Nykøbing Falster Revyen fremfører særforestilling for borgere på socialområdet i Guldborgsund Kommune
23.6.2021 11:30:00 CEST | Guldborgsund Kommune | Pressemeddelelse

Selvom Nykøbing Falster Revyen netop nu har travlt med at spille sommerrevy, så har holdet bag revyen valgt at afsætte tid til en særforestilling, der reserveres til udsatte og sårbare borgere i Guldborgsund Kommune. Det gælder for eksempel borgere fra forsorgshjem, botilbud, socialpsykiatrien og kommunale og private væresteder.
Der er fri adgang til særforestillingen, og Mickey Pless, kapelmester og direktør for Nykøbing Falster Revyen, håber, at borgerne får en uforglemmelig dag med masser af hygge og smil på læberne.
”Aldrig før har smilet mellem mennesker været så vigtigt, og alle skal have mulighed for at more sig og hive stikket ud et par timer i hverdagens udfordringer. Uanset alder og opvækst så er det en menneskeret engang imellem at kunne more sig og slå latteren løs, og derfor er vi glade for at kunne tilbyde en revyforestilling til borgerne på socialområdet i Guldborgsund Kommune. Jeg synes, at vi som landsdelens største kulturelle fyrtårn også har et socialt ansvar, og kan vi gøre en forskel for en gruppe borgere, hvis hverdag måske ikke er altid er den nemmeste, så er det en stor glæde at kunne give dem et par timer i en sommerrevy, hvor musik, latter og komik er i højsæde,” siger Mickey Pless.
Kommunen sørger for bustransport
Guldborgsund Kommune har stået for at sende invitationer ud, så alle borgergrupper fra socialområdet har fået tilbud om at komme en tur i revyen. Personale og pårørende er også inviteret med til forestillingen, så de borgere, der har behov for det, kan få hjælp undervejs.
389 borgere, personale og pårørende har meldt sig til, og det passer rigtig fint i forhold til kapaciteten i hallen, så brandsikkerheden og en meters afstand mellem publikum overholdes.
Guldborgsund Kommune har samtidig lavet en aftale med en lokal vognmand. Alle borgere, personale og pårørende, der har behov for det, bliver kørt med bus til og fra Nykøbing F. Hallen. Der er handicapvenlig adgang i hallen, så der er god tilgængelighed for kørestolsbrugere og borgere med rollator.
Bo Abildgaard, formand for Social, Sundhed og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune, har stor respekt for, at Nykøbing Falster Revyen tager et socialt ansvar på sig i en tid, hvor revyen har travlt med at rejse sig efter sidste års aflysning af hele sommerrevyen grundet coronapandemien. Udvalgsformanden glæder sig samtidig over, at Guldborgsund Kommune er med til at løfte et arrangement, der skaber så stor værdi for borgerne.
”Nykøbing Falster Revyen står bag et fantastisk initiativ, og jeg er rigtig glad for, at vi som kommune bakker op om et tiltag, der både er sympatisk og meningsfuldt. Vi er med til at give vores borgere fra socialområdet en særlig oplevelse, som de måske aldrig ville have mulighed for at få. Og det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor behovet for at smile og være en del af fællesskaber er ekstra stort efter en lang coronaperiode med minimal social kontakt. Jeg håber, at vores borgere får en morsom og hyggelig dag i Nykøbing F. Hallen, som de efterfølgende vil huske tilbage på og snakke om,” siger Bo Abildgaard.
Også Martin Lohse, formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget, glæder sig over det gode initiativ.
”Jeg vil gerne sende en stor ros til initiativet. Vi er en dannelseskommune og arbejder hele tiden for at udvide og styrke muligheden for, at vores borgere oplever kunst og kultur på højt niveau. I kommunen har vi virkelig mange meget forskellige kulturtilbud, og jeg er rigtig glad for, at også denne gruppe borgere nu får mulighed for at opleve revyen, hvor de med garanti er sikret et godt grin og en stor oplevelse,” siger Martin Lohse, som samtidig roser samarbejdet mellem revyen og kommunen.
Alle deltagere bliver tilbudt drikkelse. Forestillingen indeholder to akter af cirka 50 minutters varighed med en indlagt pause. Der skal fremvises gyldigt coronapas i indgangen.
Revytraditionen i Nykøbing Falster går over 100 år tilbage, og Nykøbing Falster Revyen er landets næststørste med over 30.000 besøgende om året.
For yderligere information kontakt:
Mickey Pless, kapelmester og direktør for Nykøbing Falster Revyen: 61 78 80 43
Bo Abildgaard, formand for Social, Sundhed og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune: 25 18 18 09
Martin Lohse, formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune: 25 18 18 13
Emil Andersen, presse- og kommunikationskonsulent i Guldborgsund Kommune: 25 18 01 73
Billeder
Information om Guldborgsund Kommune
Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune
Vigtig milepæl: Tilladelse til ny cykel-gangbro i Nykøbing Falster22.10.2026 13:30:30 CEST | Pressemeddelelse
Kystdirektoratet har nu givet grønt lys til realiseringen af en ny cykel-gangbro over Guldborg Sund mellem Nykøbing Falster og Sundby. Tilladelsen betyder, at et mangeårigt lokalt ønske kan blive til virkelighed. Derudover kan der laves et svømmeområde i havnen, en boardwalk og en solnedgangstrappe.
Folkeoplysningsudvalget følger op på sag om lokaletilskud7.10.2026 11:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter flere måneder med fokus på Nykøbing FC’s kommunale lokaletilskud har Folkeoplysningsudvalget nu fulgt yderligere op på sagen. Udvalget har blandt andet fået forelagt resultatet af en bilagskontrol af foreningens indberetninger, som viser, at der er indberettet udgifter på forkerte konti i forbindelse med ansøgningen om lokaletilskud. Det samlede indberettede beløb er ikke ændret som følge af kontrollen.
BUDGETFORLIG: Guldborgsund Kommune sætter det lange lys på1.10.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et bredt forlig om en toårig budgetaftale i Guldborgsund Kommune forpligter parterne til at finde de langsigtede løsninger på en presset økonomi. Det handler om politisk lederskab, ansvarlighed og rettidig omhu, siger borgmester Simon Hansen.
Nysted får støtte til julemarked og nye træhuse28.9.2026 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Nysteds julemarked får støtte, og samtidig får byen mulighed for at etablere seks transportable træhuse, som både skal bruges til det årlige julemarked og af lokale foreninger året rundt. Tilsammen er der tale om 208.700 kroner fra Landdistriktspuljen.
1.000 pophits, gospel, italiensk DJ og meget mere til Kulturnat i Nykøbing F23.9.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fredag den 2. oktober bliver Nykøbing F. fyldt med musik, kunst og kreative oplevelser, når Kulturnatten igen forvandler byens gader, torve og pladser til scener. Publikum kan blandt andet danse til en lydcollage med mere end 1.000 pophits, opleve en italiensk DJ på Torvet og møde Marie Carmen Koppel.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum


