Novo Nordisk Fonden

Ny pris til pioner inden for uddannelse af science-pædagoger

Del
Karen Bollingberg fra Københavns Professionshøjskole modtager Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Pædagoguddannelsen, som uddeles for første gang i år.
Karen Bollingberg.
Karen Bollingberg.

De seneste 20 år er der kommet mere og mere fokus på, hvor vigtigt det er at stimulere børns nysgerrighed omkring natur- og science allerede i vuggestuen og børnehaven. Det kan være med til at danne dem som mennesker, hvis de oplever at få positiv opmærksomhed, når de stiller nysgerrige spørgsmål.

En af dem, som har været med til at sætte science-pædagogikken på Danmarkskortet, er Karen Bollingberg fra Københavns Professionshøjskole. Dagligt kaster hun al sin energi ind i at uddanne pædagoger til at være nysgerrige sammen med de børn, som de skal være med til at danne.

Karen Bollingberg modtager nu Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Pædagoguddannelsen. Hun modtager prisen på baggrund af sin passion for at skabe forandring i danske vuggestuer og børnehaver ved at uddanne pædagoger med en udvidet naturfaglig værktøjskasse. Prisen er på 250.000 kr. Det er første gang, at prisen uddeles.

»Jeg er helt vildt glad og stolt over at modtage prisen eller anden form for anerkendelse for det arbejde, som jeg har brændt for siden 1998. I min verden er science-pædagogikken ekstremt vigtig. Førhen var der næsten kun fokus på den naturvidenskabelige dannelse i skolen, og man overså alderen fra 0 til 6 år. Men netop den alder er så vigtig, fordi det er der, at man udvikler sin nysgerrighed,« siger Karen Bollingberg.

Både børn og pædagoger skal udnytte deres medfødte nysgerrighed
Karen Bollingberg underviser pædagogstuderende ud fra en filosofi om, at pædagoger ikke nødvendigvis skal vide en masse om naturvidenskab for at kunne stimulere børnenes interesse for det samme.

I stedet skal de sammen med børnene være nysgerrige og undersøgende på verden omkring dem. Hvor kommer vinden fra? Kan en regnorm lave lyde? Hvad sker der, når vand fryser til is?

Karen Bollingberg fortæller, at hun i sin undervisning gør det klart over for de kommende science-pædagoger, at de alene med deres egen nysgerrighed og undren er med til at skabe naturvidenskabelig forståelse og indsigt hos børnene. Hun taler om vigtigheden af ”at gribe det naturvidenskabelige nu”, eksempelvis hvis en lille dreng undrer sig over, at alt vandet fra hans spand forsvinder ud af sandkassen, når han hælder det derned. Det giver en mulighed for at eksperimentere med vand, jord, sand, nedsivning, erosion, strømningsmønstre og tyngdekraft.

Pædagogen skal gribe de hverdagssituationer, hvor der er mulighed for at udforske, eksperimentere og lege med naturvidenskabelige temaer.

»Jeg opfordrer pædagogerne til på samme måde som børnene at stille en masse spørgsmål og så komme frem til et svar sammen. Og så arbejder jeg med, at de skal lære at kunne omsætte deres paratviden til nye undersøgende spørgsmål. Det er vigtigt, at pædagogerne er nysgerrige sammen med børnene i alderen fra 0 til 6, fordi det er dannende for hele deres nysgerrighed fremadrettet og giver dem en forståelse af, at de godt kan finde svar på egen hånd,« siger Karen Bollingberg.

Skaber interesse blandt de pædagogstuderende
Uddannelsesleder på Københavns Professionshøjskole, Randi Bjørndal Jensen, indstillede Karen Bollingberg til at modtage prisen, og hun er stolt over at have en passioneret ildsjæl ansat på Professionshøjskolen.

Randi Bjørndal Jensen fortæller, at Karen Bollingberg hele tiden minder både hende og alle sine kollegaer om, at børn i virkeligheden er små naturvidenskabelige forskere, der ligesom deres voksne modstykker stiller spørgsmål, undersøger og finder svar.

»Karen har samme tilgang til mødet med de studerende, som hun har i sin filosofiske tilgang til børnenes dannelse. Hun er med til at gøre, at flere og flere pædagoger får mulighed for at inddrage science-pædagogikken i deres dagligdag med børnene, og vi har rigtig mange studerende, som fortæller os, at de i deres uddannelse til pædagog er blevet inspireret til at arbejde med science-pædagogikken netop på grund af Karen,« siger Randi Bjørndal Jensen.

Pris skal bruges til at erstatte robotvogn
Som en del af prisen fra Novo Nordisk Fonden følger et beløb til Professionshøjskolen på 200.000 kr. Pengene skal gå til at udbygge den naturfaglige undervisning på skolen, og selvom informationen om modtagelsen af prisen er så ny, at hverken Karen Bollingberg eller Randi Bjørndal Jensen har nået at gøre sig mange tanker om, hvad pengene skal bruges til, har Randi Bjørndal Jensen i hvert fald ét ønske: Karen Bollingberg bruger i undervisningen en masse teknologi og robotdele, som er samlet på en såkaldt ”robotvogn”. Men den robotvogn er for nylig forsvundet.

»Den kommer vi i hvert fald til at reetablere. Derudover kommer vi nok til at købe mere materiale til vores naturfagslokaler, men også noget, som kan være mere mobilt, så vi kan flytte det ud af naturfagslokalerne og bruge det i undervisningen andre steder,« siger Randi Bjørndal Jensen.

Om Novo Nordisk Fondens pris til Naturfagsundervisere på Pædagoguddannelsen

Nordisk Fondens Pris til Undervisere på Pædagoguddannelsen er målrettet engagerede og dygtige undervisere på pædagoguddannelsen, der underviser inden for specialiseringen dagtilbudspædagogik, med et særligt fokus på sciencepædagogik, matematisk opmærksomhed og bæredygtighed.

Novo Nordisk Fondens Pris til Naturfagsundervisere på Pædagoguddannelsen uddeles årligt. Hver pris består af en sum på 250.000 kroner, hvor 50.000 kroner er en personlig pris, mens 200.000 kroner går til professionshøjskolen. Andelen, som tilfalder professionshøjskolen, skal anvendes til udvikling af den naturfaglige undervisning, eksempelvis til indkøb af eksperimentelt udstyr, opgradering af lokaler/inventar eller udviklingsprojekter. Prisen uddeles til en underviser efter indstilling fra dennes rektor, dekan, eller uddannelsesleder. Læs mere om prisen her.

Nøgleord

Kontakter

Christian Mostrup, pressechef, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk

Billeder

Karen Bollingberg.
Karen Bollingberg.
Download

Information om Novo Nordisk Fonden

Novo Nordisk Fonden
Novo Nordisk Fonden
Tuborg Havnevej 19
2900 Hellerup

3527 6600http://novonordiskfonden.dk/

Novo Nordisk Fonden er en dansk erhvervsdrivende fond med to hovedformål: 1) at udgøre et stabilt fundament for den erhvervsmæssige og forskningsmæssige virksomhed, som drives af selskaberne i Novo Gruppen; og 2) at yde støtte til videnskabelige, humanitære og sociale formål.

Fondens vision er at yde et betydende bidrag til forskning og udvikling, der forbedrer menneskers liv og bæredygtigheden i samfundet. Siden 2010 har fonden uddelt mere end 30 milliarder kroner, primært til forskning ved offentlige vidensinstitutioner og hospitaler i Danmark og de øvrige nordiske lande samt behandling og forebyggelse af diabetes. 

 

Følg pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Novo Nordisk Fonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye