Ny rapport afdækker uønsket seksuel opmærksomhed og chikane fordelt på brancher

Der er betydelig forskel i omfanget af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane, når man sammenligner brancher i Danmark.
Omfanget spænder fra 12,1% til 41,2% af de adspurgte medarbejdere, der svarer, at de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed eller chikane på jobbet inden for de seneste 12 måneder.
Det viser en undersøgelse, der sammenligner omfanget på tværs af 38 brancher i Danmark.
Branchen med den største forekomst er Restauranter og barer, hvor 41,2% af de adspurgte medarbejdere har rapporteret en grænseoverskridende handling, herefter kommer Hotel og camping (36,2%) og Døgninstitutioner og hjemmepleje (28,8%).
- Generelt rapporteres der oftere uønsket seksuel opmærksomhed og chikane i brancher, hvor medarbejdere har meget kontakt med borgere, kunder og klienter end i andre brancher. Tallene tyder også på, at udøveren af adfærden i disse brancher ofte er en person, som ikke er ansat på arbejdspladsen. Der er dog også eksempler på brancher, som har en relativt høj forekomst af uønsket opmærksomhed fra både eksterne og interne, siger Ida E. H. Madsen, der er seniorforsker på NFA, og som er projektleder på det projekt, som har udarbejdet rapporten.
Den laveste forekomst af uønsket seksuel opmærksomhed ses i branchen Energi og råstoffer, hvor 12,1% af de adspurgte medarbejdere rapporterer at have oplevet grænseoverskridende adfærd de seneste 12 måneder.
Generelt rapporterer kvinder oftere uønsket seksuel opmærksomhed og chikane end mænd. Det gælder også i brancher, hvor der er et overtal af mænd. Eks. i anlægsbranchen, hvor der er flest mænd ansat inden for branchen (89%), findes der flest kvinder, som rapporterer uønskede hændelser (42%)
Få hjælp til at forebygge hos Arbejdstilsynets Callcenter
Rapporten viser også, at mange er i tvivl om, hvor de skal gå til, hvis de oplever grænseoverskridende adfærd. I gennemsnit på tværs af alle brancher ved 31,1% af de adspurgte medarbejdere ikke, hvor de kan få hjælp.
- Undersøgelsen peger på, at der er for mange, som oplever grænseoverskridende adfærd, og for mange som ikke ved, hvor de kan få hjælp. Seksuel chikane og andre krænkende handlinger er et alvorligt arbejdsmiljøproblem. Man kan blive syg af at blive udsat for det, hvis det er groft eller forekommer flere gange,” siger Inger W. Sandgrav, kontorchef for psykisk arbejdsmiljø og sygefravær i Arbejdstilsynet, der forklarer, at arbejdsgiveren har pligt til at forebygge seksuel chikane og andre krænkende handlinger på lige fod med andre arbejdsmiljøproblemer.
Arbejdspladser kan få hjælp af Arbejdstilsynet til at forebygge og håndtere grænseoverskridende adfærd. Du kan ringe anonymt til Arbejdstilsynets hotline om krænkende handlinger, og du kan finde gode råd og værktøjer på Arbejdstilsynets hjemmeside.
Nuanceret spørgemetode – prøv den selv på arbejdspladsen
Undersøgelsen bygger på en metode, hvor der stilles nuancerede spørgsmål inden for 21 forskellige typer hændelser. Hændelserne spænder fra uønskede seksuelle kommentarer om krop, tøj eller livsstil til forsøg på voldtægt eller faktisk voldtægt.
- Vi hjælper folks hukommelse lidt på vej ved at spørge ind til de konkrete uønskede hændelser af seksuel karakter. Det betyder også, at man får mere detaljeret information om, hvad det er for en slags adfærd, der evt. skal ændres på, i de forebyggende indsatser på arbejdspladsen, siger Ida E. H. Madsen, seniorforsker på NFA
Hvis man selv vil undersøge omfanget af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane mere nuanceret på jeres arbejdsplads, kan man downloade spørgeskemaet og tilhørende vejledning her.
Om rapporten
Undersøgelsen er lavet af NFA, efter der på finansloven for 2021 blev bevilget midler til Arbejdstilsynets indsats målrettet seksuel chikane og psykisk arbejdsmiljø.
En del af bevillingen er gået til undersøgelsen af uønsket seksuel opmærksomhed. Resultaterne bygger på svar fra cirka 9.000 medarbejdere i alderen 15 til 69 år, der omkring årsskiftet 2021/2022 blev spurgt ind til 21 forskellige typer af konkrete hændelser. Resultaterne er vægtede for blandt andet køn, alder og jobgruppe, så de er repræsentative for de respektive grupper.
Kontakter
Line FlatauKommunikationskonsulentDet Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Tlf:60 19 15 12lfl@nfa.dkIda E. H. MadsenSeniorforsker
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Billeder
Links
Information om Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

Lersø Parkallé 105
2100 København Ø
39 16 52 00http://www.nfa.dk
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsker, formidler og uddanner og bidrager dermed til at udvikle et sundt og sikkert arbejdsmiljø i Danmark
Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Flere og flere seniorer oplever diskrimination på det danske arbejdsmarked18.5.2023 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere og flere seniorer oplever aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet. Samtidig er alder den faktor, der diskrimineres allermest på, når arbejdsgivere skal ansætte nye medarbejdere.
Flere seniorer forventer at arbejde til efter folkepensionsalderen17.5.2023 11:49:46 CEST | Pressemeddelelse
Nye tal viser, at næsten hver fjerde +50-årige forventer at arbejde til en højere alder. Samtidig gør arbejdspladserne mere og mere for at fastholde seniorer.
Legeøvelser er blevet pædagogernes fitness: Medarbejdere skal blive sundere og mindre syge af at gå på arbejde17.5.2023 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Aarhus Kommune er gået sammen om et initiativ, som skal gøre medarbejdere sundere af at gå på arbejde. Målet er på sigt gladere medarbejdere og færre sygedage.
Diskrimination på arbejdspladsen kan føre til depression20.4.2023 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Medarbejdere, der oplever at blive diskrimineret på grund af fx deres køn, seksualitet eller religion, kan have næsten 3 gange større risiko for at udvikle depression. Det viser nyt studie fra NFA.
Mange og tunge løft: Løftearbejde øger risikoen for langtidssygefravær18.4.2023 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt stort studie viser en øget risiko for langtidssygefravær ved flere aspekter af løft - både ved tunge løft, og hvis man løfter i en stor del af arbejdsdagen. Dette er særligt tydeligt blandt +50 årige.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum