Ny rapport fra Røde Kors viser: Alarmerende mistrivsel hos børn på Udrejsecenter Sjælsmark.
5.4.2019 11:01:00 CEST | Røde Kors | Pressemeddelelse
Nedsat appetit. Hyppige mareridt. Problemer med at sove.
Børnene på Udrejsecenter Sjælsmark har signifikante symptomer på psykisk mistrivsel, og hvis man hvis man sammenligner dem med børn, der netop er kommet til Danmark, er børnene på Udrejsecenter Sjælsmark i dobbelt så høj risiko for at have psykiske lidelser.
Hele 61 procent af børnene kan sandsynligvis opfylde kriterierne for en psykiatrisk diagnose, og halvdelen af de 11-17 årige har symptomer på PTSD, Posttraumatisk stressforstyrrelse.
Det viser en ny rapport fra Røde Kors, der bliver udgivet i dag. Rapporten bygger på en systematisk psykologisk screening af børn i 26 familier og deres 56 børn på Udrejsecenter Sjælsmark, og screeningerne er gennemført af de to erfarne psykologer, Sólveig Gunnarsdóttir og Rie Bornfeld.
Resultaterne giver anledning til store bekymringer, mener Rie Bornfeld.
”Der er grund til alvorlig bekymring for børnenes trivsel og udvikling. Vi ser mistrivsel i en grad, så der er reel risiko for, at børnene stagnerer i deres udvikling, og at deres aktuelle symptomer bliver kroniske”.
Generalsekretær Anders Ladekarl udtaler:
”Vi har lavet denne screening på baggrund af den mistrivsel, som vores faggrupper i børnehave, klubtilbud og skoletilbud har oplevet. Nu har vi en psykolograpport, der ikke bare bekræfter det billede, men siger, at det står meget slemt til. Som asyloperatør er det vores opgave at give disse mennesker tryghed og værdighed, imens de venter på at få deres asylsag afgjort af de danske myndigheder. Derfor er vi også nødt til at bede politikerne om at kigge på, om de kan forbedre forholdene for børnene”.
Med udgangspunkt i psykologernes resultater har Røde Kors seks anbefalinger til politikerne om at skabe bedre tilbud til børnene. Det inkluderer blandt andet et specialiseret børnehavetilbud, vuggestuetilbud til alle børn, flere fritidstilbud i klubben, mulighed for at familierne selv kan lave mad samt et styrket skoletilbud.
Derudover anbefaler Røde kors, at børnefamilierne ikke bliver indkvarteret samme sted som enlige afviste asylansøgere, der enten er vurderet som åbenlyst grundløse eller skal sendes tilbage til det første EU land, de er rejst ind i, som en del af Dublin-aftalen.
Fra tidligere undersøgelser ved man, at langvarige ophold på asylcentre og hyppige skift mellem centre er skadelige for børn. Derfor mener Røde Kors også, at familier ikke bør flyttes til Udrejsecenter Sjælsmark før umiddelbart inden udrejsen.
Anders Ladekarl fortsætter:
”For os er den her rapport dyster læsning, og det burde det også være for politikerne. Vi kommer her med helt klare anbefalinger til, hvad man kan gøre for at gøre forholdene bare en smule bedre for børnene, og vi går gerne i dialog om, hvordan de kan implementere det”.
------
Undersøgelsen kan downloades her: https://www.rodekors.dk/sjaelsmark
Pressehenvendelser: 35 29 96 99
------
KORT OM SCREENINGEN
Fra december til januar 2018-19 har psykologerne hos Røde Kors screenet 26 arabisk- og farsitalende børnefamilier bosat på Udrejsecenter Sjælsmark – i alt 56 børn. Gruppen udgør halvdelen af børnene, der på det aktuelle tidspunkt boede på udrejsecentret. De blev screenet for at måle deres psykiske trivsel og eventuelle behov for støtte. De screenede børn vurderes at være rimelig repræsentativ for gruppen af børn i udrejseposition på Udrejsecenter Sjælsmark. På undersøgelsestidspunktet i slutningen af 2018 havde cirka en tredjedel af børnene boet på Udrejsecenter Sjælsmark i over et år. Børnenes trivsel er vurderet med internationalt anerkendte screeningsværktøjer, for eksempel Strengths and Difficulties Questionnaire – SDQ. I de tilfælde, hvor de 11-17 årige har svaret, at de har oplevet en eller flere voldsomme hændelser, er screeningsredskabet Childrens Impact of Event Scale, CRIES-8, blevet anvendt. Forældrenes trivsel er målt med Kessler Psychological Distress Scale, K10. Værktøjerne er suppleret med et struktureret spørgeskema udviklet af Røde Kors, der blandt andet spørger ind til søvn, appetit og mareridt.
PSYKOLOGERNE I RØDE KORS
Psykologerne i Røde Kors besøger med jævne mellemrum asylcentre i hele landet for at foretage psykologiske screeninger. Arbejdsopgaven udføres ifølge en kontrakt, der er indgået med Udlændingestyrelsen.
De sidste ti år har psykologerne screenet mere end 8000 børn i asylsystemet. Deres opgave er at identificere sårbare børn og unge, der har behov for støtte, og som er i risiko for at udvikle psykiske vanskeligheder. Psykologerne bidrager i øvrigt til tværfaglige vurderinger og underretninger, når der skal iværksættes støtteforanstaltninger til børnene og deres familier. Det er kommunernes familieenheder, der træffer beslutning om en eventuel støtte, og det er Udlændingestyrelsen, der godkender og finansierer støtteforanstaltningerne.
Nøgleord
Kontakter
For henvendelser kontakt Røde Kors’ pressetelefon:
3529 9699
Røde Kors.dk/presse
Information om Røde Kors
Røde Kors er altid til stede
Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.
192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.
Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.
Følg pressemeddelelser fra Røde Kors
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Røde Kors
Røde Kors inviterer til folkemøde for fremtidens frivillighed ved Torvet i Ringsted3.9.2026 15:29:14 CEST | Pressemeddelelse
Den 5. september inviterer Røde Kors til en festlig eftermiddag og aften ved Torvet i Ringsted i anledning af Røde Kors’ 150-års jubilæum i Danmark. Alle er inviteret.
F.C. København og Røde Kors hylder frivilligheden i jubilæumskamp1.9.2026 10:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I 150 år har Røde Kors været en del af danskernes hverdag, og derfor hylder vi de frivillige kræfter den 3. september i Parken
Røde Kors fejrer 150 års frivillighed med fest i Kolding29.8.2026 08:03:46 CEST | Pressemeddelelse
Den 29. august inviterer Røde Kors og Kolding Kommune til en festlig eftermiddag og aften ved Godset Ujnfor i Kolding i anledning af Røde Kors’ 150-års jubilæum i Danmark. Alle er inviteret.
Røde Kors fejrer 150 års frivillighed med fest i Aalborg25.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 27. august inviterer Røde Kors til en festlig eftermiddag og aften i Kildeparken i anledning af Røde Kors’ 150-års jubilæum i Danmark.
Røde Kors inviterer til folkemøde på Torvet i Herning10.8.2026 12:09:13 CEST | Pressemeddelelse
Den 15. august inviterer Røde Kors til stor jubilæumsfejring på Torvet i Herning. Arrangementet er en del af fejringen af Røde Kors' 150-års jubilæum i Danmark og byder på debat, musik, aktiviteter og fællesskab i frivillighedens tegn.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
