Julemærkefonden

NYHED: Dyk ned i Julemærkernes forunderlige historie

Del
Et nyt digitalt univers på julemaerket.dk giver dig mulighed for at se alle Julemærker, som er udkommet siden starten i 1904. Samtidig kan du læse historien bag alle mærkerne. Det er et lille stykke danmarkshistorie fortalt i julemotiver med engle, børn og nisser.

I 1958 lød der et ramaskrig over årets Julemærke. En københavnsk præst skrev vrede læserbreve, han mente nemlig, at årets motiv med to julemænd var under al kritik. Julemænd var jo et hedensk symbol og ikke foreneligt med en kristen højtid.

Denne og mange andre kuriøse og overraskende historier er nu tilgængelige på Julemærkehjemmenes website.

Her har Julemærkefonden samlet illustrationer af alle de 119 mærker, som er udkommet. De er ledsaget af små historier om hvordan Julemærket afspejlede det daværende samfund. Og som overnævnte eksempel viser, gik det ikke altid stille for sig.

Kendte danske illustratorer

På websitet får man også et overblik over de dygtige danske illustratorer, som gennem årene har lavet deres fortolkning af mærket. Navne som Bjørn Wiinblad, Ib Spang Olsen og Franz Füchsel er bare nogle af de store kunstnere, som har sat streg på årets jul.

Man får også et indblik i den tætte relation, der er mellem Julemærket og kongehuset. Der går en lige linje fra det første mærke med et billede af Dronning Louise til Julemærket i 2022, som hylder H.M. Dronning Margrethes Regentjubilæum. 

Hvilke Julemærker kan du huske?

”Vi er glade for at kunne vise et lille stykke danmarkshistorie på vores website. Gennem gode og dårlige tider, krig og fred er Julemærket udkommet. Julemærket viser os, hvordan vores traditioner fornyer sig, og at vores forhold til julen hele tiden udvikler sig,” fortæller direktør i Julemærkefonden Søren Ravn Jensen.

”Mange danskere har et personligt forhold til Julemærket. For alle der forbinder mærkerne med deres barndomsjul, vil det være en sjov oplevelse at besøge websitet og genopfriske de mange motiver.”

Du kan besøge Julemærke-universet her:
www.julemaerket.dk/historiske-julemaerker

En god idé til fordel for børn

Julemærket udkom for første gang i 1904. Her fik postekspedient Einar Holbøll en idé til, hvordan man kunne indføre et støttemærke til at sætte på de mange julekort, som var højeste mode.

Det første Julemærke kostede 2 øre, og konceptet blev en succes fra start. Overskuddet gik til at opføre et sanatorium for børn med tuberkulose, det som i dag er kendt som Hotel Koldingfjord. Det første egentlige Julemærkehjem blev oprettet i 1912. Siden har ca. 80.000 børn fået glæde af et ophold på et Julemærkehjem.

I dag får knap 1.000 børn om året hjælp på de fem Julemærkehjem i Danmark. De får hjælp til at komme ud af en hverdag med mistrivsel, mobning og ensomhed. I takt med at postmængden er faldet, er indtægterne fra salget af Julemærket også blevet mindre. I dag udgør indtægterne knap 6 % af Julemærkehjemmenes drift. Resten kommer fra donationer fra privatpersoner, virksomheder og fonde.

Kontakter

Billeder

Download
Julemærket fra 1958, som fik kritik pga. julemands-motivet.
Julemærket fra 1958, som fik kritik pga. julemands-motivet.
Download
I 1968 var Bjørn Wiinblad tegneren bag årets Julemærke.
I 1968 var Bjørn Wiinblad tegneren bag årets Julemærke.
Download
I 1908 var Julemærkesanatoriet Kolding på Julemærket. Det var dog først i 1911, at Julemærkesanatoriet var klar til brug.
I 1908 var Julemærkesanatoriet Kolding på Julemærket. Det var dog først i 1911, at Julemærkesanatoriet var klar til brug.
Download
I 1972 prydede regentparret årets mærke. Det er fast tradition, at det nye regentpar kommer på årets Julemærke.
I 1972 prydede regentparret årets mærke. Det er fast tradition, at det nye regentpar kommer på årets Julemærke.
Download
Illlustrator Franz Füchsel tegnede i 1996 glade nisser og julemænd - uden at møde kritik.
Illlustrator Franz Füchsel tegnede i 1996 glade nisser og julemænd - uden at møde kritik.
Download

Links

Information om Julemærkefonden

Julemærkefonden
Julemærkefonden
Baldersvej 3
4000 Roskilde

33133745https://www.julemaerket.dk

JULEMÆRKEHJEMMENE – GIVER BØRN EN NY START
Ingen børn fortjener en hverdag fyldt med ensomhed og ondt i maven.
Julemærkehjemmene hjælper børn med at finde deres styrker og opbygge deres selvværd. Læs mere: Julemaerket.dk

Følg pressemeddelelser fra Julemærkefonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Julemærkefonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye