VIA University College

Ny uddannelse skal styrke sundhedsvæsenet

Del
VIA University College skal uddanne fremtidens lægesekretærer. Den nye uddannelse hedder sundhedsadministrativ koordinator, og de første studerende kan begynde allerede til september.

Professionshøjskolen VIA University College har sammen med de øvrige professionshøjskoler netop modtaget den endelige godkendelse af et nyt udbud af erhvervsakademiuddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator. Dermed er der grønt lys for at VIA kan optage studerende til den nye uddannelse til studiestart efter sommerferien.

”Vi har i flere år arbejdet med at få uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator udbudt på professionshøjskolerne i tæt samarbejde med HK og regionerne. Den endelige godkendelse sætter et glædeligt punktum for dét arbejde og betyder, at vi nu for alvor kan gå videre med at rekruttere studerende til uddannelsen, så vi kan byde de første velkommen allerede ved studiestart til september 2021,” siger uddannelsesdekan for social og samfundsuddannelserne på VIA, Hanne Sandahl.

Den nye uddannelse får plads til omkring 80 studerende og forankres i VIAs campusmiljø i Ceresbyen i Aarhus C. De studerende kommer dog også til at have undervisning side om side med sygeplejersker, fysioterapeuter og andre sundhedsprofessioner i det sundhedsfaglige studiemiljø på VIAs campus i Skejby i Aarhus N, forklarer Hanne Sandahl.

”På Campus Aarhus C har vi i forvejen vores udbud af administrationsbachelor-uddannelsen og dermed et stærkt samfundsfagligt miljø, mens vi på Campus Aarhus N har et bredt fagmiljø omkring sundhedsuddannelserne. På den måde sikrer vi, at de studerende kommer i kontakt med alle de professioner, de skal samarbejde med i sundhedsvæsenet,” forklarer Hanne Sandahl

 

Ny tværfaglig erstatning for lægesekretærerne
Uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator er en samfundsfaglig uddannelse bygget op om fem faglige kerneområder: Administration og koordinering, Jura, Sundhed og sygdom, Kommunikation samt Teknologi og data.

Den nye uddannelse erstatter den nuværende lægesekretæruddannelse, hvis teoretiske del i dag udbydes af henholdsvis Mercantec og Aarhus Business College i Region Midtjylland. Og det glæder formanden for Danske Lægesekretærer, og som har været med til at udvikle uddannelsen.

”Den nuværende uddannelse til lægesekretær er ikke længere tilstrækkelig til at møde det behov for kompetencer, som efterspørges i sundhedsvæsenet. Mængden af data er steget, og det stiller krav til lægesekretærens evne til at forstå og anvende teknologi og data på en god måde i de enkelte patientforløb. Derudover har vi i dag et sundhedsvæsen, der lægger stor vægt på forebyggelse, og det stiller store krav til evnen til at koordinere mellem forskellige afdelinger, systemer og sektorer omkring den enkelte patient,” forklarer Nathali Schaap Degn, der er formand for Danske Lægesekretærer, der er en del af fagforbundet HK.

”Vi gør det selvfølgelig allerede i dag, men det er noget, vi har lært i praksis og ikke på vores uddannelse. Derfor har HK’s store ønske været at udvikle en uddannelse, der rent faktisk afspejler den nye tværfaglige virkelighed, som faggruppen møder i praksis,” siger hun.

 

Praktikpladsgaranti skal afhjælpe mangel på lægesekretærer
Uddannelsen får tre og seks måneders praktik fordelt på to praktikperioder af henholdsvis 15 og 30 ECTS. Region Midtjylland, der i øjeblikket oplever stor mangel på lægesekretærer i sundhedsvæsenet, har meldt sig klar til at oprette de første 80 praktikpladser til de kommende studerende. Dermed er alle studerende sikret en praktikplads.

Anders Kühnau, formand for Region Midtjylland, der har været med i udviklingen af uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator, anerkender, at manglen på lægesekretærer giver problemer for patienterne. Derfor glæder han sig også til udsigten til en ny uddannelse, der kan levere flere kompetente lægesekretærer og højne fagligheden.

”Det er et stort problem, at vi oplever mangel på lægesekretærer, så jeg ser meget frem til, at vi kan byde de første studerende velkomne på den nye uddannelse. Uddannelsen skal ikke kun afhjælpe manglen på arbejdskraft, den skal også gøre de nye sundhedsadministrative koordinatorer fagligt stærkere. I sidste ende er det jo til glæde og gavn for vores patienter, der vil få en endnu bedre oplevelse, når de er i kontakt med sundhedsvæsenet. Så det glæder mig meget, at vi i fællesskab er lykkedes med at få skabt den nye uddannelse og få den placeret på professionshøjskolerne, hvor den kommer til at ligge side om side med de øvrige sundhedsuddannelser,” siger han.

Uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator udbydes på alle landets professionshøjskoler, og de første studerende starter på uddannelsen til september. Den nuværende lægesekretæruddannelse har sidste optag af studerende i år 2022.

Nøgleord

Kontakter

Uddannelsesdekan Hanne Sandal, VIA University College, mobil: 8755 3302, mail: hsan@via.dk
Uddannelsesleder Helle Johansen, VIA University College, mobil: 8755 3469, mail: hjon@via.dk
Journalist Vivian A. Voldgaard, VIA University College, mobil: 87551436, mail: viav@via.dk

Information om VIA University College

VIA University College
VIA University College
Hedeager 2
8200 Aarhus N

87 55 00 00http://via.dk/

Fakta om VIA University College

  • VIA er kåret som Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution af Fonden for Entreprenørskab i både 2014, 2018 og 2019.
  • VIA er en professionshøjskole med cirka 19.000 studerende på mere end 40 forskellige professionsbacheloruddannelser i 11 byer i Region Midtjylland.
  • VIA uddanner blandt meget andet til ingeniør, sygeplejerske, lærer, pædagog, bygningskonstruktør, designer, filmanimator, socialrådgiver, administrationsbachelor, fysioterapeut og bioanalytiker.
  • VIA har campusser med flere uddannelser under samme tag i Aarhus, Horsens, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning og Holstebro. Dertil kommer enkelt-uddannelser i Nørre Nissum, Skive, Ikast og Grenaa.
  • VIAs uddannelser foregår i en vekselvirkning mellem teori og praksis samt praktikperioder. Målet er at klæde de studerende på med kompetencer, der kan være med til at sikre vækst i erhvervslivet og udvikling af den offentlige sektor. Uddannelserne giver de studerende den seneste forskningsviden inden for deres fagfelt.
  • VIA er med 20.000 kursister årligt en af Nordens største udbydere af målrettet kompetenceudvikling til en lang række brancher inden for både den private og offentlige sektor.
  • VIA bedriver praksisrettet forskning, udvikling og innovation i en række forskningscentre. Aktiviteterne foregår i tæt samarbejde med virksomheder, offentlige institutioner og organisationer.

Læs mere om VIA University College på www.via.dk

Følg pressemeddelelser fra VIA University College

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra VIA University College

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye