Nyt samarbejde skal vise vejen for brugen af kunstig intelligens i sundhedsvæsenet
Antallet af billeddiagnostiske undersøgelser stiger hvert år, og det gør det svært for radiologerne at følge med. Derfor er det et område, hvor der potentielt er store gevinster at hente ved at indføre kunstig intelligens, som kan afhjælpe den tiltagende mangel på røntgenlæger. De to projekter, der under RAIT, er indstillet på finansloven til at modtage støtte, sætter ind på netop det område.
Det nye samarbejde, Radiologisk Artificiel Intelligens Testcenter (RAIT), er skabt på tværs af de to hospitalers afdelinger for røntgen og skanning. RAIT er i første omgang ramme om to konkrete projekter, hvor afdelingerne undersøger hvordan kunstig intelligens kan hjælpe læger ved at analysere og tolke røntgenbilleder af hhv. knæ og lunger. Men målet er, at flere projekter skal komme til, og at modellen på sigt kan bredes ud.
- Der er stort fokus på indførelse af kunstig intelligens i sundhedsvæsenet, men hvis vi skal lykkedes, er vi nødt til at blive bedre til at samarbejde på tværs af afdelinger, hospitaler og regioner. Det gør vi nu med etableringen af RAIT, hvor der for første gang etableres et testcenter, der kan skabe et fundament for forskning og især implementering af kunstig intelligens-værktøjer i billeddiagnostik, siger professor Mikael Ploug Boesen, Røntgenafdelingen Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Kunstig intelligens skal give ægte gevinster
Røntgenafdelingen ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har en aktiv forskningsprofil indenfor kunstig intelligens-baserede kliniske værktøjer mens afdeling for Røntgen og Skanning på Herlev og Gentofte Hospital har erfaring med implementering af teknologi og kunstig intelligens i klinisk praksis.
- Der er mange gode projekter med kunstig intelligens i sundhedsvæsnet. Men ved at lægge vores erfaringer og kompetencer sammen får vi en størrelse og en tværfaglighed, der er nødvendig, for at få de gode forskningsresultater i brug på hospitalerne. Vi skal og vil måles på i hvor høj grad de værktøjer, som forskningen viser giver værdi for både patienter og sundhedsvæsen, rent faktisk kan implementeres i klinisk praksis, forklarer ledende overlæge på Afdeling for Røntgen og Skanning på Herlev og Gentofte Hospital, Michel Nèmery.
Det nye samarbejde hilses også velkommen af formanden for Region Hovedstadens udvalg for Forskning, Innovation og Uddannelse, Lars Gaardhøj (Soc.dem.)
- Vi er fra politisk hold meget nysgerrige efter at udforske de muligheder, som kunstig intelligens kan give os i sundhedsvæsenet. Vi ved at rigtig mange af vores dygtige klinikere er interesserede i at udvikle metoder eller redskaber ved hjælp af kunstig intelligens, der kan understøtte deres arbejde, og give nye muligheder for bedre behandling. Derfor har vi over flere år søgt at understøtte vores klinikeres muligheder, og det er glædeligt at dette spændende projekt er kommet igennem. Det vil jeg glæde mig til at følge, siger Lars Gaardhøj.
To signaturprojekter skal vise vejen
Bevillingen kommer fra en investeringsfond for nye teknologier, der er etableret af regeringen, Danske Regioner og KL. I den forbindelse er der bl.a. afsat midler til at igangsætte signaturprojekter til afprøvning af kunstig intelligens i kommuner og regioner.
RAIT-samarbejdet står for 2 af de 6 projekter i regionerne, der er indstillet til at modtage støtte i denne omgang.
Smartchest: Kunstig intelligens til røntgen af lungerne
Formålet med projektet er at teste kvaliteten en AI-algoritme, der bl.a. kan sortere normale røntgenbillederne af brystkassen fra, så radiologen udelukkende skal koncentrere sig om de billeder, hvor patienten fejler noget.
- Potentialet i projektet er stort, da man på landsplan laver ca. 650.000 røntgenbilleder af brystkassen hvert år, hvor mellem 20-40% ender med at få en ”normal” diagnose. Så ved at bruge Smartchest kan der potentielt frigøres ressourcer så radiologerne kan fokusere på de stigende og mere komplekse diagnostiske opgaver, til gavn for fremtidige patientforløb og sundhedsvæsenet som helhed, siger forskningsansvarlig overlæge Michael Brun Andersen Afdeling for Røntgen og Skanning på Herlev og Gentofte Hospital.
AI-KOA: Algoritmer analyserer knæ for slidgigt
I projektet vil man implementere en dansk-udviklet algoritme, der analyserer røntgenbilleder af knæ for slidgigt. Ved hjælp af algoritmen kan man automatisk beskrive graden af slidgigt på røntgenundersøgelser af knæ på samme høje niveau, som en erfaren radiolog.
- Projektet vil yderligere fokusere på det centrale spørgsmål, om implementeringen af ensartet analyse og beskrivelse af røntgenbilleder af knæ for slidgigt også giver mere ensartet behandling, og samtidig formår både at nedbringe forbruget af unødvendige MR-skanninger og antallet af unødvendige udredningsforløb i specialambulatorier. På den måde vil AI-KOA-projektet kunne sørge for ensartet rettidig diagnostik på højt fagligt niveau og dermed “lige sundhed for alle” patienter med slidgigt i Danmark til stor gavn for både patienter og sundhedsvæsenets ressourcer, forklarer professor Mikael Ploug Boesen, Røntgenafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
I første omgang er RAIT tænkt som et samarbejde med beliggenhed både på Herlev og Gentofte Hospital og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, men visionen er, at modellen kan udbredes med lignende enheder, som tilsammen er landsdækkende.
Pressekontakt:
Herlev og Gentofte Hospital, Andreas Bennekou, 38673040 el. andreas.bennekou@regionh.dk
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, Else Wad Bjørn, 27242800 el. else.wad.bjoern@regionh.dk
Information om Region Hovedstaden
Følg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
20 millioner til at nedbringe ventetiden til operationer og høreapparatsbehandling4.7.2025 10:05:58 CEST | Pressemeddelelse
Politikerne i Region Hovedstaden vil sikre hurtigere udredning og behandling for patienter, der oplever længere ventetid til fx en planlagt operation af brok eller til at få høreapparat.
Mere psykiatrisk hjælp til både børn og voksne3.7.2025 12:05:57 CEST | Pressemeddelelse
Region Hovedstaden har afsat penge til mere hjælp fra praktiserende speciallæger indenfor psykiatrien. Der er fundet penge til hjælp til både børn, unge og voksne med behov for psykiatrisk udredning og behandling.
Virtuel virkelighed giver nyt håb til patienter med stemmehøring3.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk forskning publiceret i The Lancet Psychiatry viser markant effekt af ny VR-behandling. Studiet dokumenterer, at patienter med skizofreni oplever mindre stemmehøring en ved almindelig behandling.
Amager og Hvidovre Hospital orienterer borgere om manglende opfølgning på undersøgelse1.7.2025 13:07:29 CEST | Pressemeddelelse
Hospitalet har konstateret, at der i forbindelse med specifikke typer af skanninger - primært af hjertet - ikke er sket en korrekt opfølgning på bifund ved undersøgelsen. Fejlen kan betyde, at tidlige tegn på sygdom, primært i lungerne, ikke er blevet opdaget. Hospitalet er i gang med at gennemgå ca. 800 skanninger, og det ventes at omkring 20 patienter skal indkaldes til nærmere undersøgelse.
Hvidovre-professor modtager 60 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden27.6.2025 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Professor Nina Weis fra Hvidovre Hospital modtager 60 mio. kroner fra Novo Nordisk Fondens 2025 Challenge Programme til at undersøge sammenhængen mellem kronisk hepatitis B og fx hjertesygdomme og diabetes 2 – og potentielt redde mange tusinder liv.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum