Ø-kommuner har de højeste udgifter pr. indbygger
Landets ø- og landkommuner havde i 2022 flest udgifter pr. indbygger, mens Frederiksberg Kommune havde færrest. Udgifter til senior- og førtidspension pr. indbygger er højere i landkommunerne end i resten af landet.
Læsø, Lolland, Samsø og Langeland Kommune. Det er de fire kommuner i landet, som havde de højeste nettodriftsudgifter pr. indbygger i 2022. Læsø Kommune havde den højeste med 95.048 kr. pr. indbygger. I den anden ende finder vi Frederiksberg Kommune, hvor udgiften var 56.161 kr. pr indbygger efterfulgt af Skanderborg Kommune og Vejle Kommune.
”De store forskelle på kommunernes udgifter pr. indbygger i landets kommuner er ikke nødvendigvis et billede af kommuner med et større eller mindre serviceniveau eller bedre administration. Det er nok mere et udtryk for kommunernes forskellighed ift. befolkningssammensætning og geografi,” siger Magnus Jeppesen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
Nettodriftsudgifter pr. indbygger, 2022

Kilde: www.statistikbanken.dk/REGK11
Landkommuner havde de højeste nettodriftsudgifter pr. indbygger
Hvis vi inddeler landets 98 kommuner i kategorierne hovedstadskommuner, storbykommuner, provinsbykommuner, oplandskommuner og landkommuner, så viser tallene, at landkommuner havde de højeste udgifter i 2022 på 71.622 kr. pr. indbygger. Storbykommuner havde de laveste udgifter på 62.597 kr. pr. indbygger. En landkommune er defineret som en kommune, hvor den største by har under 30.000 indbyggere, og antallet af tilgængelige arbejdspladser er mindre end 40.000.
De andre tre kommunegrupper, hovedstadskommuner, provinsbykommuner og oplandskommuner havde alle udgifter for mellem 64.400-64.800 kr. pr. indbygger. I gennemsnit havde landets kommuner udgifter for 65.740 kr. pr. indbygger.
Dykker vi ned i de forskellige udgiftsposter, så har landkommuner de højeste udgifter til ældre pr. indbygger, hvorimod hovedstadskommuner har de højeste udgifter til dagtilbud til børn og unge. Derudover er landkommunernes udgifter til senior- og førtidspension højere pr. indbygger i forhold til resten af landet. Her brugte landkommunerne 7.300 kr. pr. indbygger sidste år mod gennemsnittet for hele landet på 5.500 kr. Udgifterne var lavest i hovedstadskommunerne med en nettodriftsudgift pr. indbygger på 3.800 kr.
”I landkommunerne er udgifterne pr. indbygger steget mest over de seneste tre år. Det skyldes bl.a., at udgifter til ældrepleje og senior- og førtidspension er vokset mere i landkommunerne fra 2019-2022 end i resten af landet,” siger Magnus Jeppesen, fuldmægtig i Danmarks Statistik.
I landkommunerne steg udgifterne pr. indbygger samlet set med 6.708 kr. fra 2019-2022. Til sammenligning steg udgifterne med mellem 4.600-5.400 kr. pr. indbygger for de andre kommunegrupper i perioden.
Nettodriftsudgifter pr. indbygger

Kilde: www.statistikbanken.dk/REGK31
Kommunerne havde samlet set nettodriftsudgifter for 388,6 mia. kr. i 2022, hvilket er 9,3 mia. kr. mere end i 2021 svarende til en stigning på 2,5 pct.
Fakta: De kommunale nettodriftsudgifter er driftsudgifterne fratrukket driftsindtægter og statsrefusion.
Kommunegrupper: www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/nomenklaturer/kommunegrupper
Hvis du har spørgsmål til tallene i artiklen, er du velkommen til at henvende dig til Magnus Jeppesen på mnj@dst.dk eller telefon 39173411.
Nøgleord
Danmarks Statistik
Danmarks Statistik er den centrale myndighed for dansk statistik. Vores opgave er at indsamle, bearbejde og offentliggøre statistiske oplysninger om det danske samfund.
Følg pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Danmarks Statistik
Befolkningen har nu rundet 6 mio.10.6.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 1. maj 2025 rundede befolkningen i Danmark 6 mio. indbyggere. I 1973 rundede befolkningen 5 mio., og dermed har det taget 52 år at gå fra 5 til 6 mio. indbyggere.
Næsten halvdelen af beboerne på krisecentre er børn6.6.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
48 pct. af de personer, der var på et krisecenter i perioden 2017-2024, var børn under 18 år, som kom med en forælder. Hvert fjerde af disse børn var 0-2 år, første gang de kom med på krisecenter.
En femtedel af landets boliger har brændeovn5.6.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
19 pct. af de beboede boliger i Danmark har en brændeovn. 4 pct. har en træpilleovn eller et træpillefyr. Fjernvarme er den mest brugte primære opvarmningsform i vores boliger.
1.000 kroner i 50 år28.5.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 1000-kroneseddel, der udgår her ved udgangen af maj, er nok til 10 kg kaffe eller et par gode sko. Da den blev indført i 1975, rakte sedlen til 34 kg kaffe - eller en hel husstands årlige forbrug af fodtøj. Danmarks Statistik ser tilbage på værdien af 1.000 kr.
Syv procent af danske familier har sommerhus15.4.2025 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
De 224.000 familier, der har sommerhus, har højere løn og længere uddannelse end gennemsnittet. Også på andre områder skiller sommerhusejerne sig ud ift. gennemsnittet: Flere har bil, ejer også deres helårsbolig og har et toplederjob.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum