Lemvigh-Müller A/S

Ny overvågning tjekket ind i Billund Lufthavn

Del
En kombineret parkerings- og overvågningsløsning gør det lettere og tryggere at stille bilen i den jyske lufthavn. Og løsningen er den første af sin slags herhjemme.

Skal man nå et fly, har man hverken tid eller lyst til at lede længe efter en parkeringsplads. Det skal være nemt at stille bilen i lufthavnen, og man skal være tryg ved, at der ikke sker den noget, mens man er væk.

Billund Lufthavn har investeret i et system, som giver de travle passagerer et hurtigt overblik over, hvor der er ledige pladser i parkeringshuset – og sikkerheden er samtidig blevet højnet.

"Vi har fået en løsning, som gør det lettere at finde en ledig plads blandt de 1.090 båse – og så kan vi nu passe endnu bedre på bilerne bl.a. takket være optagelser i rigtig høj billedkvalitet", siger Thomas Holm fra Apcoa Parking, der bestyrer Billund Lufthavns parkeringshus.

Røde og grønne lamper guider

Efter længere tids søgen kunne det danske projekthus SCANVIEW præsentere lufthavnen for en skræddersyet løsning fra en af de førende producenter af videoovervågningssystemer, kinesiske Dahua Technology.

Løsningen består af en række sensor-kameraer med nummerpladeregistrering, der sidder i midten af vejbanen i parkeringshuset, og som kan registrere, hvor der holder biler. Er pladsen ledig, lyser en lampe grøn, og er alle optaget, lyser lampen rød.

"Man kender måske rød/grøn-systemet fra indkøbscentre, hvor der sidder en føler over hver bås – men det nye er her, at teknologien, der bliver brugt til at registrere tomme pladser, er baseret på videoovervågning. Det er altså kameraer, der læser og analyserer miljøet fra midten af vejen. Det giver et meget bedre overblik", forklarer Johnny Klausen, indehaver af SCANVIEW.

Hvert kamera kan analysere tre båse ad gangen – og der sidder to kameraer i hver sensor-enhed hele vejen ned gennem parkeringshuset.

En unik løsning – og den første af sin slags

SCANVIEW har i samarbejde med Dahua Technology og Lemvigh-Müller, Danmarks største stål- og teknikgrossist, fundet frem til løsningen, som er den første af sin slags herhjemme. De har designet systemet til det europæiske marked, og et hold fra den kinesiske producent har været på besøg i Billund for sammen med projekthuset at teste og tilpasse løsningen.

Blandt andet lysforholdene i parkeringshuset og rullende bagage er der blevet taget højde for.

"En rullekuffert eller bagagevogn, der kører over en sensor i et såkaldt traditionelt system, kan fejlagtigt blive registreret som en bil. Derfor er det smart, at sensorerne sidder i loftet og ikke i jorden", siger Thomas Holm, og Johnny Klausen tilføjer:

"Det er en helt ny generation af p-henvisning, registrering og optælling. Det er virtuel analyse i stedet for én sensor, der registrerer én bil. Og oven i hatten får man også lige et fuldt videoovervåget parkeringshus – i én intelligent og fremtidssikret pakke".

Kan hjælpe, hvis skaden er sket

Lufthavnen havde før en overvågningsløsning, der var fokuseret på ind- og udkørsler, køreveje og det store overblik i hele parkeringshuset. Men de nye kameraer overvåger de enkelte biler, og det har de rejsende stor gavn af, fortæller Thomas Holm:

"Forleden var der en gæst, der havde glemt at trække håndbremsen, og hans bil trillede derfor over i en anden bil. Med overvågningen kunne vi se nummerpladerne, så vi kunne kontakte de involverede parter. Det er også med til at give en god oplevelse af at parkere hos os".

Nemt at finde bilen

Udover kameraerne har Billund Lufthavn også fået en såkaldt ’car locator’. Har man i løbet af rejsen glemt, hvor man har parkeret, kan man i automaten indtaste sin nummerplade, og et kort viser vej hen til bilen – takket være kameraernes nummerpladeregistrering.

"Det løser også problemet med tabte parkeringsbilletter – i systemet kan man nemt tjekke, hvor længe bilen har holdt parkeret", siger Johnny Klausen.

Nøgleord

Billeder

Links

Information om Lemvigh-Müller A/S

Lemvigh-Müller A/S
Lemvigh-Müller A/S
Stationsalleen 40
2730 Herlev

http://www.lemu.dk/

Fakta

Sag: Billund Lufthavn, parkeringshus med 1.090 pladser

Installatør: SCANVIEW. For yderligere information kontakt Johnny Klausen på 2027 9760 eller jk@scanview.dk.

Leverandør: Lemvigh-Müller. For yderligere information kontakt Lemvigh-Müllers afdeling for Alarm, Sikring og Overvågning på 3695 5499.

Løsning:
230 spot detektor-kameraer
P-henvisningsskilte
Car locator
ANPR-kameraer (nummerplade-kameraer)

Følg pressemeddelelser fra Lemvigh-Müller A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lemvigh-Müller A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye