Nyt studie: Sådan agerer det hallucinerende stof i psilocybin-svampe på molekylært plan
2.5.2023 10:25:38 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse
Spids nøgenhat (Psilocybe semilanceata) er en af ca. 200 svampearter, som indeholder det hallucinationsfremkaldende stof psilocybin. Stoffet har i årtusinder været kendt og brugt af vores forfædre, og i disse år oplever det en fornyet interesse fra naturvidenskabelige forskere og behandlere.
Stoffet rummer nemlig potentiale til at revolutionere måden, vi behandler fx svært depressive og stof-afhængige mennesker på, mener mange. Det gælder også SDU-forskerne, lektor Himanshu Khandelia og postdoctoral researcher Ali Asghar Hakami Zanjani fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci.
De har netop publiceret den videnskabelige artikel The Molecular Basis of the Antidepressant Action of the Magic Mushroom extract, Psilocin. Artiklen er den tredje i en række om samme emne fra de to forskere (Interaction of psychedelic tryptamine derivatives with a lipid bilayer og Magic mushroom extracts in lipid membranes). Det seneste studies medforfattere er Teresa Quynh Tram Nguyen og Luise Jacobsen. Arbejdet er støttet af Lundbeckfonden og Novo Nordisk Fonden.
Binder stærkere end serotonin
- Min interesse blev vakt, da jeg hørte en podcast om at behandle rygetrang med psilocybin. Og da der vokser psilocybin-svampe overalt i Danmark – jeg plukkede nogle i Svanninge Bakker – var det ikke svært at gå i gang med vores forskning, fortæller Himanshu Khandelia.
Sammen med Ali Asghar Hakami Zanjani er han optaget af at forstå, hvad der sker på det molekylære plan, når psilocybin kommer ind i kroppen, forvandles til psilocin og når frem til hjernen.
- Tidligere forskning har vist, at psilocin binder til serotonin-receptorer i hjernen. Vi har nu vist, at psilocin binder stærkere end serotonin til 5-HT2AR serotonin receptorer. Den viden kan man bruge, hvis man ønsker at designe et lægemiddel, der agerer ligesom psilocybin, forklarer Ali Asghar Hakami Zanjani.
"Glad, hvis samfundet kan bruge vores forskning"
De to forskere er hverken hjerneforskere eller farmaceuter, så de har ingen aktuelle planer om at lave kliniske forsøg eller designe nye lægemidler. Deres forskning handler om at studere og beskrive, hvad der sker på det molekylære plan, når psilocin møder en hjernecelle, trænger gennem dens membran og binder sig til receptorer.
”Det ville gøre mig meget glad, hvis samfundet kan bruge vores forskning. Måske nogen tager det her videre og skaber et molekyle, der kan bruges i medicinsk behandling af fx depression”, siger Himanshu Khandelia.
Khandelia og Zanjani er dog ikke færdige med at forske i psilocin, og i øjeblikket er de i gang med at undersøge den mekanisme, hvorved stoffernes binding til receptoren udløser psykoaktive reaktioner.
Isoleret fra svampe i 1959
Tiden er gunstigere, end den har været længe for de forsker-kolleger, der ønsker at udforske psilocybin-behandlinger af fx depression, afhængighed, anoreksi og PTSD.
Siden 1960erne har mange landes sundhedsmyndigheder haft strikse forbud mod at forske i hallucinerende stoffer som psilocybin og LSD.
Forinden havde den schweiziske kemiker Albert Hoffmann i 1959 isoleret psilocybin og psilocin fra svampen P. mexicana, og det medicinalselskab, som han arbejdede for, markedsførte og solgte ren psilocybin til læger og terapeuter, som så kunne behandle deres patienter med det.
Gør det aldrig på egen hånd
Hen mod slutningen af 1960erne strammede mange lande, især USA, deres lovgivning om euforiserende stoffer, og det ramte også forskning i psilocybin og lignende stoffer, som stort set har ligget stille siden 1960erne og indtil for få år siden. I dag er lande som USA, England og også Danmark igen aktive på forskningsområdet – nu med en noget mere forsigtig tilgang.
Hallucinationer og følelsen af at været afkoblet verden følger nemlig med, hvad enten man spiser en psilocybin-svamp for at tage et trip eller man tager stoffet i en lægeordineret tablet, og det kalder på forsigtighed, forklarer Ali Asghar Hakami Zanjani:
- Forskning har vist, at man får en oplevelse, som er anderledes. Det er en form for hallucination. Det kendetegnende er, at patienterne får et helt nyt syn på deres situation: eksempelvis kan den terminale kræftpatient miste angsten for snart at skulle dø og i stedet opleve en accept af sin livssituation. Sådanne seancer skal foregå i trygge og guidende rammer, som ledes af uddannede terapeuter. Ingen i dag vil anbefale, at man bare skal spise nogle svampe hjemme i sin egen stue.
Mere psykedelisk forskning på SDU:
På SDU forsker også lektor Mikael Palner, Klinisk Institut, i psykedeliske stoffer. Han og hans studerendes fokus er at teste stofferne på rotter. Et spor af denne forskning går ud på at undersøge farmakokinetikken af forskellige psykedeliske stoffer, fx LSD, psilocybin og DMT i rotter. Et andet spor går ud på at undersøge, om psilocybin kan behandle rotter med forskellige psykiske lidelser som angst, tvangshandlinger eller PTSD.
https://www.palnerlab.org/
Kontakter
Lektor Himanshu Khandelia, Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, SDU (taler ikke dansk).
hkhandel@sdu.dk, 65503510, 29125467
Lektor Mikael Palner, Klinisk Institut, SDU (NB: arbejder i lab og kan derfor ikke altid tage telfeonen. Men læg en besked og han vil vende tilbage)
https://www.palnerlab.org/ Mobiltelefon: 93990642. email: mpalner@health.sdu.dk.
Birgitte SvennevigJournalistDet Naturvidenskabelige Fakultet og SDU Climate Cluster
Tlf:27 59 86 79birs@sdu.dkInformation om Syddansk Universitet
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Lene Juel Kjeldsen udnævnt til professor i hospitalsfarmaci ved SDU4.3.2026 14:08:32 CET | Pressemeddelelse
Professoratet skal styrke den praksisnære forskning i klinisk farmaci og bæredygtighed af lægemidler. Målet er at optimere den medicinske behandling og sikre mere ansvarlig anvendelse af lægemidler – til gavn for både patienter og samfund.
Kommunikativt værktøj kan øge effekten af behandling for patienter med forhøjet blodtryk og kolesterol4.3.2026 13:22:27 CET | Pressemeddelelse
Et nyt studie fra Syddansk Universitet viser, at når mennesker får deres hjertesundhed forklaret på en enkel og konkret måde, i tillæg til deres sædvanlige behandling, kan det lede til væsentlige forbedringer i blodtryk og kolesteroltal.
Er disse spækhuggere kannibaler? Det synes de næppe selv2.3.2026 11:16:59 CET | Pressemeddelelse
To fund af afrevne spækhuggerfinner med tydelige tandmærker fra artsfæller peger på kannibalisme – men ifølge SDUs hvalforsker er forklaringen ikke helt så enkel.
Ny rapport: På to år er danskernes private brug af AI næsten fordoblet2.3.2026 09:12:39 CET | Pressemeddelelse
Siden oktober 2023 er danskernes forbrug af generativ kunstig intelligens steget - men de har stadigvæk dårlig forståelse for teknologien, lav tillid og et negativt syn på dens rolle i samfundet.
Ny ledelse i SDU Business School: Ny leder udpeget – institutleder får ansvar som uddannelsesdirektør25.2.2026 08:59:36 CET | Pressemeddelelse
Visionær og samlende ledelse skal sætte retning for SDU’s business-satsning på tværs af campusser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
