Digitaliseringsstyrelsen

Ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi skal bidrage til at løse samfundsudfordringer

Del
Regeringen, KL og Danske Regioner har aftalt en ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi for perioden 2022-2025. Strategien omfatter blandt andet initiativer, som skal afhjælpe mangel på arbejdskraft, understøtte grøn omstilling og sikre digital inklusion.

Danmark har en af de mest digitale offentlige sektorer i verden. Det skyldes i høj grad et stærkt fællesoffentligt samarbejde de sidste to årtier. Regeringen, KL og Danske Regioner har nu aftalt den sjette fælleoffentlige digitaliseringsstrategi.

Klare pejlemærker sætter retning for fremtidens digitalisering

Den seneste strategi tager afsæt i fem langsigtede pejlemærker, som skal fungere som rettesnor for den digitale udvikling i den offentlige sektor.

Pejlemærkerne slår fast, at digitalisering skal være et værktøj til at løse sam-fundsudfordringer – ikke et mål i sig selv, og at alle skal kunne være en del af det digitale samfund.

Samtidig sættes sammenhæng, gennemsigtighed og tillid i centrum, og det under-streges med pejlemærkerne, at den digitale udvikling skal være ansvarlig, og at vi skal fortsat udvikle og sikre de fælles digitale fundamenter.

"Vi har i fællesskab skabt en stærk digital offentlig sektor i Danmark, som vi kan være stolte af. Med den nye strategi er målet, at vi skal bruge data og digitalisering til at tage fat på nogle af de største udfordringer, vi har som samfund. Samtidig har vi fokus på at levere endnu bedre digital service. Der kommer fx nye digitale løs-ninger, der skal gøre det lettere for borgerne at administrere samtykker til datadeling. Og så skal vi fortsat sikre, at alle kan være en del af det digitale samfund med vejledning og hjælp, hvis der er brug for det."

- Tanja Franck, direktør, Digitaliseringsstyrelsen

Teknologi til samfundsudfordringer

Samfundet står over for en række store udfordringer i de kommende år. Det gælder særligt manglen på arbejdskraft og den omfattende klimakrise. Med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi vil Regeringen, KL og Danske Regioner accelerere brugen af ny teknologi og data som midler til at løse nogle af disse samfundsudfordringer.

Blandt andet skal en 10-årsplan øge anvendelsen af nye teknologier, som fx robotter eller kunstig intelligens, til at udføre administrative opgaver og frigive hænder til den borgernære velfærd. Derudover skal en række initiativer bidrage til den grønne omstilling fx ved at sikre, at mere affald genanvendes, og at det offentlige indkøber mere klimavenlig opbevaring og behandling af data.

Nye løsninger skal gøre det lettere at hjælpe andre med det digitale

Digitalisering er således et vigtigt redskab til løsning af nogle af de udfordringer, vi i dag står over for i samfundet. Men digitalisering er ikke lige nemt for alle, og en del af den danske befolkning har i større eller mindre udstrækning behov for hjælp fra eksempelvis pårørende til at benytte de forskellige digitale løsninger.

Som en del af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er Regeringen, KL og Danske Regioner derfor enige om, at der nu skal udvikles bedre løsninger til at administrere samtykker og benytte digitale fuldmagter.

I dag indhentes og opbevares samtykker ved en række forskellige metoder. Den nye digitale løsning vil både give borgere og medarbejdere et bedre overblik. Samtidig vil en ny digital fuldmagtsløsning gøre det nemt og trygt for pårørende at hjælpe de borgere, som ikke er fortrolige med det digitale, så alle kan være en del af vores digitale velfærdssamfund.

Den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi dækker årene 2022-2025 og indeholder 28 initiativer.

Se den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2022-2025.

Faktaboks

Initiativer i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2022-2025

Vision 1: En sammenhængende og brugervenlig digital offentlig sektor for alle

  • Inkluderende og sammenhængende digital service
  • Let og tryg brug af fuldmagter
  • Et samlet og personaliseret overblik til borgere
  • Let og tryg brug af samtykke
  • Forbedret service via Digital Post
  • Bedre digital adgang for alle børns voksenansvarlige
  • Digitalisering af kørekortområdet
  • Sammenhængende forløb for udsatte børn og unge
  • Bedre kommunikation og viden om effekter på det specialiserede socialområde via nyt adresseindeks
  • Bedre adgang til sundhedsdata for borgere og sundhedspersonale
  • Digitale løsninger til at understøtte mere behandling hjemme
  • Implementering af en national guide til sundhedsapps
  • Data til kvalitetsudvikling af det nære sundhedsvæsen
  • Digital adgang for forældre til børns sundhedsoplysninger
  • Styrke udviklingen af Et Samlet Patientoverblik
  • Overgang til en ny sygdomsklassifikation i Danmark
  • Modernisering af digitale meddelelser i sundhedsvæsenet

Vision 2: Digitalisering til at afhjælpe manglen på arbejdskraft

  • Nye teknologiske løsninger til at understøtte manglen på arbejdskraft

Vision 3: Et digitalt bidrag til den grønne omstilling

  • Datadrevet omstilling til en cirkulær økonomi
  • Digital platform for byggematerialer og råstoffer
  • Videreudvikling af Energi- og CO2-regnskabet
  • Bedre brug af forsyningsdata til energieffektive bygninger
  • Grøn databehandling- og opbevaring

Vision 4: Et stærkt fundament for den digitale udvikling

  • En fællesoffentlig indsats for bedre adgang til offentlige data
  • Styrket dansk sprogteknologi
  • Styrket forankring af cyber- og informationssikkerhed
  • Stærkt digitalt fundament for den offentlige sektor
  • Et ansvarligt grundlag for anvendelse af ny teknologi

Information om Digitaliseringsstyrelsen

Digitaliseringsstyrelsen
Digitaliseringsstyrelsen
Landgreven 4
1301 København K

http://www.digst.dk

I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer.

Følg pressemeddelelser fra Digitaliseringsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Digitaliseringsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye