Erhvervshus Midtjylland

Ny rapport: Randers Kommune tiltrækker flere og flere virksomheder

Del

Randers Kommune er en attraktiv erhvervskommune. Det viser nye tal fra rapporten; ”Erhvervsudvikling – strategi, styrker og statistik Randers Kommune”. Væksten i antallet af reelle virksomheder er markant og ligger nu over førkriseniveauet i 2008.

Randers Kommune er lykkes med at tiltrække virksomheder fra andre områder og samtidig fastholde sine egne virksomheder. I perioden fra 2015 til 2020 er der tale om en markant nettoindvandring af virksomheder. Alene i 2020 havde Randers Kommune 50 flere til- end fraflyttede virksomheder:

”For Randers Kommune betyder det enormt meget, at flere virksomheder vælger at etablere og udvikle sig her. Det sender et klart signal om de muligheder, der er for at drive virksomhed i Randers. Og det er med til at skabe flere lokale arbejdspladser og dermed vækst, når både nye og eksisterende virksomheder klarer sig godt. Derfor er rapporten utrolig positiv læsning” siger borgmester Torben Hansen.

Det er dog ikke det eneste sundhedstegn ved Randers Kommunes erhvervsudvikling. Randers er nemlig også en attraktiv kommune at starte virksomhed i. Etableringsraten i Randers er regionens næsthøjeste og lå i 2019 på 6,0 procent, og dermed på nøjagtigt samme niveau som hele landet og lidt over regionen, hvor etableringsraten var 5,4 procent.

Prounit Frames skaber jobs i Randers
En af de virksomheder, der er startet op i Randers Kommune og tilmed har skabt arbejdspladser, er Prounit Frames. Iværksættervirksomheden har udviklet en teknologi, som kan skille drikkekartoner ad i pap, plastik og aluminium og som direktør Michael Kristensen forventer kan eksporteres til hele verden.

Der blev for alvor fyret op under udviklingsarbejdet, da han efter dialog med lokale erhvervskonsulenter kontaktede Erhvervshus Midtjylland.

"Henrik Skou fra Erhvervshus Midtjylland kom hurtigt og koblede mig op på kontakter i plastikverdenen. Han anbefalede at søge Innobooster om midler med hjælp fra en ekstern konsulent, som erhvervshuset finansierede”, fortæller Michael Kristensen.

Ansøgningen resulterede i 800.000 kr. til bl.a. nye ansættelser, udviklingsomkostninger, og uvildige analyser.

"Vi er lykkedes med at putte noget ind i den ene ende og få restprodukter, som er 100 procent organiske og kan genanvendes, ud i den anden ende”, siger han stolt.

Hjælpen var afgørende for Prounit Frames, og i dag står en prototype og snurrer på virksomheden.

"I løbet af et år har vi skabt arbejdspladser med vores teknologi. Og Randers er et testcenter for genanvendelse for hele verden, hvor vi bygger og tester anlæg, pakker dem i containere og sender ud i verden”, siger han.

Det kan være afgørende for virksomheders vækst og udvikling, at de henter viden og får ideer, sparring og input udefra. Derfor opfordrer Randers Kommune også til, at virksomheder og iværksættere bruger mulighederne i erhvervsfremmesystemet og eksempelvis kontakter Erhverv Randers eller Erhvervshus Midtjylland, hvis man står med akutte udfordringer eller har brug for hjælp til at udvikle sin virksomhed.

Flere tal fra Randers

  • Randers har i perioden 2015 til 2020 haft en nettotilflytning af reelle virksomheder på 247 - største tilflytningsår er 2020 med 266 nytilflyttede
  • Der er 284 iværksættere i Randers i 2019, hvilket er det højeste siden 2008
  • Antallet af reelle virksomheder er vækstet med 9 procent i perioden 2015 til 2019
  • De seneste fem iværksætterårganges andel af den privat beskæftigelse er 6,3 procent, hvilket kun overgås af Norddjurs i Region Midtjylland

Kontakter

Links

Information om Erhvervshus Midtjylland

Erhvervshus Midtjylland
Erhvervshus Midtjylland
Åbogade 15
8200 Aarhus N

http://www.erhvervshusmidtjylland.dk

I Erhvervshus Midtjylland hjælper vi iværksættere i gang og virksomheder med at udvikle sig. Det gør vi ved at få sat struktur på deres muligheder og fremtid. Vi yder specialiseret erhvervsservice i forbindelse med opstart, udvikling og konsolidering.

Følg pressemeddelelser fra Erhvervshus Midtjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervshus Midtjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum