Ny mini-satellitmission skal bringe os til kanten af en rum-revolution
Danske studerende er nu ved at udvikle og planlægge den næste studenterdrevne satellitmission i det danske satellitprogram DISCO. Programmet har til formål at uddanne den næste generation af forskere, der skal skabe grundlaget for en helt ny og revolutionerende måde at se på rummet på. Programmet kan også skabe store nye industrieventyr herhjemme og i omverdenen, og som noget nyt herhjemme kan alle være med til at sende satellitten i kredsløb gennem en såkaldt crowdfunding-kampagne. Programmet er forankret på Aarhus Universitet, og foregår i tæt samarbejde med flere danske universiteter og virksomheder.

Hvor stor er en revolution?
Spørger man forskere og studerende på Aarhus Universitet, så lyder svaret ’cirka 10x10x20 centimeter’. Det er størrelsen på den satellit, som ifølge planen skal opsendes i løbet af 2023, og som skal bevise en gang for alle, at de såkaldte CubeSats kan meget mere end fungere alene som en fremragende læringsplatform for studerende. Satellitten får navnet ’DISCO-2”.
I sig selv er satellitten lidt af en revolution, fordi dens beskedne størrelse betyder, at det ikke længere behøver koste flere milliarder kroner at bygge, opsende og drive en satellit længere. Hvor det førhen var gigantiske organisationer som NASA og ESA forundt, så er det i dag blevet om ikke hvermandseje, så i hvert fald noget, som kan gøres på budgetter, der er noget mere realistiske for mindre aktører – som for eksempel danske universiteter og virksomheder.
”Vi står på tærsklen til noget nær en revolution af den måde, vi ser på og bruger rummet på. De små CubeSats har bragt rummet tættere på os alle ved deres tilgængelighed og de muligheder, der er for at udvikle speciel teknologi og missionsformål for studerende,” siger Mads Fredslund Andersen, der er faglig leder af DISCO-2-missionen, og ansat ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.
Mission med klimafokus
Beviset for den nye type satellits enorme anvendelighed er som sådan allerede fundet i form af DISCO-2’s forgænger, der havde navnet Delphini-1. Her stod AU-studerende som led i deres uddannelse for alt fra at bygge satellitten til at planlægge og udføre selve mission.
”Det bliver igen studerende, der skal stå for missionens udvikling. DISCO-2 er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og IT Universitetet, og satellitten bliver den mest ambitiøse studentersatellit udviklet i Danmark til dato. Med den presser de ansatte og studerende grænserne for, hvad man kan med så lille en satellit og udnytter og videreudvikler på de erfaringer, vi har gjort os med den første satellit,” forklarer Mads Fredslund Andersen.
Studerende fra de to universiteter har arbejdet med konceptudvikling og idéer til design af satellitten, og det var i det arbejde, man kom frem til en 10 x 10 x 20 cm stor satellit med 3 kameraer. Den får et kredsløb, der bringer den hen over polerne flere gange i døgnet, hvilket betyder den vil kunne bidrage til studiet af klimaforandringer via samarbejde med to forskningscentre ved Aarhus Universitet; Arctic Research Center og Interdisciplinary Center for Climate Change. DISCO-2 designes til at kunne klimaovervåge både optisk og infrarødt, og for eksempel måle overfladetemperaturen af havet omkring Grønland.
”De menneskeskabte klimaforandringer får større og større betydning i takt med deres udbredelse og styrke. Derfor bliver det mere og mere vigtigt, at vi kan hente data om udviklingen fra hele kloden nemt og hurtigt. DISCO-2 er perfekt i den forstand. Som studerende er det helt unikt at få den mulighed til at være så centralt med i et projekt på den måde, hvor vi udvikler teknologien og formålet. Vi er helt bogstaveligt med fra bunden og frem til den dag om nogle år, når missionen ender, og vi lader den brænde op i atmosfæren,” siger fysikstuderende Astrid Theil.
Den danskdrevne revolution
Danske universiteter var nogle af de første til at lave uddannelsesaktiviteter med udgangspunkt i opsendelse af såkaldte CubeSats. Derfor kan vi herhjemme i dag kalde os for blandt de førende nationer inden for udvikling og produktion af CubeSats.
Nu har fire danske universiteter; Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, IT Universitetet i København og Syddansk Universitet allieret sig for at starte det danske studenter cubesat program DanIsh Student Cubesat prOgram, der forkortes DISCO. Planen er, at der i alt skal opsendes tre satellitter i DISCO-programmet, hvor hver enkelt har forskellige samarbejdende universiteter og virksomheder alt efter det formål, der skal opfyldes.
For hvis Danmarks styrkeposition skal fastholdes, kræver det bl.a., at de danske universiteter fortsætter med at bruge CubeSats i undervisningen og derigennem udvikler fremtidens rum-ingeniører og fysikere, forklarer DISCO-projektets programleder, lektor Christoffer Karoff fra Aarhus Universitet:
”Forskningsbaseret undervisning er med til at møde fremtidens udfordringer, og at sikre den danske rolle i den rumindustri, der allerede er i fuld udvikling over hele verden. Vi vil ikke sende mennesker op i kredsløb, men i stedet lade den kreative råstyrke blandt de studerende skubbe til vores måde at opfatte mulighederne på. De skal være med til at udtænke missionerne, der skal skabe ny viden om de teknologiske muligheder i de små satellitter og til at skabe grobunden for nye videnskabelige erkendelser på basis at satellitter i kredsløb om Jorden. DISCO skal sikre kontinuiteten i opsendelserne af de næste tre missioner, og bidrage til starten af et dansk rumeventyr.”
Vær med til at sende DISCO-2 i kredsløb
DISCO-2 bliver ikke kun nyskabende i dens videnskabelige og teknologiske betydning. Den bliver også den første af sin art, hvor det gennem crowdfunding er muligt at bidrage til missionens gennemførsel.
Konceptet ’crowdfunding’ har i mange år været en populær måde at skabe startkapital blandt for eksempel opstartsvirksomheder og til kreative projekter via services som Kickstarter, men de sidste år er det også blevet en tendens blandt særligt yngre forskere, der forsøger at sikre midler til deres forsknings- og publiceringsarbejde. Mens det er almindeligt brugt flere steder i udlandet, så er der ikke mange danske eksempler på den nye praksis, men det skal DISCO-2 forsøge at ændre, forklarer missionslederen:
”Projektet handler om at uddanne og styrke unge forskertalenters kompetencer og at skubbe til de gængse metoder. Derfor er det tanken, at vi vil forsøge at åbne for, at det skal være muligt at donere til denne missions gennemførsel, og på den måde bidrage til at gøre det muligt at hente data om klimaforandringerne fra en dedikeret satellit, der drives af danske studerende. Crowdfunding har vist sig som et værdiskabende redskab for yngre forskere rundt om i verden, og det er vi åbne for at undersøge er tilfældet her i Danmark også,” siger Mads Fredslund Andersen.
DISCO-2 kan støttes med bidrag på 50 kroner og opefter, og bidragsyderne kan opnå forskellige privilegier alt efter bidragets størrelse – ganske som man kender det fra andre crowdfunding-projekter.
Nøgleord
Kontakter
Pressekontakt:
Journalist Rasmus Rørbæk,
Aarhus Universitet,
Telefon: 20374215
Email: rrorbek@au.dk
Billeder

Links
Information om Aarhus Universitet Natural Sciences
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Natural Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Natural Sciences
Hvad får en plante til at vokse mod lys?1.7.2022 11:32:55 CEST | Pressemeddelelse
Få mennesker har haft større indflydelse på videnskaben end Charles Darwin. Hans forskning på Galápagos-øerne og hans teorier om evolution er velkendte, men mange er sikkert ikke klar over hans store indflydelse på planteforskningen. Nu har et internationalt forskerhold taget et stort skridt mod at forklare en central observation, der alt sammen startede med Darwin.
Verden drukner i plastik: Nyt center kan blive en af klodens redningskranse28.6.2022 14:03:44 CEST | Pressemeddelelse
Verdenshavene fyldes med plastik, og det globale samfund kan ikke følge med produktionen og nedbryde den store mængde plastik, der produceres hvert år. Der må findes en løsning, mener professor Daniel Otzen, som med 57 millioner kroner fra Novo Nordisk Fondens Challenge Programme nu kan åbne et center for plastikforskning ved Aarhus Universitet.
Jordens mangfoldighed af træarter er under pres23.6.2022 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et internationalt forskerhold viser i en ny global undersøgelse af flere end 46.000 arter af træer, at mange træarter er udsat for stort pres og er dårligt beskyttede. Samtidig har forskerholdet, der ledes fra Aarhus Universitet, undersøgt, hvordan situationen kan forbedres ved hjælp af ambitiøs og smart udpegning af nye naturbeskyttelsesområder.
Aarhus University’s new CO2 research center opens officially10.6.2022 06:00:00 CEST | Press release
The Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center is the world’s first mission-oriented interdisciplinary research center aimed at developing knowledge and technologies that can be used to capture and recycle CO2. The center has been established at Aarhus University and will open officially on 13 June.
Nyt grundforskningscenter vil afsløre skyernes hemmeligheder7.6.2022 11:16:27 CEST | Pressemeddelelse
Et af klimaforskningens store mysterier er skydannelse, og hvad der egentlig sker inde i skyerne. Løsningen på mysteriet kan være uhyre vigtigt for klimaforskningen, og nu vil nyt grundforskningscenter ved Aarhus Universitet finde svar og sætte skyerne under lup.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum