bæredygtigt. Vi har brug for værktøjer der præcist kan vise, hvad vi kan gøre for at producere mere bæredygtigt på bedrifterne. Derfor videreudvikler vi nu bæredygtighedsværktøjet RISE som over 200 økologer allerede har brugt til at forbedre bæredygtigheden, siger Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevares Økologisektion.

Økologi-Kongressen har med jævne mellemrum været afholdt i Danmark siden 1998. Siden 2009 hvert andet år. På www.okologi-kongres.dk kan man se detaljeret program for de to dages temamøder, events og debatter. Kongressen arrangeres af SEGES, Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer i samarbejde med ICROFS – Aarhus Universitet og Biodynamisk forening.

For yderligere kommentarer/info

Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, 22 22 07 37

Hans-Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers Økologisektion, 40 73 11 33

Joachim Plaetner Kjeldsen, pressemedarbejder, Økologisk Landsforening, 30 54 39 30, jkj@okologi.dk

Mille Marie Christensen, pressekonsulent, Landbrug & Fødevarer, 61 70 20 47, mic@lf.dk

Information om L&F

L&F
L&F
Axeltorv 3, 1. sal
1609 København V

3339 4000http://www.lf.dk/

Landbrug & Fødevarer er erhvervsorganisation for landbruget, fødevare- og agroindustrien. Med en eksport på 156 milliarder kroner årligt og med 169.000 beskæftigede repræsenterer vi et af Danmarks vigtigste eksporterhverv. Ved at nytænke og synliggøre erhvervets bidrag til samfundet sikrer vi vores medlemmer en stærk placering i Danmark og globalt.

Følg pressemeddelelser fra L&F

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra L&F

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye