Aarhus Universitet: Arts

Nye anbefalinger til at styrke arbejdet med mangfoldighed i madkundskab

Del
Vores smag og spisevaner er vidt forskellige og afspejler både forskelle i kulturelle ritualer og traditioner og personlige holdninger og præferencer. Forskere fra DPU, Aarhus Universitet har sammen med professionshøjskolerne undersøgt, hvordan landets lærere arbejder med mangfoldigheden af mad, smag og måltidskulturer i faget madkundskab. I en ny rapport giver de desuden en række anbefalinger til, hvordan undervisningen i madmæssig mangfoldighed kan styrkes.

Mangfoldighed er blevet et samfundsvilkår, der også viser sig i forhold til mad. Den influerer på vores
individuelle smagsoplevelser og vores mad- og måltidsfælleskaber – og den kommer også til udtryk i faget madkundskab i skolen.

Karen Wistoft, professor ved DPU, Aarhus Universitet og leder af Akademi for Madkundskabsdidaktik og af forskerteamet bag undersøgelsen, siger:

”I et samfund, hvor befolkningen har mange forskellige kulturelle rødder, spiser vi også forskelligt – vi har forskellige smagsmæssige præferencer, og vi har forskellige mad- og måltidstraditioner. Formålet med at undervise i madmæssig mangfoldighed i madkundskab i skolen er, at eleverne lærer at forstå, hvad der har skabt deres smag, samtidig med at de lærer at vise forståelse for og tage hensyn til andres. Eleverne skal
også lære at tage stilling til egne madvalg og forstå, hvordan mad og måltider varierer afhængigt af overbevisninger og kulturer.”

Hvordan landets madkundskabslærere så gør dette i praksis, har sundhedspædagogiske og didaktiske forskere fra DPU, Aarhus Universitet, og lektorer i madkundskab fra landets seks professionshøjskoler undersøgt over en toårig periode. Resultaterne præsenteres nu i rapporten ’Madmæssig mangfoldighed i Madkundskab’, der også indeholder en række anbefalinger til, hvordan undervisningen i madmæssig mangfoldighed i madkundskab kan styrkes.

”Vi har undersøgt, hvordan lærerne integrerer og praktiserer madmæssig mangfoldighed i madkundskab, og hvordan eleverne – ifølge lærerne – forholder sig til forskellige mad- og måltidshensyn. Vi har også spurgt lærerne, hvilke hensyn de tager til eleverne, hvilke hensyn de mener, de bør tage, og hvad de gør som lærere, hvis der er mad, de ikke selv spiser,” siger Karen Wistoft.

Mangfoldighed som didaktisk mulighed – og udfordring

Faget madkundskab udvikler og forandrer sig i takt med samfundets udvikling og den madmæssige mangfoldighed, der følger med. Men hvad vil det egentlig sige?

”Madmæssig mangfoldighed betyder, at mennesker har forskellige smagspræferencer og spiser på forskellige måder i forskellige anledninger på forskellige tider. Lærerne skal både udvikle elevernes sans for mangfoldighed, men også håndtere den didaktiske udfordring det er at undervise elever, der af forskellige årsager ikke spiser bestemte madvarer – årsager, der kan handle om alt fra sundhed, religion og smagspræferencer til dyrevelfærd, bæredygtighed og klimaforandringer – ligesom det fx kan skyldes allergi og diabetes eller simpelthen frygt for smitsomme sygdomme,” siger hun.

Bevidste madvalg

Rapporten indeholder en lang række både principielle og konkrete anbefalinger, der kan supplere Børne- og Undervisningsministeriets undervisningsvejledning for faget madkundskab.

”Vi håber, anbefalingerne kan inspirere lærere, undervisere og andre, der arbejder pædagogisk med mad, smag og måltider og støtte deres didaktiske valg og begrundelser,” siger Karen Wistoft.

Rapporten anbefaler bl.a. en madkundskabsdidaktik, der gør op med, at man skal prøve at få eleverne til at smage eller spise noget bestemt.

”Målet for læringen i faget bør være, at eleverne bliver bevidste om madmæssig mangfoldighed, så de bliver i stand til at træffe begrundede og reflekterede madvalg. Undervisningen bør derfor også rumme mulighed for at eksperimentere, så eleverne lærer at forstå og forholde sig til diversiteten af mad, smag og måltidskultur gennem udvidet fødevarebevidsthed, madlavnings- og smagskompetence,” siger Karen Wistoft.

Madkundskab er ikke kun et fag om mad. Det er vigtigt, at faget også inddrager spørgsmål om personlig og kulturel identitet, og hvordan det hænger sammen med smagspræferencer. Eleverne skal derfor have mulighed for at repræsentere deres forskellige mad- og måltidskulturer, og undervisningen bør inkludere elevernes forskellige måder at spise på, deres måltidnormer og deres smagspræferencer.

Fakta

Download rapport:

’Madmæssig mangfoldighed i Madkundskab’ (PDF)

Rapporten er udgivet med støtte fra Nordea Fonden.

Undersøgelsen er lavet i regi af Smag for Livet-centret og gennemført af Akademi for Madkundskabsdidaktik ved DPU, Aarhus Universitet.

Metodisk bygger undersøgelsen på gennemgang af international forskning på området, spørgeskemaundersøgelse blandt landets madkundskabslærere på både folkeskoler og friskoler, individuelle interview med madkundskabslærere fra landets fem regioner og case-beskrivelser fra undervisningen i madmæssig mangfoldighed på læreruddannelsen.

Nøgleord

Kontakter

Karen Wistoft, professor ved DPU, Aarhus Universitet, projektleder og bestyrelsesformand for Akademi for Madkundskabsdidaktik.


T: 26 13 26 53


E: kawi@edu.au.dk

Links

Information om Aarhus Universitet: Arts

Aarhus Universitet: Arts
Aarhus Universitet: Arts



DPU (Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse) er et af de tre institutter ved Faculty of Arts, Aarhus Universitet. 

DPU udgør Danmarks største universitetsmiljø for grundforskning og anvendt forskning inden for pædagogik og uddannelse.

DPU arbejder på at udbrede kendskabet til forskningen på instituttet og på at styrke samfundets vidensgrundlag gennem omfattende forskningsformidling. Læs mere på dpu.au.dk 

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Arts

Nyt digitalt kort kortlægger 300.000 kilometer romerske veje – over 100.000 mere end hidtil kendt7.11.2025 07:47:06 CET | Pressemeddelelse

Et internationalt forskerhold med base på Aarhus Universitet og Universitat Autònoma de Barcelona har kortlagt næsten 300.000 kilometer romerske veje – over 100.000 kilometer mere end hidtil kendt. Resultatet offentliggøres i det videnskabelige tidsskrift Nature Scientific Data og giver et nyt og langt mere detaljeret billede af, hvordan Romerriget hang sammen.

Kan mødet med litteratur styrke trivslen blandt læger på en hospitalsafdeling? Det vil forskere bag nyt projekt finde ud af6.11.2025 11:04:54 CET | Pressemeddelelse

Kan læsning og samtale om litteratur være en vej til at styrke trivsel og fællesskab på en arbejdsplads som et hospital? Ja, mener forskere fra Aarhus Universitet, som har undersøgt, om litteratur kan forbedre trivslen blandt læger på en afdeling på Aarhus Universitetshospital. De har nu modtaget omtrent to millioner kroner i støtte af Region Midts Kulturpulje til at udvide projektet.

Samarbejde om job og uddannelse gør skolen virkelighedsnær for de ældste elever27.10.2025 11:01:29 CET | Pressemeddelelse

Mange elever i udskolingen kæmper med manglende motivation i undervisningen. En ny undersøgelse fra DPU, Aarhus Universitet og VIA University College viser, at motivationen stiger, når lærere og uddannelsesvejledere samarbejder om at inddrage virksomheder og arbejdspladser i undervisningen. Den kommende fagfornyelse af folkeskolen bør derfor sikre plads til dette samarbejde, anbefaler forskerne bag undersøgelsen.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye