3F

Nyt pilotprojekt skal øge beskæftigelsen for faglærte og ufaglærte med kræft

Del

Personer, som bliver ramt af kræft, har lavere beskæftigelsesgrad end den øvrige arbejdsstyrke, og særligt personer med hårde fysiske job har svært ved at komme tilbage på arbejdet efter et kræftforløb. Det skal et nyt pilotprojekt startet af fagforbundet 3F, sammen med PensionDanmark og Kræftens Bekæmpelse ændre på. Projektet er støttet af Den A. P. Møllerske Støttefond.

Kræft er en livsomvæltende sygdom, og selvom overlevelsesraten er stigende, så er vejen tilbage til hverdagen svær for de fleste.

Personer med kræft har en lavere beskæftigelsesgrad, og særligt mænd med kort uddannelse har svært ved at komme i arbejde efter et kræftforløb.

Denne ubalance skal der gøres noget ved. Derfor starter et partnerskab bestående af fagforbundet 3F, PensionDanmark og Kræftens Bekæmpelse nu et pilotprojekt, der skal fastholde flere kræftramte i arbejde.

- Vi har en fælles interesse i at understøtte, at kræftramte har de bedste muligheder for at blive fastholdt arbejdsmarkedet. For det første er det vigtigt for den enkelte, fordi tilknytning til arbejdsmarkedet giver identitet og livskvalitet. Det er vigtigt at have noget, at stå op til. For det andet er det vigtigt for samfundet, fordi vi alle har en interesse i, at de gode menneskelige og faglige ressourcer kommer i spil på et arbejdsmarked, hvor der er brug for det, siger forbundssekretær i 3F, Lene Krabbe Dahl.

Til projektet rekrutteres 120 medlemmer af 3F og PensionDanmark med kræft, som får tilknyttet to fastholdelseskoordinatorer. Projektet starter ved indgangen til 2023 og løber frem til midten af 2026. Partnerskabet bag har en forventning om, at det vil vise sig samfundsøkonomisk rentabelt at starte en målrettet og individuel indsats allerede ved diagnosetidspunktet.

Marianne Fussing Ørsted, direktør for partnerskaber og ESG i PensionDanmark, siger, at sundhedsindsatsen er bygget op om, at tilbuddene skal være enkle og tilgængelige.

- På den måde sikrer vi, at tilbuddene bliver brugt mest muligt, så vi opnår det maksimale udbytte både for vores medlemmer og for samfundet. Vi har en klar forventning om, at vi med dette projekt kan hjælpe til at øge tilknytningen til arbejdsmarkedet hos de medlemmer, der ulykkeligvis rammes af kræft, siger Marianne Fussing Ørsted.

Knap 60 procent af alle kræftpatienter oplever på et tidspunkt senfølger som smerter, træthed, tristhed eller hukommelsesbesvær, efter deres behandlingsforløb, hvilket kan påvirke deres arbejdsevne i en kortere eller længere periode.

- Derfor er det vigtigt med gode rammer for tilbagevenden til arbejdspladsen. Heldigvis er lederne på arbejdspladserne meget velvillige til at hjælpe deres medarbejdere og tage hånd om deres problemstillinger. Vi glæder os meget til at bringe vores erfaringer på området i spil og bidrage til at udvikle samarbejdet om kræftpatienters tilknytning til arbejdsmarkedet, siger Pernille Slebsager, afdelingschef i Patientstøtte & Frivillig Indsats, Kræftens Bekæmpelse.

Fakta:

  • Rockwoolfondens Forskningsenhed har undersøgt overlevende kræftpatienters tilbagevenden til arbejdsmarkedet og finder signifikante forskelle på tværs af uddannelsesniveau.
  • Hos mænd med kort eller ingen uddannelse reducerer kræft sandsynligheden for at være i beskæftigelse fire år efter diagnosen med 10 procentpoint, mens den hos højtuddannede mænd kun reduceres med 5 procentpoint. Hos ufaglærte eller kortuddannede kvinder falder sandsynligheden med 8 procentpoint modsat 5 procentpoint for højtuddannede.
  • Sandsynligheden for invalidepension øges hos kortuddannede mænd med 10 procentpoint og 8 procentpoint for kvinder. For højtuddannede øges den med henholdsvis 4 og 3 procentpoint.
  • Desuden reducerer kræft løn og indtjening med omkring 10 procent og bruttoindkomsten med omkring 3 procent.
  • Den A. P. Møllerske Støttefond har støttet projektet med seks millioner kroner.

Kontakt

3F: Pressetelefon 88 92 88 92

PensionDanmark: Presse- og kommunikationschef Jacob Therkelsen 31 12 67 08

Kræftens Bekæmpelse: Didder Oppermann 35 25 74 84

Nøgleord

Kontakter

For yderligere information, kontakt 3F's pressetelefon på 88 92 88 92 eller presse- og kommunikationschef i PensionDanmark, Jacob Therkelsen 31 12 67 08 eller afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse, Didder Oppermann 35 25 74 84

Information om 3F

3F
3F
Kampmannsgade 4
1790 København V

70 300 300http://www.3f.dk/

Følg pressemeddelelser fra 3F

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra 3F

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum