Nye kemiske analyser: Hvad havde danskere og italienere i Middelalderen til fælles?

I 1600-tallet blev to private kapeller anlagt som familiegravsteder for to adelsfamilier. Det ene i Svendborg i Danmark, det andet i Montella i Italien. De blev begge anlagt ved et kloster, og kun få meter fra de adelige kapeller blev mere almindelige borgere og munke begravet i klostergangene.

Nu har forskere haft adgang til både de adeliges og de knap så velhavendes jordiske rester i Svendborg og Montella, og det giver et særligt indblik i hvad de indtog, mens de levede.

- Vi forventede at finde fælles træk for de to forskellige sociale klasser, og det gjorde vi til dels også. Men vi fandt også ligheder og forskelle, som ikke er linket til sociale skel, siger professor i arkæometri, Kaare Lund Rasmussen, Syddansk Universitet.

Forskerne kiggede efter en række specifikke sporstoffer og tungmetaller i knogleprøverne: Strontium, barium, bly, kobber og kviksølv.

Fælles for disse grundstoffer er, at deres tilstedeværelse i knogler fortæller noget om et menneskes diæt og hvad menneskets mund har været i berøring med, mens det levede.

Der var mindre strontium og barium i knoglerne fra adelskapellerne end i knoglerne fra klostergangene. Disse to sporstoffer indtages oftest gennem mad, og de adeliges lave niveauer vidner om, at de spiste mere dyrekød. Det giver god mening, for kød var både i Italien og Danmark en dyrere spise end fx korn og grød.

Kobberindholdet i de danske knogler er markant lavere end i de italienske – både i dem fra kapellet og klostergangen.

- Det kan forklares med, at svendborgenserne ikke tilberedte mad i kobbergryder og -kar – og omvendt, at italienerne gjorde det flittigt, uanset deres sociale status, mener Kaare Lund Rasmussen.

Når man tilbereder eller opbevarer mad i kobbergryder og f.eks. kommer til at skrabe med en kniv eller en ske, kan der løsnes en lille smule kobber fra gryden, som bliver indtaget sammen med maden, og således kan kroppen akkumulere kobber over tid. Italienernes kobber-niveau var 21 gange højere end danskernes.

Blyforgiftning til de rige

Både de danske og italienske adelsfamilier havde mere bly i knoglerne end de mindre velhavende – danskerne lidt mere end italienerne.

- Høje blykoncentrationer indikerer høj social status. Det har vi også set fra andre undersøgelser, siger Kaare Lund Rasmussen.

Bly havde mange anvendelser i Middelalderen, som især de velhavende havde råd til: Det blev brugt til at glasere lertøj med. Køkkenredskaber kunne bestå af rent bly. Blysalte blev tilsat vin for at hæmme gæring, og blyplader blev brugt som tagdækning med det resultat, at opsamlet regnvand kom til at indeholde lidt bly.

Kaare Lund Rasmussen har tidligere vist, at de gamle romere og velhavende tyskere og danskere fra Middelalderen kunne redde sig en decideret blyforgiftning ved at indtage for meget mad og drikke, der havde været i berøring med bly.

Lige adgang til kviksølvsmedicin i Danmark

Kviksølv var et udbredt middel mod sygdomme som spedalskhed og syfilis i Middelalderen. Analyserne viser, at i hvert fald en håndfuld medlemmer af den adelige italienske Iannelli familie indtog kviksølv i deres levetid. Ingen af skeletterne fra den italienske klostergang indeholdt kviksølv.

I Danmark var der mere lighed i fordelingen af kviksølv.

- Det lader til, at begge sociale grupper i Svendborg havde lige adgang til kviksølvsmedicin. Ingen af dem havde dog særligt høje niveauer.

Om studiet

Forskerne tog 87 prøver fra fortrinsvist lårbensknoglen fra 69 individer. 17 fra kapellet og 34 fra klostergangene i Montella nær Napoli i Italien. 7 fra kapellet og 14 fra klostergangen i Svendborgs franciskanerkloster.

De kemiske analyser er beskrevet i en videnskabelig artikel, som er publiceret i tidsskriftet Heritage Science. 

Kaare Lund Rasmussen er ledende forsker på studiet, som er udført i samarbejde med kollegerne Paolo d’Imporzano fra Vrije Universiteit i Holland og Thomas Delbey og Lilian Skytte fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci, SDU. Fra Italien har Marielva Torino fra University Suor Orsola Benincasa og Simone Schiavone fra Pontifical Institute of Christian Archaeology, bidraget med antropologisk og arkæologisk perspektivering.