Ny Rejseklar-app skal med danskerne på sommerferie
Hvis sommerferien i år går til udlandet, så download Udenrigsministeriets app ’Rejseklar’ og tilmeld dig Danskerlisten. På den måde er du bedre rustet, hvis din feriedestination pludselig bliver ramt af store skovbrande, oversvømmelser eller uroligheder.
Sådan lyder det gode råd fra Udenrigsministeriets Borgerservice, der hvert år hjælper tusindvis af danskere, når de kommer i problemer på rejsen.
I dag lancerer Udenrigsministeriet en ny version af appen ’Rejseklar’, som gør det nemmere at få information og hjælp før og under rejsen. Så når du nu pakker pas, kreditkort og badetøj, så husk også at få ’Rejseklar’ ned på mobilen, lyder tippet til de rejsende fra Steen Hommel, der er direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice.
”De fleste husker nok tv-billederne af buldrende naturbrande, der omringede Athen. Eller de voldsomme oversvømmelser, da Rhinen gik over sine bredder og lukkede store områder. Andre har haft ubehagelige oplevelser med at blive fanget i optøjer eller strejker. Det er netop den type hændelser, vi advarer om via krisebeskeder til dem, der tilmelder sig Danskerlisten i ’Rejseklar’. Vi kan ikke slukke skovbranden, men vi kan informere om den og fortælle, hvordan man skal forholde sig,” siger Steen Hommel.
Med ’Rejseklar’ på mobilen har man adgang til Udenrigsministeriets populære rejsevejledninger, som løbende opdateres for lande over hele verden. Hvis man slår automatisk tilmelding til, bliver man tilmeldt Danskerlisten i det land, man opholder sig, når man åbner appen. Man vil så modtage en krisebesked via appen, hvis der opstår en alvorlig situation.
I appen kan man også få gode råd, hvis man får akut brug for hjælp under selve rejsen. Det kan for eksempel være, hvis man mister sit pas, kommer ud for en ulykke, bliver syg eller udsættes for kriminalitet.
Far og mor kan følge med hjemmefra
Og ’Rejseklar’ er ikke kun nyttig for dem, der selv rejser ud i verden. Mange forældre, der sender familiens unge ud på egen hånd, kan også have glæde af den. De kan tilmelde sig en nyhedsservice, så de også får opdateringer om forholdene i et land – selv om de ikke befinder sig i landet.
”Det giver forhåbentlig en tryghed for dem derhjemme. Og så håber vi selvfølgelig, at forældrene opfordrer de unge til at tilmelde sig Danskerlisten og bruge appen, når de tager afsted på ø-hop, interrail eller sabbatår jorden rundt,” siger Steen Hommel.
Fakta om Udenrigsministeriets hjælp til danskere på rejse:
- Udenrigsministeriet behandler hvert år omkring 5.000 større sager, hvor danskere er kommet i en nødsituation i udlandet. Mere end 22.000 danskere fik sidste år hjælp i forbindelse med et mistet pas, for eksempel på grund af tyveri på rejsen.
- I juli, når feriesæsonen er på sit højeste, er der normalt 45.000 danskere tilmeldt Danskerlisten, og da verden åbnede igen efter corona i 2021 var tallet 120.000. Udenrigsministeriet udsender omkring 150 krisebeskeder til tilmeldte på Danskerlisten om året.
Fakta om ’Rejseklar’:
- I 195 lande over hele verden kan danskere tilmelde sig Danskerlisten og få push-beskeder direkte i mobilen, hvis der sker en alvorlig krise af betydning for sikkerheden i det land, hvor man er.
- Hvis rejsen går til flere lande, følger tilmeldingen automatisk med, når man flytter sig over grænsen, hvis man ønsker det.
- Hvis man vil følge med i sikkerhedssituationen i et land uden at være der selv, kan man abonnere på nyheder om landet uden at være tilmeldt Danskerlisten.
- Appen giver nem adgang til Udenrigsministeriets opdaterede rejsevejledninger, så man kan forberede sig på rejsen. Danskerne tjekkede online rejsevejledninger 3,5 millioner gange sidste år.
- I appen findes simple guides til, hvad man kan gøre, hvis man kommer ud for et uheld på rejsen. Det kan være, hvis man mister sit pas, bliver syg eller bliver udsat for kriminalitet.
- Appen giver hurtig adgang til at se, om der kræves visum til et land, eller der er særlige krav til ens pas.
Læs mere om Rejseklar og download appen her
For yderligere information kontakt pressevagten@um.dk
Billeder
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Joint statement on the humanitarian situation in Gaza13.8.2025 09:14:45 CEST | Nyhed
Joint statement on behalf of 27 partners on aid to Gaza and restrictions facing NGOs
I juni 2025 faldt Danmarks samlede eksport 0,2 pct. i forhold til maj. Årsstigningstakten, dvs. de seneste 12 måneder i forhold til 12 måneder forud, var 8,7 pct.11.8.2025 14:07:48 CEST | Pressemeddelelse
I løbende priser faldt den samlede eksport af varer og tjenester 0,2 pct. i juni i forhold til maj i henhold til den seneste sæsonkorrigerede opgørelse fra Danmarks Statistik. Vareeksporten steg med 2 pct. mens tjenesteeksporten faldt med 3,3 pct.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn11.8.2025 13:23:40 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde tirsdag den 12. august 2025 kl. 12.00
Foreign Minister’s Statement (21 July 2025)22.7.2025 11:48:43 CEST | Nyhed
We, the signatories listed below, come together with a simple, urgent message: the war in Gaza must end now.
Regeringen opdaterer handlingsplan for at nå FN’s Verdensmål16.7.2025 10:37:08 CEST | Pressemeddelelse
Det er 10 år siden, verdenssamfundet blev enige om en fælles ambition for klodens udvikling frem mod 2030 med FN’s 17 Verdensmål. I dag offentliggør regeringen en opdateret handlingsplan, som skal sikre, at Danmark fastholder kursen mod at indfri målene.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum